1. Wileyfox Storm og Swift
Hver måned kommer der et hav af nye smartphones fra firmaer, der ikke før har gjort sig bemærket på den scene. Det er også tilfældet med Wileyfox, et nyt, meget britisk smartphonemærke.
Wileyfox har lanceret to nye smartphones med navnene Storm og Swift, der lægger sig fornuftigt midt i feltet, hvad angår specifikationer – intet overvældende, men absolut konkurrencedygtigt til prisen.
Det, der får Wileyfox til at stikke ud, er de muligheder ejermanden har for at personliggøre smartphonens udseende og sikkerhedsindstillinger. Den kommer med styresystemet Cyanogen 12,1, der ganske vist er Android-baseret, men giver flere muligheder for at sætte sit unikke præg på brugerfladen.
Designet skiller sig også ud fra konkurrenterne. Bagsiden er i mat plastik med et opsigtsvækkende ræve-logo og orange tekst.
Inspirationen kommer fra brands som OnePlus og Motorola, der med deres Moto G åbnede markedet for relativt kraftfulde smartphones til en fornuftig pris.
Swift fås fra ca. 1.400 kroner og Storm ca. 2.050 kroner på Wileyfox’ hjemmeside.
2. Frederique Constant Horological
Et af de helt uoverstigelige problemer med de fleste smartwatches – inklusive Apples bud på sådan et – er, at de ligner en lille computer på dit håndled. De fleste skriger lige så meget nerd alert, som Google Glass eller et virtual reality-headset – og det duer ikke, når nu uret er kendt som mændenes eneste smykke.
Heldigvis kommer der flere og flere bud på smartwatches, der rent faktisk ikke får klokkerne til at bimle, som når spedalske nærmede sig i middelalderen. Smartwatch-bølgen har trods alt vækket nogle i den notorisk konservative urmager-verden, de fleste kalder Schweiz. Heriblandt luksusurmærket Frederique Constant, der i godt og vel 25 år har lavet klassiske, stilrene ure.
De har introduceret smartwatchet Horological, der kan kobles til din Android- eller iOS-smartphone og derigennem monitorere dine søvnmønstre og fungere som bevægelsestracker. Derudover holder batteriet i 25 måneder og via smartphones holder uret sig præcis ned til Ikke så meget andet. På den måde, er det mere ur end det er smartwatch, hvilket nogle nok vil sætte pris på. Desværre er prisen også mere klassisk ur, end det er smartwatch.
Frederique Constant Horological fås fra ca. 6.600 kroner.
3. Denon AH-GC20
Denon har skabt et par trådløse hørebøffer, der både ser godt ud og er fuld af tidens definerende funktioner for høretelefoner.
De kan køre 20 timer på en enkelt opladning og hvis de løber tør for strøm, så kan du koble det medfølgende kabel til. De kører med Bluetooth 4,0, kan modtage opkald vha. af en knap på den ene bøf og kan styre Siri på din iPhone eller iPad ved hjælp af en mikrofon. Mikrofoner i høretelefonen fanger lyden omkring brugeren og kan således lukke uønskede lyde ude. De virker som skabt til de daglige cykel- eller busture.
De vejer kun 275 gram. Slet ikke dårligt.
Denon AH-GC20 fås i Hi-Fi Klubben til 2.199 kroner.
4. Samsung Gear S2
Der er kommet flere smartwatches, der er så kønne, at vi her på redaktionen kan se os selv gå med dem. Et af disse blev præsenteret til den nyligt afholdte elektronikmesse IFA i Berlin. Det drejer sig om Samsungs Gear S2.
Det er lige til den store side for nogles smag, men det er stadig et syvmilesskridt fremad fra den første Samsung Gear S, der mere end noget andet lignede en smartphone slasket omkring et håndled. Særligt classic-modellen ser fremragende ud. Her ses det i brug hos Samsung-udvikler Dennis Miloseski:
Funktionerne fejler intet: Du navigerer ved at dreje på ringen uden om skærmen. Her kan du skifte musiknumre, scrolle gennem lange emails og zoome.
Gear S2 kan naturligvis monitorere din sundhedstilstand, såsom motionsniveau og væskeindtag, og fungere som betalingskort. Derudover kan du udvide smartwatches med forskellige skærmtemaer – watchfaces, som de hedder – tilføje apps, der kan bruges til at monitorere dit hjem og få anbefalinger til restauranter og meget andet. De fås med 3G og Bluetooth. Batteritiden er angiveligt imponerende 2-3 dage.
Samsung Gear S2 koster fra omkring 2.000 kroner og kommer til salg i starten af oktober.
5. Boldr Voyage
Og lad os bare nappe et flot smartwatch mere. Eller rettere et clever watch, som Boldr kalder deres Voyage-model. Den trækker på nogle af idéerne fra et smartwatch, men ligner i sit udtryk et almindeligt ur.
Funktionerne er da også relativt begrænsede i forhold til Apple Watch eller Samsung Gear S2, men du får det strengt nødvendige. Der er forskellige fitnessfunktioner indbygget, Bluetooth, LED-lys og vibrator. Du får notifikationer, når din smartphone modtager dem og en besked, hvis du er på vej til at bevæge dig langt væk fra din telefon. Desuden har den en smart, lille feature, der lader dig styre din smartphones kamera fra uret.
Batterilevetiden er op til seks måneder, så du skal ikke bekymre dig om at lade det op hver eneste dag. Det ser rimeligt pænt ud og kommer med muligheden for en lang række forskellige urremme. Det er dog med 14,5 millimeter i tykkelsen lidt af en chokoladekiks at have på håndleddet.
