’Liberosis’: Til sidst er desperationen så tydelig, at man får lyst til at give Faza et kram

’Liberosis’: Til sidst er desperationen så tydelig, at man får lyst til at give Faza et kram
Faza. (Foto: Valdemar Bolding)

I midt-2010’erne så det ud som om, at trapsoul skulle blive undergenren, der ville dominere både hiphop- og r’n’b-verdenen.

Kunstnere som Bryson Tiller, PartyNextDoor, Dvsn, 6lack og tidlig The Weeknd stod klar til at overtage hitlisterne med denne kølige, atmosfæriske lyd, hvor tidens mest populære hiphop-produktionsstil blev fusioneret med intime, sungne vokaler.

The Weeknd skiftede stil til mere 80’er-inspireret popmusik og erobrede verden. Resten af bannerførerne er i dag markant mindre stilskabende end dengang. Men lyden er stadig populær nok til, at såvel nye stjerner som trap-crooneren 4batz og etablerede hitmagere som Justin Bieber og SZA leger med den. Den er stadig et effektivt greb til at skabe atmosfære og intimitet i en verden, der minder om hiphoppens.

Danske Faza genopfinder ikke trapsoul-genren med debut-ep’en ’Liberosis’, men han viser afgjort, at den stadig er lige så virkningsfuld som altid.

Faza. (Foto: Valdemar Bolding)

Da Faza tidligere på året singledebuterede med ‘4Life’, sammenlignede jeg hans lyd med den melodiøse gademelankoli, Jamaika lagde for dagen otte år forinden midt i det daværende trapsoul-boom. Det skyldtes blandt andet Fazas fængslende vibrato og musikkens dramatiske udtryk, men sidenhen har han bevist, at han er meget mere end en Jamaika-arvtager.

Hvor Jamaikas univers er præget af vold, magtspil og frygt for livet, dyrker Faza hedonismen. Men det lyder ikke som om, han har det meget sjovere, end Jamaika havde det på sine gennembrudssange.

Faza ryger, fester og har sex for at glemme, hvilket han pensler tydeligt ud på ’Glem nu’, hvor tågede synths og godt med rumklang-effekter på den til tider choppy vokal eminent skaber følelsen af den uendelige koger, Faza befinder sig i. Det lyder som om, han tager ét stof for at kunne glemme konsekvenserne af det foregående.

Vi bliver ikke lukket særlig meget ind i, hvad det helt specifikt er, Faza flygter fra, men det gør ikke det store. For dels er han en begavet vokalist, der får følelserne til at virke ægte, uden at man skal have deres ophav skåret ud i pap, og dels er han assisteret af beats, der emmer af den utrygge atmosfære, han besynger. Når et fyldigt lag synth-strygere introducerer en skælvende stemme på ’Dybt’, tvivler man ikke det mindste på, at han gennemlever et usundt forhold drevet af dyb afhængighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det gør dog, at man ikke har et interessant nok tekstunivers at falde tilbage på, når ikke sangens lyd kan bære læsset. Det resulterer også i albummets eneste egentlige svipser, det poppede sexjam ’Mærk mig’, der er drevet af trap-808’s i en kæk reggaeton-klingende dembow-rytme.

Der er linjer om, at begge parter i forholdet føler tvivl, om at Fazas partner ikke spiller fair, og om at hun tager livet fra ham, side om side med relativt generisk sexrap. Det er på papiret de samme lyriske greb, ’Dybt’ benytter sig af, men fordi instrumentationen ikke levendegør utrygheden, er det svært at blive lige så investeret som i albummets øvrige tracks.

Heldigvis rundes ep’en fornemt af med ’Zugswang’, hvor Faza drømmer om at slippe ud af den usunde cyklus, ep’en drejer sig om. Han forstår virkelig at skrue på vokalen, så desperationen er til at tage og føle på.

»Ved godt, jeg har brug for noget andet indimellem«, synger han sukkende, og man får helt lyst til at give ham et kram. Ikke kun fordi ’Zugswang’ er en effektiv afslutter, men fordi han på resten af ep’en med succes har lukket os ind i hans mørkeste sindelag.


Kort sagt:
Faza genopfinder ikke trapsoul-genren med sin debut-ep, men han viser afgjort, at den stadig er lige så virkningsfuld som i midt-2010’erne.

Faza. 'Liberosis'. Album. Def Jam/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af