Folk, der spiller computerspil i film og tv-serier, gør det ofte på absurde, urealistiske måder. Personer mosler fra side til side i sofaen for at tvinge en form for action ind i en scene, spiller et spil på en platform, spillet aldrig udkom på, eller prøver multiplayer i et singleplayer-only spil. Alt imens de maser knapperne på en kaotisk måde, der understreger, at de ikke forsøger at interagere eller kontrollere noget som helst.
For sandheden er, at folk ser virkelig kedelige ud, når de gamer. Meget lidt gestik og fastfrossen, koncentreret mimik. Det dur ikke rigtig på det store lærred, og derfor vrider filmfolk ofte en unaturlig action ud i spilscenerne.
På internettet florerer der et rygte om, at fremstillingen computerspil på overdrevet kiksede måder i film og tv er en stående joke i branchen. Manuskriptforfattere og instruktører konkurrerer simpelthen om at slippe afsted med den mest absurde refleksion af spil og såkaldt techno babble, fordi de synes, det er sjovt.
Hvilket det selvfølgelig også er. Men som gamer kan man ikke altid lade være med at føle sig lidt trådt over tæerne, når Hollywood (måske bevist) karikerer og unuancerer ens hobby.
Nedenunder har vi fundet fem af de værste (og sjoveste) eksempler på det. Og nedenunder dem har vi, nuancerende som vi er, inkluderet et par gange, hvor film og tv ramte gamerkultur lige i røven.
1: ‘Doom’ på en arkademaskine i ’Grosse Pointe Blank’
I den underlige og underholdende lejemorderfilm ’Grosse Point Blank’ – på dansk: ‘Lejemordernes Træf’ udspiller der sig flere fantastiske actionscener. Den mest mindeværdige fra et gamer-synspunkt er dog denne 7-Eleven shootout, hvor en stakkels, uvidende ekspedient pløkker dæmoner i hobetal i ’Doom 2’, mens John Cusack forsøger at slippe ud af butikken i live.
Spilleriet foregår på en arkademaskine, hvilket er underligt, da ’Doom 2’ aldrig udkom i en arkade-version. Det gør dog ikke så meget, da ekspedientens entusiasme fuldstændig stjæler billedet. Han er alle os, der har været så opslugt at et computerspil (eller Motörhead) at vi glemmer omverdenen.
2: Krypterede filer gemt i ’Prince of Persia’ i krimiserien ’Life’
Indrømmet, jeg har ikke set meget af Damian Lewis-serien ‘Life’, simpelthen af hensyn til mit mentale helbred. Dette afsnit indkapsler meget godt, hvad jeg mener med det. Her har skurken gemt nogle krypterede filer inden i en Xbox-version af ’Prince of Persia: Sands of Time’, der kun kan vises, hvis man klarer ti specielle levels i spillet. Hvad?
Et fint krimikneb, men med mindre hele Ubisofts udviklerhold planlagde forbrydelsen, virker det usandsynligt, at det kan lade sig gøre.
3: Nintendo 64- og gamerstol-nonsens i ’The 40 Year-Old Virgin ’
Her har vi Seth Rogen og Paul Rudd i en typisk Judd Apatow-dialog i 2005’s ’The 40 Year-Old Virgin’. Det er absurd og let diskriminerende, som vi kender det. De to usympatiske dudes spiller ’Mortal Kombat’, mens de har travlt med at svine hinanden til.
Der er dog noget galt med spillet. For det første holder Seth Rogen sin controller på en fuldstændig tryhard-måde, man kun ser ’Street Fighter’-pros benytte. For det andet sidder Paul Rudd i en såkaldt gaming chair, der tilsyneladende ikke er koblet til konsollen. Så vidt vi ved, har gamerstole aldrig været en ting til Nintendo 64 og i hvert slet ikke en trådløs version. Bemærk i øvrigt, at han for det tredje bærer en t-shirt med sit eget ansigt på – han var post-ironisk før det blev moderne.