Boldr Voyage er et Kickstarter-projekt ligesom Pebble Time, der på mange måder kickstartede hele smartwatch-knallerten. Boldr Voyage har nået fuld finansiering, men har stadig 40 dage tilbage af sin kampagneperiode.
Boldr Voyage kan blive dit fra ca. 900 kroner, men det er uvist, hvornår du får det – det bliver tidligst i april 2016.
6. Obi SF1 og SJ1.5
Det er sjældent, tech-skribenter spidser ører, når komplet ukendte smartphones bliver præsenteret. Men når en tidligere Apple-direktør står bag, så er der måske alligevel grund til at tjekke produktet ud.
Det er netop tilfældet med Obi, der er lavet med John Sculley ved roret. Han var direktør i Apple fra 1983 frem til 1993, hvorefter han har brugt sin tid involveret i flere high-tech startup-virksomheder i Silicon Valley.
Firmaets foreløbigt to modeller – Obi SF1 og SJ1.5 – er målrettet udviklingslandes smartphonemarkeder, men alligevel kan de begge to præsentere ret imponerende specifikationer. Samtidig bader de i den lave ende af pengebassinet og ser tilmed ret flotte og stilrene ud, mens de gør det. Præcis som man kunne forvente af en tidligere Apple-direktør.
Og så er det ikke dårlig timing at lancere en smartphone med et Star Wars-klingende navn lige op til premiere på en ny film
Obi SJ1.5 og SF1 kan bestilles for henholdsvis 900 eller 1.700 kroner fra oktober.
7. LG Rolly
LG har designet et tastatur, der kan rulles sammen, så det ikke fylder mere end en lineal. Hvad du lige skal bruge et lommetastatur til, kan måske være lidt diffust. Men med introduktionen af Apples nye mecha-iPad, så giver et eksternt tastatur måske alligevel mening.
LG’s Rolly-tastatur kan matches trådløst med dine devices via Bluetootch, så du både kan svare på mails på din tablet eller skifte over og skrive en hurtig sms på din smartphone. Du kan også koble tastaturet direkte til din tablet, så den fungerer som en laptop.
LG Rolly kan købes i USA nu og i Europa i løbet af næste kvartal til omkring 800 kroner.
8. Raumfeld Sounddeck
Du kender måske ikke berlinske Raumfeld, men det er nok fordi, de ikke tidligere har været til salg i Skandinavien. Men det er de nu, blandt andet i form af en pop up-butik i Stockholm og selvfølgelig webshop. Raumfeld producerer trådløse højkvalitetshøjtalere der er tiltænkt streaming i alle lejlighedens eller kontorets rum, lidt ligesom konkurrenterne Sonos.
På dette års store europæiske elektronikmesse IFA i Berlin var der verdenspremiere på Raumfelds Sounddeck, der er blandt deres topmodeller. Sounddeck er tiltænkt brug med et fladskærms-tv, for at give et lækkert hifi-lydakkompagnement til flotte billeder.
Det betyder naturligvis også, at de er i den dyre ende af spektret, men mindre kan også gøre det. Raumfeld har mindre højtalere til omkring 2.000 kroner, som sagtens burde være i stand til at spille mindre rum op. Også de ser rimeligt kompromisløse og lækre ud.
Raumfeld Sounddeck kan forbestilles i en priority-udgave til 9.499 kroner i nuværende valutakurser.
9. Narrative Clip 2
Narrative Clip var et kamera på størrelse med en lille æske Smarties, som du kunne filme og fotografere dit liv med. Den har nu fået en storebror med det gennemtænkte navn 2.
Videokvaliteten er ikke helt i top, men til gengæld er det umådeligt nemt at montere og så filmer den ellers, hvad du oplever. En opgradering fra den tidligere udgave er at den overfører film løbende til din smartphone via Bluetooth.
Narrative Clip 2 kan forudbestilles for ca. 1.700 kroner.
10. Oppo R7 Plus
Du har formodentlig ikke hørt om Oppo, men det er et kinesisk smartphone-selskab, det kører meget godt for lige nu. De har netop lanceret plus-udgaven af deres Oppo R7 i Indien med international release snart forestående. Og den giver seriøst nogle af de veletablerede brands kam til deres hår.
Se bare her: Sekstommerskærm, støbt i en flot, gullig magnesium/aluminiumsramme og fingeraftryksscanner. Den kører på den liiidt undervældende Snapdragon 615-processor, men har til gengæld et vanvittigt 4.100 mAh-batteri.
Den er med to simkort-læsere, hvoraf den ene kan bruges til at udvide hukommelsen med et micro-SD-kort.
Den kan blive din for cirka 3.750 kroner, hvis du forudbestiller.
På næste side har vi indlagt en lille bonus-robot:
Bonus: BB-8-robot
Forud for premieren på ‘Star Wars: The Force Awakens’ har Star Wars i samarbejde med Sphero udviklet et sejt lille stykke legetøj. Det er en robot bygget over droiden BB-8, der introduceres i den kommende film. Den løb med hele opmærksomheden, da helt nye linjer af licenseret legetøj fra Star Wars kom ud i forbindelse med Force Friday 4. september.
Den kan styres med en app på din smartphone og kan tilmed afspille hologrammer i bedste R2D2-stil.
Sphero har tidligere lavet fjernstyrede kugler før, men de har garanteret ikke fået lige så meget opmærksomhed for dem, som BB-8-modellen fik. Den indre fanboy her på redaktionen, kan heller ikke stå for den.
BB-8 kan blive din for 1.000 kroner.
Læs også: Ny iPad Mini, iPhone-abonnement og iOS: De mest oversete nyheder fra Apples event