Roskilde Festival får ny musikbooker

Roskilde Festival får ny musikbooker
Nikoline Skaarup. (Foto: Alexander Hjorth Jespersen)

Et nyt ansigt skal fremover være med til at sikre Roskilde Festivals musikalske retning.

Det drejer sig om Nikoline Skaarup, der siden 2022 har været ansat som booker og promoter hos konkurrenten Down the Drain, hvor hun har været med til at arrangere koncerter og booke primært internationale navne til festivalerne NorthSide og Tinderbox.

Nu skal hun i stedet være en del af Roskilde Festivals team af musikprogramlæggere, hvor hendes primære fokus endnu en gang kommer til at være på internationale artister.

»Roskilde er bare noget særligt og en kulturinstitution, som betyder – og har betydet – rigtig meget for rigtig mange mennesker gennem rigtig mange generationer«, lyder det fra Nikoline Skaarup i en pressemeddelelse.

»Jeg har selv været gæst på festivalen, siden jeg var så lille, at jeg måtte have min far med som ledsager, og det har klart været med til at forme og inspirere min musiksmag og interesse. Det forestiller jeg mig, at rigtig mange kan nikke genkendende til«, tilføjer hun.

Ifølge musikchef Thomas Sønderby Jepsen vil Nikoline Skaarup få en »meget aktiv rolle« sammen med resten festivalens programlæggere.

»Nikoline har på relativt kort tid bevist, at hun har øjne og ører for stor kunstnerisk kvalitet. Og vi er både stolte over og glade for, at hun nu bliver en del af holdet på Roskilde Festival. Hun har tidligere arbejdet med navne som Pusha T, Vince Staples, Libianca, Lola Young og Troye Sivan, og jeg er sikker på, at hun har meget at bidrage med«, udtaler musikchefen.

Roskilde Festival er i disse år under hastig forandring. Tilbage i januar kunne festivalen annoncere, at den mangeårige programchef Anders Wahrén er trådt af, og i 2026 gælder det åbningen af en ny Orange Scene.

Årets Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af