Sådan undgår du endnu et dårligt t-shirts-køb – og øger dens levetid

»Det begynder at gå op for folk, at man skal kræve noget af det tøj, man går i«, siger designeren Karla Werner Zeuthen, som prøver at hjælpe dig til at undgå fejlkøb.
Sådan undgår du endnu et dårligt t-shirts-køb – og øger dens levetid
T-shirt fra Samsøe Samsøe. (Den har ikke nødvendigvis noget med artiklens indhold at gøre.) (Foto: PR)

»Det hurtige og lidt trælse svar er, at det er svært at se«.

Så hurtigt punkterer designeren Karla Werner Zeuthen mit håb om en let og forståelig fempunktsplan mod et godt t-shirt-køb. Hun skynder sig dog at berolige mig en anelse.

»Det er en jungle, men der er nogle pointers, man kan være opmærksom på. Og så er der en del, man kan gøre, når man har købt sin t-shirt, for at forlænge dens liv«.

Karla Werner Zeuthen blev færdig med sin bachelor i modedesign fra Designskolen Kolding sidste år, og i dag arbejder hun i den socialøkonomiske virksomhed Sheworks, der ansætter flygtningekvinder, som syr tasker og puder af genbrugsmaterialer fra mode- og møbelindustrierne.

Karla Werner Zeuthen. (Foto: Privat)

Hun er også i gang med at udvikle et bæredygtigt koncept til sit eget brand, der ligesom Sheworks vil inkorporere en form for upcycling af materialer.

»Det er gode, holdbare tekstiler, som ellers var blevet brændt, som vi bruger i Sheworks – især dem fra møbelbranchen«, fortæller hun.

»Vi stiller højere krav til vores sofamateriales holdbarhed end vores tøjs. Det er fjollet. Det er en samtale, der er ved at vende. Det begynder at gå op for folk, at man skal kræve noget af det tøj, man går i«.

Så lad os se på, hvad du kan kigge efter, inden du finder Dankortet frem og køber din næste t-shirt.

Køb fysisk

Skal den sidde tæt eller løst, vil du gerne have længere ærmer eller anderledes detaljer? Pasform er et vidt begreb og handler meget om personlig præference.

»Derfor er det i hvert fald en dårlig idé at købe den online, da man er nødt til at have den i hånden og prøve den på«, siger Karla Werner Zeuthen.

Tjek kvaliteten af bomulden

Bomuld kan komme i mange kvaliteter, og det kan være ret ugennemsigtigt. Der findes nogle certificeringer, men det kan også være en jungle. Nogle handler om økologi og fair trade, men der er også nogle, som handler om kvalitet og slidstyrke.

»Hvor mange vaske kan den holde til? Bliver den skævvreden? Sådan nogle tests er man begyndt at inkorporere mere«, siger Karla Werner Zeuthen.

»Men det er stadig ikke så udbredt, at man lover noget i forhold til kvalitet, og det er altså nyt for forbrugerne, at vi har ret til at vide, hvor lang tid ting holder. Jeg tror, man vi se flere certifikater om kvalitet fremover«.

Et andet kvalitetsparameter, man kan kigge på, er vægt.

T-shirt fra WTaps som Wood Wood forhandler. (Den har ikke nødvendigvis noget med artiklens indhold at gøre) (Foto: Wood Wood)

»Så vil der stå et tal og så GSM, som står for grams per square meter, altså gram per kvadratmeter. Jo højere det tal er, jo kraftigere er bomulden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den holder længere, men det vil nok ofte være af en bedre kvalitet«, siger Karla Werner Zeuthen.

»Det er selvfølgelig en præference, om man har lyst til en tykkere kvalitet«.

Et sidste kvalitetsparameter, der påvirker en t-shirts holdbarhed, er brugen af elastan.

