Viagra Boys bøvser tekster om OnlyFans og fodfetichisme på rablende vanvittigt album
ALBUM. Allerede fra ’Man Made of Meat’ – det første nummer på albummet ’Viagr Aboys’ – leverer bandet mere af den absurde, samfundssatiriske postpunk, der har gjort dem til et af de varmeste navne inden for genren på verdensplan.
Tekster om konsumerisme, OnlyFans og fodfetischisme bøvses ud over et bundsolidt fundament af basriffs, hypnotiske trommer, skramlet guitar og blip-blop-synthesizer. Det er det her, man kender Viagra Boys for. Det er dem, når de er bedst.
Viagra Boys har i løbet af karrieren fundet en formel. Denne formel er på ’Viagr Aboys’ blevet både en styrke og en hæmsko for bandet.
Formlen strækker sig som et tema over hele pladen. Som noget bandet enten skal følge – koste hvad det vil – eller som et dogme, punkterne må bryde. Der er vel næppe noget, der er mere punk end at frasige sig alt, der udgør genren.
På numre som ’Waterboy’ og ’Store Policy’ får vi serveret mere af, hvad der gør Viagra Boys til Viagra Boys: Tunge rytmer i højt tempo og forsanger Sebastian Murphy, der rabler om alt fra klamydia til rosiner.
Det er bare ikke hver gang, det lykkes for bandet at føre nummeret helt til dørs. På ’Waterboy’ forsøger Murphy sig eksempelvis med en ærligt talt småirriterende og affekteret vokallevering, der på ingen måde bidrager til sangen.
På ’Store Policy’ er det mere af det samme med tekster om at sælge stoffer til skolebørn og stjæle rejer fra zoologisk have. Instrumenteringen er varieret med noget så eksotisk som en panfløjte, men det er ikke nok til, at nummeret føles friskt. Det er blevet lidt for nemt for de svenske punkere at spille det, vi kender.
Panfløjten er dog et anderledes vellykket element på singlen ’Uno II’. Det er sange som denne, hvor bandet eksperimenterer med deres musikalske og lyriske udgangspunkt, der gør pladen værd at lytte til.
Her er lyden mere tilbagelænet, og der er ovenikøbet en kvindestemme på anden halvdel af nummeret – noget, vi ellers ikke har hørt siden deres cover af John Prines ’In Spite of Ourselves’ fra albummet ‘Wellfare Jazz’.
Tempoet sættes endnu en gang ned på den smukke kærlighedserklæring ’Medicine for Horses’. Her findes alle de elementer, man kender bandet for, men det hele er skruet ned på et niveau, hvor Murphy kan blotte sin sjæl og sin kærlighed til både sin kone og de nordamerikanske sletter. Et særdeles velfungerende momentumskift på albummet.
Det samme gør sig gældende for den klaverdrevne albumafslutter ’River King’. De sædvanlige saxofonhyl er skiftet ud med en blødere klang, der understøtter forsangerens tynde og tydeligvis hærgede falset.
Livsstilen har sat sine spor på Viagra-drengene, men her synes de uvant menneskelige og nede på jorden. Det er en underlig, men effektiv måde at runde en så eklektisk og på mange måder eksperimenterende plade af på.
Overordnet leverer ’Viagr Aboys’ den hidtil største variation af svenskernes lyd på en enkelt plade. Både i tempo, lyrisk absurdisme, instrumentering og – desværre – kvalitet. Der er flere numre på dette album, der hører til blandt bandets allerbedste.
Men for de svenske punkere betyder højt at flyve også langt at falde.
Kort sagt:
’Viagr Aboys’ er de svenske punkeres mest eksperimenterende til dato. Albummet er hurtigt, højlydt og til tider rablende vanvittigt, men også fløjlsblødt og inderligt. Begge dele er dog ikke lige vellykket.