‘No Man’s Sky’-anmeldelse: Mangfoldigheden kan ikke skjule monotonien
Der er noget finurligt ved anmeldelser, hvor man slutter af med en endegyldig karakter. 6/6? Jep, det er dine penge værd. 1/6? Nah, spring over. På en eller anden måde skal man samle meninger og indtryk, koge dem ned til nogle hundrede ord for derefter at ende med et enkelt tal. Et tal, der på en eller anden måde burde sige noget om det, man anmelder.
‘No Man’s Sky’ får 3/6, men det er egentlig på ingen måde retvisende om spillet. Hvor ironisk det end lyder lige præcis her, vil en anmeldelse kun komme en anelse i nærheden af, hvorfor spillet er så kompleks en oplevelse, at det både er horribelt og fremragende på samme tid.
Bestem din egen rejse
Men lad os starte der, hvor ‘No Man’s Sky’ faktisk giver mening. Man starter på en planet med et ødelagt rumskib. For at rejse ud i universet skal man reparere sit rumskib ved at indsamle diverse ressourcer og stykke dem sammen til en fungerende motor og smarte gadgets, der fremover kan hjælpe endnu mere på at indsamle ressourcer mere effektivt.
Der er dog ingen grund til at skynde sig, for formålet med ‘No Man’s Sky’ er egentligt ret tydeligt fra starten. Jo, der er en større rejse, man kan begive sig ud på (både bogstavelig talt og i en større, filosofisk sammenhæng), men spillets hjerte banker for indsamling af ressourcer og udforskning. Den udforskning, som alle små ‘Star Trek’-begejstrede, astronaut-drømmende personer higer efter: »To boldly go where no man has gone before«, og hvad man ellers kan komme i tanke om af rammende citater.
Ressourcer bruges til brændstof, redskaber og i det hele taget overlevelse, imens udforskningen består af at opdage nye dyrearter, planter og sågar monolitter fra rumvæsener. Rumvæsener er der nemlig også en del af i spillet (vi er trods alt i det uendelige univers), men de agerer som regel kun katalysator for en knap så interessant historie, som vi desværre vender tilbage til senere, eller som simple handelsmænd.
Matematik er universets grundstamme
Der, hvor ‘No Man’s Sky’ dog begynder at blive lidt interessant – hvilket også har skabt en fuldstændig latterlig hype omkring spillet – er den matematiske formel, der agerer rygrad i spillet. Hver evig eneste planet, man støder på i spillet, er nemlig tilfældigt genereret ud fra en kompleks matematisk formel, hvilket vil sige, at chancen for, at spillere støder ind i hinandens opdagelser, er minimal – helt seriøst, der er millioner og milliarder af planeter, og det er vanvittigt.
Det er faktisk et teknisk vidunder, at det kan lade sig gøre, men det giver også en følelse af, at man faktisk udforsker noget for første gang. Alt, man opdager for første gang, bliver placeret i et katalog, hvorefter man kan uploade ens opdagelser, så andre spillere kan se dem, hvis de nogensinde støder på dem. Man kan sågar navngive nyopdagede planter eller dyr og give dem navne som ‘hoppende pik’.
Men det hele er ikke spas og løjer, for det er faktisk ret filosofisk, hvis man er typen, der forfalder til den slags. Man kan bruge adskillige timer i ‘No Man’s Sky’, hvor man føler sig mutters alene i hele universet, og det er fremragende. Det fremkalder gåsehud, minder om klassisk sci-fi og en følelse af, at det her, det er sgu specielt.
Monotoni i mangfoldigheden
Desværre er det bare ikke helt så specielt, for ‘No Man’s Sky’ er et misfoster af sin egen ambition. Det er faktisk ganske ironisk, at et spil, der har gejlet sig selv og alle andre så meget op på, at alt er tilfældigt genereret og forskelligt for enhver spiller, føles så tomt og monotont.
Når først man har været på en planet og tæsket sig vej igennem ressourcer, dyr og diverse forladte bygninger, har man faktisk været på alle de milliarder af planeter, som spillet kan diske op med – eller man har i hvert fald oplevet, hvad man kan spendere tiden med på planeterne.
For det kan godt være, at planeterne bliver revet ud som magiske kaniner af en matematisk hat, og at de alle ser forskellige ud, men det, man bruger tiden på, er fuldstændig identisk. Find planet, udforsk planet, indsaml ressourcer, upload opdagelser til det altomfattende leksikon, tag af sted til ny planet, og start så forfra.
Der er absolut ingen variation i spillet, når først man dykker ned under det tilfældigt genererede indhold, for ens handlinger er altid identiske. Selv den mystiske historie, som spreder sig i spillet, rammes af monotonien, medmindre man er en filosofisk sucker – i så fald kan man glæde sig til at rode rundt i universet og finde meningen med livet (eller bare blive deprimeret over, at der slet ikke er nogen mening).
Et enten/eller-spil
Det lyder måske en anelse bittert, men det er det faktisk ikke. ‘No Man’s Sky’ er bare et af de spil, som man enten opsluges fuldstændig af, eller som man på ingen måder fanges af. Det spil, der føles hult og ensformigt for visse, vil være lige præcis den oplevelse, mange andre hungrer efter.
‘No Man’s Sky’ er et spil, men det er måske endda endnu mere en oplevelse. En subjektiv oplevelse, der ikke kan forklares, men som man selv skal udforske, og det er heldigvis det, der redder spillet fra at være en åbenlys fiasko. For skal man se på spillets egenskaber, altså de tekniske, håndgribelige egenskaber, er det ikke specielt vellykket. Der, hvor det er vellykket, er de tanker, følelser og øjeblikke, det har potentiale til at sætte i gang hos den enkelte spiller.
Derfor er det egentlig også (tragi)komisk at sætte en endegyldig karakter på spillet, for karakteren kunne lige så godt være blevet fundet via den matematiske formel, som ‘No Man’s Sky’ sætter sin lid til. Den giver mening for nogen, men skaber kun frustration for andre.
Godt
+ Vanvittigt godt soundtrack (seriøst, lyt til det)
+ Hamrende pænt
+ Gåsehudsfremkaldende øjeblikke
Skidt
– Det tekniske vidunder kan ikke skjule, at man konstant foretager sig det samme
– Man kan ikke skjule spillets HUD (head-up display)
– Spillet lider under tekniske fejl, især på PC (som forhåbentlig rettes med fremtidige opdateringer)