Test: Huaweis Honor 8 giver top-smartphones kamp til stregen

Test: Huaweis Honor 8 giver top-smartphones kamp til stregen

Under overskriften »For the Brave« har Huawei for nyligt lanceret Honor 8, som ifølge Huawei selv er til de prisbevidste smartphone-elskere. Huaweis Honor-serie er særligt fokuseret på millennial-segmentet, der er storforbrugere af smartphones og internet-tjenester, men måske ikke har det største økonomiske råderum til at købe de helt dyre topmodeller.

Vi har haft et eksemplar af den nye Honor-satsning i hænderne og tester her, om den rammer plet inden for sin målgruppe.

Honor8-2

 

Design

Honor 8 fås i farverne sort, hvid, blå og guld. Bagsiden er lavet af reflekterende glas, der gør telefonen levende med en symfoni af lysstråler og mønstre. Farverne og bagsidens lyseffekter giver et elegant touch, og telefonen er generelt lækker at se på. Dog er telefonen meget glat og kan desværre let smutte ud af hånden. Et cover kunne måske være en god investering.

På mange måder har Honor 8 designmæssigt ladet sig inspirere af både HTC One-serien samt iPhone 6 og 6S – faktisk minder den lidt om en hybrid. Med den reflekterende bagside er Honor 8 dog gået sine egne veje, og det samlede indtryk er en yderst veldesignet telefon, især til prisen. Og det gælder altså både byggekvalitet og design. Det spiller bare, og jeg har faktisk ikke en finger at sætte på designet ud over den meget glatte overflade.

Indmad og brugergrænseflade 

Honor 8 kommer med en 5,2 tommer full HD LTPS skærm, der med sine 423 PPI (pixel per tomme) ligger lidt under en telefon som HTC 10, men et stykke over sin måske lidt nærmere konkurrent, OnePlus 3. Oplevelsen af skærmen er rigtig god. Alt står knivskarpt, og farverne er glimrende kalibreret. Herudover sidder der 4 GB RAM i Honor 8 og et 3.000 mAh batteri, der holder cirka halvanden dags tid ved normalt brug.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Telefonen føles generelt lynhurtig takket være den ultra-hurtige quad-core processor og et Android UI, der ikke er fyldt med alt for meget ubrugeligt og sløvende bloatware (præinstalleret software).

Netop brugergrænsefladen er Huaweis eget EMUI (Emotion UI), der er baseret på Android 6.0 Marshmallow. EMUI er dejligt at bruge, og de fleste ændringer, Huawei har foretaget i forhold til det originale Android 6.0, er positive. Flere detaljer er inspireret af iOS – såsom app-ikoner med runde hjørner og en Spotlight-lignende søgefunktion til apps. Ser man bort fra stavefejl og lidt mærkelige formuleringer i styresystemet, er EMUI generelt lækkert at bruge.

Fingeraftrykssensoren sidder på bagsiden af telefonen og også her er teknologien i orden. Sensoren er lynhurtig, og herudover fungerer den også som en smart-key, der gør det ekstra hurtigt at åbne ens favorit-apps.

Honor8-7

 

Ligesom det er gældende for designet, kan Honor 8 altså også spille med på de store tangenter, når det gælder specifikationer og brugeroplevelse. Til gengæld må man undvære teknologier som Press Touch, der findes på Huaweis egen P9, og som har samme egenskaber som 3D Touch på Apples iPhone. Men det er også okay – når prisen nu ikke er højere, end den er.

Kameraet

Honor 8 har et 12 MP-kamera, der har hele to optikker. I modsætning til Honor 7 er det lykkedes Huawei at integrere kameraet, uden at det stikker ud, så telefonen kan ligge helt fladt på bagsiden uden at vippe.

At blive forkælet med et dual-lens kamera i en smartphone i denne prisklasse er virkelig værd at bemærke. Kamera-appen er generelt glimrende, og det er let at optimere sine billeder alt efter formål. Er man glad for madbilleder, er der filtre til det, hvor der bliver skruet godt op for farveintensiteten, og tager man en selfie, er det naturligvis også let at optimere billedet til det, så man kan vise sig selv fra sin bedste side.

Honor8-5

 

Kamera-appen er desuden også udstyret med en professional tilstand, hvor der er god mulighed for at nørde lidt mere med indstillingerne. 

Pris

Honor 8 starter ved 3.499 kroner og er således lidt dyrere end sin umiddelbare konkurrent, OnePlus 3, der fås til lige under 3.000 kroner. Prisen er dog stadig overkommelig, men der er ret beset ikke langt op til Huaweis eget flagskib, P9, som trods en noget højere startpris i skrivende stund kan findes til under 4.000 kroner.

Men priser og specifikationer er ikke alt, og det er tydeligt, at Honor-serien henvender sig til et yngre segment end Huaweis P-serie. Og det kommer måske mest til udtryk i designet, som for P9’eren må siges at være noget mere traditionelt og knap så udfordrende at se på som Honor 8.

Honor8-6

 

Konklusion

Jeg er i test-perioden ikke stødt på nogen problemer med Honor 8. Og faktisk har jeg ikke meget at sætte på denne ret imponerende smartphone, der for alvor viser, at vi måske generelt giver for meget for vores mobiler. I hvert fald kan Honor 8 spille med på næsten alle tangenter, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine forventninger blev indfriet – og lidt til.

Om telefonen for alvor er ”For the Brave”, må tiden vise, men Honor 8 er i hvert fald ikke selv bange for at tage kampen op mod nogle af de helt dyre smartphone-modeller, og det må jeg ærligt talt tage hatten af for.


Køb den, hvis du…

…sætter pris på et godt og lækkert design, men synes topmodellerne er for dyre
…er ude efter en smartphone, der er hurtig, let og flydende at bruge

 

Køb den ikke, hvis du…

…har tendens til at tabe din smartphone – den er virkelig glat!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af