4: ’Halo 5’ på en tredobbelt skærm i ’Mission Impossible: Rogue Nation’
Alle nørders favoritkarakter i ‘Mission Impossible’-universet, Simon Pegg’s kujonagtige Benji, driver den af på arbejdet med ’Halo 5’ i den nyeste ‘Mission Impossible’-film. Et tilsyneladende smart reklame-move for spillet, der udkom tre måneder efter filmen havde præmiere.
Problemet er måden, Benji spiller på. ’Halo 5’ er et Xbox One-eksklusivt spil, og den konsol er altså ikke umiddelbart kompatibel med skærmdeling, slet ikke gange tre. Måske det kan lykkes for en tech-wizard at sætte det op, men det er meget usandsynligt, at konsollen overhovedet kan trække ’Halo 5’ på tre skærme samtidig, da den simpelthen ikke er bygget til det.
5: Two-player i ’Final Fantasy 8’ i ’Charlie’s Angels’
Alle gamere ved at ‘Final Fantasy’ er en singleplayer-fornøjelse. I hvert fald før Square Enix udgav det kiksede MMO ’Final Fantasy 14’. Det var folkene bag ’Charlie’s Angels’ ret ligeglade med (de var ret ligeglade med mange ting) i den her mystiske scene, hvor to drenge må skiftes om turen i det tur-baserede kampsystem.
Tre gange film og tv ramte gamerkultur lige i røven
1: Jim i ’The Office’ stinker til ’Call of Duty’ og hans kollegaer hader ham for det
Det er ikke nemt at være den dårligste på holdet. Det er sandt i fodbold og håndbold, men det er også sandt i multiplayer computerspil. Det må Jim indse i dette afsnit af ’The Office’, hvor han må tage betragtelige mængder af mundlort fra hans kollegaer på grund af hans dårlige beslutninger og evner i ’Call of Duty’.
Det er sjovt, fordi det perfekt reflekterer den sure stemning omkring et holds dårligste spiller. I multiplayer skydespil som ’Call of Duty’, ’Battlefield’ og ’Counterstrike’ samt MOBAs som ’League of Legends’ og ’Dota 2’ skal du nok få at vide af dit hold, hvis du ikke præsterer, og det er sjældent, de fortæller det til dig på en pædagogisk måde.
2: Michael Cera nerdrager på en Michael Cera-agtig måde i ’Superbad’
Michael Cera, der i dag er 29 år gammel (!), sidder fast i en tuttenuttet stereotyp på grund af et par nøgleroller fra hans yngre dage. Rollen som Evan i ’Superbad’ har gjort ham til en skuespiller, man for evigt vil betragte som lidt kikset, men også rigtig, rigtig sød.
Hans godmodighed kommer på prøve i ’Superbad’, da karakteren Evan dør gentagne gange i spillet ’The Getaway: Black Monday’, mens Jonah Hills karakter Seth rabler ustandseligt om grimt tøj. Tro mod filmens præcise dialog fremstiller den også nerd rage ret spot on. Evan kaster ikke med controlleren eller skriger frustrationer ud i rummet over sine egne evner, men angriber i stedet selve spillets opbygning. Han bliver meget passivt-aggressivt tvær, som de fleste gamere gør, når et spil ikke går deres vej. Genialt.
3: Tony Soprano bonder med sin søn over Mario Kart
At være både mafiaboss og familiefar er problematisk. Det er et af hovedtemaerne i HBO-mesterværksserien ’The Sopranos’. For Tony Soprano er ikke ligefrem et pragteksemplar af en far, slet ikke når det gælder hans negligerede og senere småkriminelle søn, Anthony.
Et sjældent øjeblik med far og søn-tid og forståelse indtræffer, da Tony vælger at spille ‘Mario Kart’ med sin søn i stedet for at råbe og sende ham i seng. Det er en hyggelig lille scene, som de fleste, der er blevet snuppet af deres forældre i at spille ude på de små timer en hverdagsaften, kan nikke genkendende til. Selvom der er dele, der ikke hænger sammen i scenen (lyn-reboot af Nintendo 64 og at vinde med én hånd), så er det én af de bedste portrætteringer af gaming i en serie, både fordi lydene passer til det, der foregår og på grund af scenariets ægthed.
Læs også: Fra ‘Hitman’ til ‘Limbo’: Fem danske spilgennembrud, der har formet branchen