KOMMENTAR: Tillykke. I dag er det 20 år siden, du – kære PlayStation – så dagens lys i Europa, da du blev adopteret fra det asiatiske og amerikanske marked. Siden dengang er du vokset gevaldigt, men vi er mange, der stadig husker dig i din undseelige, lille, grå kasse. Din indflydelse på spilmarkedet og -industrien skulle vise sig at være det modsatte.
Du landede midt i en periode hvor slut-firsernes mastodonter, Super Nintendo og Sega Mega Drive, var blevet så mæt af dage, at konsolmarkedet var begyndt at dø ud. Gaming foregik nu ved skrivebordet på en PC fremfor i sofaen med benene oppe. Du fødtes ud af et forlist forhold imellem Sony og Nintendo, og trods en kort flirt med Sega valgte Sony at gå sine egne veje for at give dig en selvstændig og moden opvækst. Det mærker vi den dag i dag.
Du var en af de første, der brugte det – dengang – nye CD-medie optimalt. Vi var vant til gnidrede skærmhoppende og overskægs-bærende blikkenslagere i 2D, der var bygget op af et par håndfulde pixels, men med CD’en og din nye skræddersyede hardware, gav du os så meget mere: Sprudlende 3D-verdener, der kunne vendes, drejes, snurres og vippes i ét væk. Og nøj, hvor vi snurrede.
Jeg husker stadig første gang, du viste mig Gran Turismo. Det var et kvantespring fra de racerspil, jeg havde haft til gamle konsoller og bedagede computere. Virkelige bil-modeller med realistisk styring og naturligt vejr. Wow! Farten og lyden af de store bil-motorer, der gassede op, var nok til at få mig til at sidde med åben mund ude af stand til at tro på, at fremtiden allerede var her i midten af 90’erne.
Som ingen anden konsol kunne du imponere både barnesind og voksne i samme nu. Hvad end der stod ’Gran Turismo’, ’WipEout’ eller ’Need For Speed’ på CD’en var du tidens go-to konsol, når der skulle flyve pixels om ørerne på os og vi ville have et soundtrack, der buldrede ud igennem billedrørsfjernsynet.
Men lige så højt, som vi elskede det kolossale postyr, dine spil kunne frembringe, lige så ofte blev postyret matchet af mediernes dækning af dig. De skrev vidt og bredt om, hvor livagtige spillene pludseligt var blevet og diskuterede, hvorvidt vi unge mennesker blev voldelige af dine spil. De rygter slog rod og lever den dag i dag i bedste velgående. Det er skægt at se tilbage på i dag, for vi blev jo ikke voldelige, selvom dine spil var bloddryppende i et hidtil uset omfang.
’Resident Evil’, ’Alone In The Dark’ og ikke mindst ’Silent Hill’ tog deres første spæde skridt i dine rammer. Dine nye 3D-verdener gav et unikt favntag med den svedfremkaldende følelse af at være jaget vildt og samtidig balancere en hovedperson, der kunne mere end at løbe fra højre mod venstre. Hvad end vi indtog rollen som Chris Redfield i ’Resident Evil’ eller Harry Mason i ’Silent Hill’ kunne du skræmme livet af os som ingen anden – for det var ligesom at være der selv.
Jeg husker stadig første gang, du lod mig prøve ’Silent Hill’ hjemme hos en kammerat. Ingen af os sov ret meget den nat og nattemørket blev ofte afbrudt af sporadiske »Kan du heller ikke sove?«-hvisk. For det var altså en helt ny verden, der var væsentligt mere skræmmende end hjemme hos ham blikkenslageren og det blå pindsvin.
I dit kølvand fulgte mange halvbrødre, som forsøgte at gøre dig kunsten efter. Men uden det store held. Du er blevet ældre og har skiftet udseende flere gange, men i din nye form rager du stadig op blandt dine slægtninge. Det skyldes, at du aldrig har været bange for at underholde unge som gamle. Du skabte sjov og høje grin for de yngre med ‘Ape Escape’, ‘Crash Bandicoot’ og ‘PaRappaTheRapper’, men var samtidig altid klar på en seriøs og langvarig snak med de ældre i ‘Final Fantasy’ og ‘Suikoden’, uden at glemme ungdommen i fantastiske sving om’er med både ‘Resident Evil’, ‘Castlevania’, ‘Tony Hawk’s’, ‘Tekken’ og ‘Tomb Raider’.
Men din popularitet må nok også tilskrives, at du lod os være klassens frække dreng. Med lidt ungdommelig fiks-fakseri kunne man nemlig spille brændte spil hos dig og på den måde udvide spilsamlingen enormt. Det betød også at vi kunne stifte bekendtskab med alle dine klassiske spil uden at skulle ofre sparegrisen for at “være med i hulen”. Undskyld for dét, for det har uden tvivl kostet lidt kroner og ører i din kasse – men det var også med til at cementere dig som konsollen, man bare skulle hænge ud med.
Selvom du har udviklet dig og skiftet form, så er vi mange, der tænker tilbage på dig, som du så ud for 20 år siden. Ligesom folk altid husker deres første bil, kys eller hjem, er jeg ikke i tvivl om, at vi er mange, der levende kan beskrive mangt en time med din historiske startskærm og den mastodontiske fanfare, du afspillede for at understrege, at NU skulle der games. Du var i arbejdstøjet helt frem til 2006, hvor du lod dig pensionere og overlod pladsen til PlayStation 2 og snart derefter også 3’eren.
Inden tæppefaldet havde du rundet 100 millioner solgte konsoller og på egen hånd cementeret Sony’s plads på konsol- og gaming-markedet. Du viste os hvor meget en nytænkende spillekonsol kan betyde i et tætpakket marked som spilindustrien. Konsolgaming i dag havde ikke været det samme uden dig.
Tillykke med de 20 år, PlayStation, og tak for alt.
Læs også: PlayStation 4-opdatering introducerer YouTube-spilstreaming og mere lagerplads