Blæst annoncerer ny ep

Blæst annoncerer ny ep
Blæst. (Foto: Malthe Bennedsen)

I marts sidste år annoncerede Blæst som bekendt, at de havde udset sig Sarah Sophie Malmros som ny forsanger, efter den oprindelige frontkvinde havde annonceret sin afgang.

Både under udvælgelsesprocessen og i tiden efterfølgende har de haft fart på både sangskrivning og optrædener, hvilket man i september kunne bevidne i DR-dokumentaren ‘Blæst og hende den nye’.

Nu er bandet klar med første længere udgivelse siden Malmros’ tilslutning. I går aftes annoncerede Blæst, at de udgiver ep’en ‘Blæst Forever’ 19. juni.

Ep’en består af syv sange, herunder singlerne ‘Forever’ og ‘Før det kan gå op’ med Karoline Mousing. Udgivelsen har yderligere én gæst, nemlig den norske artist Makosir på sangen ‘Ekko’.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det nye Blæst med Malmros ombord har også tidligere udgivet singlerne ‘Vi ku’ gå hele vejen’ og ‘Den nye pige’, som altså ikke har klaret cuttet til ep’en.

‘Blæst Forever’ lander i starten af bandets igangsværende sommerturné rundt i Danmark, hvor de blandt andet spiller på Smukfest og til Tivolis Fredagsrock.

I april lagde de vejen forbi Store Vega, hvor Soundvenues anmelder Anton Løkke Laursen roste den nye forsangers forfriskende indtog.

»Da det blev tid til ’Den nye pige’, kunne Malmros stolt udbryde, at hun slet ikke var den nye længere. Denne aften blev det også tydeligt, at Blæst har fået fat i en forsanger, der med tiden vil kunne trække musikken i forfriskende anderledes retninger«, lød det i koncertanmeldelsen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af