‘Metal Gear Solid V – The Phantom Pain’: Et smukt kaos
‘Metal Gear Solid V – The Phantom Pain’ spiller ikke bare på mange tangenter, det har gang i hele orkestret. Hvis ikke de mange rulletekster (!) undervejs i spillet var nok, afslører stemningen og stilen hurtigt, at spillet er skrevet, instrueret og produceret af Hideo Kojima. Manden, der i årtier har balanceret på grænsen mellem gal og genial hos Konami, og som kort inden spillets udgivelse endegyldigt gik fra sin post i firmaet.
Heldigvis var ‘The Phantom Pain’ færdigt – og sikke en exit!
Man indtager rollen som Big Boss og skal udføre hemmelige missioner i Afghanistan (og måske andre steder) for at opbygge sin nye militærbase, Motherbase, samtidig med at man søger svar på, hvem den mystiske, men uden tvivl onde, Skull Face er.
Men de overordnede linjer forsvinder hurtigt fra spillerens bevidsthed, når spillet lynhurtigt tager fart, og man sætter kursen med helikopter mod nærmeste hemmelige mission, hvad end der skal kidnappes videnskabsmænd til Motherbases voksende personalekartotek eller udryddes fjendtlige kommandører.
Fokus på det fantastiske
Kojimas særegne stil og ironiske distance til alle sine (mester)værker fornægter sig ikke: Karikerede stereotyper og følelsesladede scener toner ofte frem på skærmen. Heldigvis er der skåret ned på hans vanlige tunge historiefortælling og skruet tilsvarende op for tempoet og humoren.
Historien føles dog ikke nedprioriteret og samler fine tråde op fra den kanoniske forgænger, ‘Peace Walker’, og gør klar til den hektiske omgang med ‘Metal Gear – Metal Gear 2’ og ‘Metal Gear Solid’, der følger efter. Det betyder, at man ikke i denne ombæring behøves at smøre madpakke, førend man starter en cutscene. *Host* MGS IV *Host* 50 minutters filmsekvenser *Host*.
Udgangspunktet for ‘The Phantom Pain’ er Big Boss’ etablering af det private militærfirma Diamond Dogs som spiller en kolossal rolle i seriens andre spil. Uden at spoile for meget tør jeg godt løfte sløret for, at en del relationer og karakterer introduceres på fornemste vis i ‘The Phantom Pain’.
Kendere af serien vil nyde introduktionerne, men for udefrakommende vil de virke lidt campy og overdrevne. Hvis man ikke er vant til Hideo Kojimas humor og historiefortælling, kan man blive hægtet af et par gange undervejs, men spillets historie fungerer også fint separeret fra resten af serien.
Kreativ problemløsning deluxe
Den nedtonede fortællestil sker tildels også ved ‘MGS’ hektiske tempo. Man fortaber sig hurtigt i russerskydning fra hesteryg og 100 meter sprint med vrede afghanere i hælene. Heldigvis! For i fortabelsen gemmer sig et mesterværk af et spil.
Spillet er bygget op omkring et skønt flow af taktik, skyggesnigeri, basebygning, historie og maskingeværs-action. En af de største forcer ved ‘MGS V’ er netop den komplette overgivelse til spillerens egne ideer, nærmest uanfægtet hvor kreative de måtte være. Din trofaste håndholdte computer, iDroid, holder styr på kort, missioner, delmål og informationsstrømmen hjemme fra Motherbase, så man kan hele tiden navigere og pejle efter næste selvvalgte scenarie.
Case in point: En fjendtlig kommandør skal enten bortføres eller likvideres. Jeg har nu to muligheder:
1) Jeg bliver sat af helikopteren i mit lyddæmpende snige-outfit og venter til skumring. Jeg får fra en bakketop identificeret kommandanten, der udstikker ordrer til en gruppe soldater. Jeg venter til natten er faldet på, kryber tættere på lejren og med en hurtig bedøvelsespil i nakken falder kommandanten omkuld, og jeg kan musestille slæbe ham langt bort og få ham ombord på en helikopter med kurs mod min egen base. Ingen af soldaterne aner, hvad der er sket, før jeg er langt fra den afghanske ørken.
Eller:
2) Helikopteren sætter mig af med en cigar i mundvigen. Bag mig lander min nyindkøbte kampvogn elegant, og jeg indtager førersædet og rammer lynhurtigt tophastigheden til tonerne af ‘Kids in America’. Lejren dukker op i horisonten, og med byger af projektiler indleder jeg en regulær destruktion og udradering af hver en flygtende soldat. Pludselig popper ordene objective complete op, og jeg er straks ude af kampvognen og har tilkaldt min trofaste hest, Diamond Horse.
‘Metal Gear Solid V’ sætter meget få grænser for, hvordan man løser opgaver – eller om man gør det i det hele taget. Der er meget få ting, man skal gøre i spillet, og til forskel fra for eksempel ‘GTA V’ synes alle løsningsmodeller at være lige gode – men man belønnes forskelligt og vil, hvis man vil samle alle emblemer og belønninger, være nødt til at spille spillet på forskellige måder.
Teknisk velpoleret og afbalanceret
Den konstante 60 fps (frames per second) framerate sikrer, at alt afvikles flydende, lækkert og uden stammen og hakken – selv ikke når der toner myriader af fjendtlige soldater op samtidig med at der er er eksplosioner til højre og venstre. Det gør det til en fornøjelse at dykke ned i det begivenhedsrige MGS-univers.
Filmiske virkemidler, uforstyrret gameplay og et forrygende firser-soundtrack smelter sammen til en æstetisk oplevelse, der når svimlende kunstneriske højder. Hideo Kojimas evne til at strikke et univers sammen er uforlignelig – uanset hvor tosset universet end måtte være.
‘The Phantom Pain’ er et enormt spil og jeg har svært ved at fatte mig i korthed, når jeg skal beskrive det. Foruden at være en klar kandidat til årets spil, viser spillet hvad et open-world/sandkasse-spil kan være af både sjov og action samt i størrelse og rød tråd: ‘The Phantom Pain’ tvinger resten af branchen til at sætte sig på skolebænken og finde notesblokken frem.
Hideo Kojima bør høste en brølende applaus for sin svanesang hos Konami og kan forlade scenen med særdeles oprejst pande.
Kojima out – *drops mic*
Godt
+ Kolossalt spil, der aldrig bliver kedeligt
+ Genopfinder praktisk talt en slidt og udspillet genre
+ Det bedste soundtrack i lang tid (nogensinde?)
Skidt
– Historien kan være forvirrende for førstegangsspillere
– Hideo Kojimas humor skal man vænne sig til
– Ehm… Der er ikke andet at komme efter.