Man kom forbavsende tæt på Andreas Odbjerg i Royal Arena
KONCERT. Over en time inde i koncerten – efter Andreas Odbjerg for længst havde charmeret sig godt og grundigt ind på Royal Arena – spillede han i totalt mørke et speak med en ung fan, hvor hun forklarede, at hans sang ’Ude af mine hænder’ havde hjulpet hende til at anerkende, at nogle ting netop er ude af hendes hænder.
Hermed kunne hun give lidt slip på sin angst og overtænkning, og hun var endt med at skrive en hel gymnasiemusical.
I hænderne på en anden kunstner kunne det greb let have føltes som et humblebrag. Som om der blev sagt »se lige hvor vigtig min musik er«. Men her føltes det blot som om, at Odbjerg ville understrege, at det der med at ramme folk og gøre en forskel for dem, er noget, der virkelig betyder noget for ham.
Han indledte den nye single ’Surprise Party’ ved at fortælle, at den blev til som en slags erstatning for en sang, han ellers havde arbejdet længe på med sit team, og som hans producer var svært tilfreds med – men hvor Odbjerg ikke rigtig kunne mærke teksten.
Det var i det hele taget forbavsende, hvor tæt man kom på den landskendte popstjerne, der ellers havde medbragt sin største showproduktion nogensinde. Han havde et syv hoveder højt backingband, der for en stund endda var udvidet med en strygerkvartet.
Han havde gæster i hobetal: Ida Laurberg, Tobias Rahim, Pil, operasangeren Sigrid Matilda Thordsen og en enormt veloplagt Emma Sehested Høeg til en længere udgave af ’Svært at være fantastisk’, der var udvidet med en lang fløjtesolo fra jazzvidunderet Oilly Wallace, hvortil Høeg hele vejen igennem dansede så man ikke var i tvivl om, at der vitterligt kun er én som Emma. Og bedst som man troede, at nummeret var overstået, gik det over i dobbelttempo, hvilket blot fik Høegs performance til at virke endnu mere enestående.
Der var generelt to slags overgange mellem sangene. Dem, hvor ét nummer ebbede ud, for at et nyt begyndte på det eksakte afsluttende taktslag, og dem, hvor Odbjerg delte ud af tanker og anekdoter, der gjorde, at publikum følte sig inviteret med ind i fabrikken.
Denne todelte tilgang understøttede fornemt den balancegang, Odbjergs show bevægede sig i, hvor luksuriøst pop-showmanship gik hånd i hånd med en grad af intimitet, der næsten ikke burde være mulig i en så stor arena.
Showet var spækket med så mange små, sjove indfald og detaljer, at det ville være svært at remse dem alle op. Men den største overraskelse var nok, at ’Velsignelsen’ mundede ud i en kolossal EDM-sektion, hvor der ikke blev sparet på blinklysene. Men også bare små øjeblikke, som da korvokalisterne spillede rollen som lægen på ’En lille diagnose’, mens Odbjerg mimede, som om det var en stemme fra oven, der talte til ham – det osede af charme.
Bandet spillede som en drøm. Og særligt saxofonist/fløjtenist/percussionist Oilly Wallace fortjener ros for at tilføje nye dimensioner til sange som ’Omvendt’, hvor saxsoloen fik sangens selvtvivl til at kamme over i et nervesammenbrud. Under ’Benny’ formåede Jonas Due at skabe en solo der ligesom sangens hovedperson var ufatteligt kraftig, men samtidig ganske sårbar.
Den solo var – ligesom koncerten i sin helhed – lige dele underholdende og rørende.
Kort sagt:
Andreas Odbjerg formåede at få Royal Arena til stedvist at føles helt intim. Andre steder leverede han en overdådig popproduktion, der viste ham som entertainer af ypperste klasse. Men rigtig ofte formåede han eminent at balancere de to sider af sig selv, så det blev lige dele underholdende og rørende.