‘Mad Max’: En ørkenvandring uden ‘Fury Road’s vildskab

‘Mad Max’: En ørkenvandring uden ‘Fury Road’s vildskab

Det må være angstprovokerende at bære etiketten ‘Mad Max’ i 2015. Tidligere på sommeren torpederede ‘Mad Max: Fury Road’ biograferne frontalt, og i kølvandet på den vanvittige sommer-blockbuster kommer spillet nu med samme hovedperson, samme postapokalypse-præmis og samme navn i titlen – men desværre uden samme snert af kvalitet.

Nu er det ikke fordi, at ‘Mad Max’ – altså spillet – prøver på at kopiere filmen, hverken den fra i år eller den originale trilogi. Spillet trækker godt nok på samme univers, hvor Max Rockatansky drager ud i et postapokalyptisk ødeland efter at have mistet alt, hvad han har kært. Det er dystert, brutalt og fandenivoldsk, men det er også cirka her, sammenligningerne stopper.

Spillet prøver nemlig ihærdigt at stå på egne ben med en historie, der dog desværre vakler og snubler mere, end den formår at tilføje noget nyt til det eksisterende univers. Egentlig forventer man som spiller ikke en sprudlende historie med tyngde, for ‘Mad Max’ spiller på følelserne, omgivelserne og det, der i bund og grund er en rablende kærlighedserklæring til benzinslugende muskelbiler. Det er vildskaben mellem linjerne, der tæller, ikke Max’ sparsomme grynten.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men desværre udebliver vildskaben. Man får aldrig helt muligheden for at overgive sig fuldstændig til det vanvid, der var højdepunktet ved årets ligeledes plottynde ‘Mad Max’-film. Spillets narrativ leverer et så simpelt grundlag, at man snildt kunne have undværet det: Max skal til Plains of Silence, men stoppes af Immortan Joes psykotiske søn, Scabrous Scrotus, der stjæler Max’ bil Interceptor. Herefter slår Max pjalterne sammen med en pukkelrygget mekaniker, der skal hjælpe ham i jagten på at bygge den famøse Magnum Opus, og så efterlades man ellers bare i det åbne landskab.

Den åbne verdens fængsel

‘Mad Max’ er definitionen af et spil med en åben verden. Der er ingen grænser for, hvor du kan køre hen, eller hvad du kan foretage dig. Områderne i spillet er opdelt og under belejring af Scrotus’ sindssyge krigsdrenge, som man langsomt skal nedkæmpe. Hvordan man gør det, står næsten frit for én (spoiler: det meste sker dog med en bil som våben), hvilket er både befriende og lammende.

For glæden ved spil med åbne verdener er, at man har en falsk form for frihed. Hvor andre spil vil have, at du gør A for at komme hen til B for at nå til C, lader ‘Mad Max’ dig sejle – eller nærmere køre – rundt i din egen lille sø. Desværre er søen i ‘Mad Max’ ofte dræbende iltfattig og ensformig.

Spillets ophav taget i betragtning, er det sådan set fint nok, at man bare kastes ud i ødelandet med en sparsom baggrundshistorie og et lige så sparsomt formål, men problemet er, at det hele simpelthen leveres så kedeligt og uden livsglæde. Man føler absolut intet incitament for at dykke længere ned i spillets primære historie – hvis altså det ikke lige var fordi, den faktisk tvinger dig til det, så du kan låse op for nødvendige opgraderinger til Max’ bil og udstyr.

MadMax 2
Pænt ser det ud, men spillet ender temmeligt blodfattigt som film-Max efter en tapning.

V8-motoren i tomgang

Når man får nok af (manglende) frihed i historiefortællingen, kan man i stedet få sig et afbræk i ødelandet for at nedkæmpe krigslejre og indtage højborge, imens der er hobevis af områder, hvor man kan indsamle skrot, hvilket agerer som spillets valuta. Dette aspekt fungerer sådan set fint nok det første dusin timer, men derefter kryber ensformigheden langsomt ind i spillet.

Snart dukker følelsen af deja vu nemlig konstant op, og det er her, hvor spillet brækker nakken i et frontalt sammenstød af ligegyldighed og manglende lidenskab. Tilbage står Max blot som en intetsigende eksistens i et ødeland, der næsten fremstår endnu kedeligere end manden, der bare gerne vil have sin bil tilbage.

Derfor er det vel også symptomatisk, at spillet kun stråler om kap med de glinsende biler og den blændende sol, når man for et kort øjeblik glemmer alt om virtuelle Max og spillets påtvungne formål for i stedet at fræse frit rundt. Når V8-motorens brøl lyder som engles sang, når bilvrag opslugt af flammer ligger i grøfter som hærgede guder, og når sandstorme pludselig omfavner én med øredøvende ødelæggelse.

Det er her, hvor ens indre war boy kortvarigt gribes af stemningen. Hvor det er én selv, der udbryder: »Oh, what a day! What a lovely day!«. Problemet er bare, at det ikke er Valhalla, der venter i den anden ende af ødelandet. Der er ikke en belønning for ens altopofrende indsats. Der er bare endnu mere monotoni og endnu mere ‘Mad Max’, der kun i glimt hædrer sine forgængere, som de virkelig fortjener det.


Godt

+ Et af årets flotteste spil
+ »Oh, what a day! What a lovely day!«-stemningen dukker op hist og her
+ Spildesignet vækker minder om ‘Shadow of Mordor’ (hvilket er et langt bedre spil)

Skidt

– Man laver konstant det samme, om og om igen … og igen og igen og igen
– Historien føles tvungen, ligegyldig og påklistret
– Ingen af den lidenskab og ægte vildskab, som gør ‘Mad Max’-universet så fremragende

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af