‘Desires’: Giift leverer noget af det mest bramfri dirty talk, jeg kan huske at have hørt
På Giifts tredje ep, ’Desires’, er alt blevet større.
Eller det vil sige … næsten da. Godt nok holder hun sig stadig til ep-formatet, selvom flere røster i nærværende medie har tigget og bedt hende om at få et helt album at spise sig mætte i.
Og godt nok har hun stadig til gode at udgive en sang, der strækker sig helt over på den lange side af tre minutter. Men både lyden, attituden og dramaet er større end nogensinde før.
Hvor de to foregående ep’er i høj grad dyrkede en helt nedbarberet tilbageholdenhed – sarte, akustiske guitarkompositioner på debuten ‘Archives’, svævende, næsten ambiente lydflader på efterfølgeren ’Conditions’ – er ’Desires’ af en helt anden støbning.
Det er ikke, fordi stilen er blevet mindre minimalistisk – den danske musiker holder sig som altid til få, velvalgte virkemidler – men lydene er blevet herligt konfrontatoriske.
Det er tydeligt allerede fra åbneren ’Get Down’, der starter som et tilbageholdt åndedræt, inden man som lytter rammes af forvrænget bas, ustoppelige, rullende rytmer og en tekst om at have selvsikkerheden til at kappe båndene til dem, der grådigt forsøger at sole sig i ens hårdt tjente rampelys.
Det er måske nemmere at relatere til, når man som Giift skriver sange for Beyoncé, men fred være med det.
Eller hvad med ’Pussy’, ikke blot ep’ens højdepunkt, men en af Giifts hidtil bedste sange, hvor hun disker op med noget af det mest bramfri, utilslørede dirty talk, jeg kan huske at have hørt. Og det kommer altså fra én, der har haft en Grindr-profil.
»You can’t fuck another nigga, baby, cause that pussy is mine / Acting like you hate it, but you love it when I slip it inside / And I ain’t fucking other bitches ‘cause their pussy is not yours«, lyder det.
Alene teksten havde været nok til at få mig til at spidse ører, men Giift kanaliserer den ud gennem en usandsynligt smuk melodi, hvor formfuldendte temposkift tillader hende at vise, hvor nuanceret en stemme hun har.
Afslutningsnummeret ‘All I Need’ lyder med opulente strygere, tunge, nærmest truende militærtrommer og et lille heppekor af højtpitchede vokalsamples som en sejrsmarch. Det er lige før, jeg forventer fyrværkeri til sidst.
Det er en sejrsmarch, som Giift på mange måder har gjort sig fortjent til.
Alligevel savner jeg stadig et længere, mere elaboreret projekt fra hende, hvor hun tager sig mere tid til at udfolde sine fortællinger, og hvor man som lytter får mulighed for at dvæle og fordybe sig.
’Desires’ føles lidt som at køre i en racerbil langs den franske riviera. I sig selv dejligt, men hvor ville det være fantastisk at kunne stoppe og nyde udsigten.
Kort sagt:
På ‘Desires’ prøver Giift kræfter med en større, mere konfrontatorisk lyd og tekster, der er eksplicitte som aldrig før. Det gør hun med stor succes, men ep’en er også lidt et sprint, der fortjener at være en spadseretur.