»Typisk putter man elastan i for at gøre stoffet mere elastisk, selvom bomuld egentlig er rigeligt elastisk i sig selv. Det, der sker med elastan, er, at det mørner hurtigere, fordi det sådan set bare er en lille elastiktråd. Så det er ikke godt for holdbarheden«.

Skævvridning af pasformen

Du kender det sikkert: Efter nogle vaske ligner din t-shirt pludselig en slidt, opvredet karklud.

»Det sker, fordi producenten ikke har lagt mønstret lige på stoffet. Hvis det ligger lidt skævt, så vil syninger også blive skæve, fordi stoffet trækker sig sammen efter vask«, siger Karla Werner Zeuthen.

»Det kan være svært at se fra starten, men hvis det er slemt, så vil man kunne se den drejer lidt i sidesømmen, når man prøver t-shirten på«.

»Jeg oplever det dog ikke så meget mere. Tidligere var det slemt hos blandt andet mange fast fashion-mærker«.

»Man kan også undgå det ved at lede efter t-shirts, der er lavet med en rundstrikker. Så er trøjen lavet som et rør og altså uden sidesømme«.

Mads Nørgaards 101-trøje i hvid. (Foto: PR)

»Det påvirker selvfølgelig pasformen, da kroppen så bliver set som et rundt rør, men det er ikke et problem, hvis den skal være tætsiddende«.

»Sådan er blandt andet Mads Nørgaards 101-trøjer lavet. De laver dem også i rib, som gør dem mere elastiske. Derfor behøver de heller ikke en sidesøm eller elastan«.

Halsen falder sammen

»Det kan desværre være svært at undgå. Man har en ribkant i halsen, og den kan godt have en tendens til at blive mere slasket, fordi det er en løsere strik«, forklarer Karla Werner Zeuthen.

»Hvis den er i et kraftigere materiale, så vil halsen sikkert også stå pænere i længere tid, så det kan man overveje. Nogle t-shirts har også ribkant i ærmerne, og det vil være den samme problematik«.

Pas bedre på din t-shirt

Der er meget, man kan gøre, når man har købt sin t-shirt – og sit andet tøj for den sags skyld. Det handler primært om vaskevaner, siger Karla Werner Zeuthen, der mener, vi vasker vores tøj alt for meget – og det er noget, der slider på tøjet.

»Vi har en tendens til at vaske efter brug, og ikke efter hvor beskidt, tøjet er. Det er blevet en refleks at smide det til vask efter at have brugt det én gang«, siger hun.

»Vi hænger det meget op på vores hygiejne, men det er på ingen måde uhygiejnisk ikke at vaske sit tøj hver gang, man har brugt det«.

Vask helst ved 30-40 grader. (Foto: PR)

Hun har heldigvis nogle råd klar:

»Luft dit tøj, hvis det lugter lidt, så du forlænger brugen imellem vaskene. Færre vaske kan gøre rigtig meget for holdbarheden«.

»Skyl tøjet op i en balje med vand, hvis det er blevet lidt slattent, i stedet for en tur i vaskemaskinen«.

»Fjern pletter så hurtigt som muligt, så de ikke sætter sig, og du skal købe en ny trøje«.

»Vask koldere. En varm vask slider mere på tøjet. Hvidt bomuld kan klare ret meget, de farvede trøjer mister meget farve ved varme vaske. 30-40 grader er det bedste«.

»Brug vaskemiddel uden blegemiddel. Det slider rigtig meget. De nedbryder bomulden hurtigere. Vaskemiddel er generelt ret hårdt, så man skal også tænke over, hvad man vasker tøjet med«.

»Hold dig fra skyllemiddel. Det blødgør fibrene i tøjet, hvilket så gør, at vasken slider hårdere på stoffet. Så man skal vænne sig til at gå i en ikke helt så blød nyvasket t-shirt, hvis man vil have den til at holde længere«.

»Undgå tørretumbler. Det slider, så det er bedre at lufttørre tøjet«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af