New York-rappens undergrundsscene har mistet en af sine vigtigste skikkelser.
I går aftes dansk tid blev der delt et opslag på rapperens sociale medier, hvor det fremgår, at han døde »uventet« den 12. oktober.
Der fremgår ikke flere konkrete detaljer omkring hans død af opslaget. Kaseem Ryan, som rapperen hed, blev 52 år.
Ka nåede at udgive 11 album i en flere årtier lang karriere, der startede tilbage i 1990’erne med gruppen Natural Elements.
Han solodebuterede med albummet ‘Iron Works’ i 2008, og opnåede siden kultstatus i undergrunden med en række anerkendte værker i 2010’erne, som han udgav på sit eget pladeselskab Iron Works: ‘Grief Pedigree’ fra 2012, ‘The Night’s Gambit’ fra 2013 og ‘Honor Killed the Samurai’ fra 2016.
Kas kompromisløse dedikation til lyrisk rap og klassisk hiphop-æstetik gjorde, at han var enormt afholdt blandt fans af undergrundsrap. For yngre rappere som Earl Sweatshirt var han en helt.
Han vil blive savnet af alle dem, der har noget til overs for rå, lyrisk New York-rap.
Ka udgav sit seneste album, ‘The Thief Next to Jesus’, i august. Det blev det sidste i hans levetid.