Historien om Game Swing oprindelse tager sin begyndelse under 2013-udgaven af Nordic Game Jam. Her sad en lille gruppe på fem bekendte fra ITU og hyggede sig med hinanden uden rigtig at engagere sig i resten af festen. Som aftenen skred frem, snakkede de sig frem til at lave et spil sammen. Prototypen til det, der skulle blive det gakkede sportsspil ‘Stikbold! A Dodgeball Adventure’ blev herefter født på Nordic Game Jam, men som det ofte er tilfældet i spilbranchen var vejen mod det færdige spil lang, snoet og fuld af forhindringer.
Det er nemlig ikke en dans på roser for nye udviklere at søge finansiering til det forjættede første projekt. For Game Swing betød det adskillige ansøgningsrunder og støtte fra tre forskellige steder før ‘Stikbold!’ blev udgivet.
I fornemt selskab
Godt fire år senere er det en glad Simon Engelsted Vestergaard jeg mødes med til en kop kaffe i den turistede ende af Vesterbro. Tingene har da også artet sig ganske godt for Simon og de nu tre andre drenge hos den lille udvikler Game Swing, hvor han er medstifter og programmør.
For et år siden udgav de ‘Stikbold! A Dodgeball Adventure’ til både pc, Xbox One og PS4, og her i 2017 var spillet nomineret til tre priser ved Spilprisen heriblandt i den helt tunge kategori, årets spil, hvor det var oppe mod ‘Hitman’ og ‘Inside’. ‘Stikbold!’ vandt for Bedste Dansksprogede Spil og sidste år vandt de prisen for årets spil til den danske gamingmesse GameScope.
Vejen til finansiering
Der var dog langt til priser og PS4, da drengene efter Nordic Game Jam startede det, der skulle vise sig at blive tre års udviklingstid på ‘Stikbold!’
»Det var egentlig spillet, der startede firmaet. Efter Game Jam submittede vi det nogle forskellige steder. For eksempel var der på det tidspunkt den lille konsol OUYA fremme, og de havde også et jam, hvor vi var med. Det gav en præmie og lidt penge, hvilket gav os mod på at søge flere steder. På det tidspunkt var der en fond, ved navn Norden, som alle i Skandinavien kunne søge. Den søgte vi og fik 250.000 kroner. til at lave ‘Stikbold!’, men det krævede at vi lavede et firma, så hele firmaet er bygget op omkring den idé vi fik til Nordic Game Jam«, siger Simon
De 250.000 kr. var dog ikke nok til at komme i mål med ‘Stikbold!’ Så Game Swing søgte hos DFI og fik også 250.000 kroner her. Men når der skal betales lønninger, kontor og hardware rækker 500.000 kroner ikke langt, så Game Swing stod med en nogenlunde færdig multiplayerdel og en skrabet og abrupt sluttende story mode da midlerne slap op.
Derfor var det ud at lede efter nye investorer, så ‘Stikbold!’ kunne blive færdigt, og her kom CAPNOVA heldigvis ind i billedet med nok midler til, at Game Swing kunne færdiggøre deres debutspil. Så da udgiveren, engelske Curve, kom ind i projektet, skød de faktisk ikke penge ind, men sørgede for at hjælpe med at porte spillet til konsollerne, så det kunne udkomme simultant på de tre platforme.
God modtagelse
‘Stikbold! A Dodgeball Adventure’ udkom i april 2016 til rigtig fine anmeldelser og salgstallene har da også været tilfredsstillende, selvom de ikke ligefrem er blevet rige på det. Og så har spillet levet en fint liv blandt streamere på YouTube.
Noget af det, der for mig kendetegner Stikbold! er det farverige og meget humoristiske univers, som samtidig emmer af noget særegent dansk. Hvordan fik Game Swing ideen til spillet og dets univers? På Nordic Game Jam blev vi efter lidt for lidt søvn og lidt for mange Red Bull enige om at tage noget simpelt, vi kendte fra folkeskolen og twiste det og gøre det fucked up som for eksempel, når der hopper hvaler ind på banen. Så vi tog stikbold og prøvede at bygge en verden op, hvor alle konflikter blive løst igennem at kaste den røde bold efter hinanden. Ideen kom faktisk lidt ud af det blå, og så prøvede vi bare at arbejde videre med den.
Inspirationer og fremtidens ambitioner
Hvad med andre udviklere. Hvem er I inspireret af?
»Humormæssigt er vi meget inspireret af Klei (Don’t Starve), og så kan også godt lide The Behemoth (Castle Crashers) og deres take på lokal multiplayer og skøre universer. Det er måske ikke det, der skinner mest igennem i Stikbold!, men det er noget, vi har kigget til i forhold til stemningen«.
Og jeres navn?
»Med navnet Game Swing og vores logo prøver vi at lede fantasien hen på en god gammeldags gynge som man kunne finde i baghaven som barn. Hjemmelavet og måske lidt skæv, men robust, lavet med kærlighed og god til endeløse timers sjov. Sådan skal vores spil også være«.
Hvad byder fremtiden på for Game Swing?
»Vi arbejder for tiden på en co-op brawler (‘Midfall’. red). Med ‘Stikbold!’ fik vi lidt kritik for ikke at have online multiplayer med ved launch, så det vil der være denne gang – ud over lokal multiplayer selvfølgelig. Det er et lille spil, der stadig foregår i det skandinaviske univers og har nogle lidt skæve karakterer, som render rundt og tæver på bjørne eller hjorte eller folk inde på baren. Det er lidt wrestling-inspireret, så du kan for eksempel lægge bjørnen i en headlock. Vi prøver at tage den mærkelige og skøre humor fra ‘Stikbold!’ og tage det over i et spil, der måske er lidt mere modent uden dog at være et voksenspil«.
Hvor langt er i henne i udviklingen?
»Sådan en otte måneders tid. Her var vi også så heldige at få midler fra DFI (et betydeligt større end Stikbold! fik. red), så vi kunne lave en prototype, som vi nu er i gang med at afslutte, så vi kan gå ud med den og søge investorer«.
Hvordan er DFI at søge hos?
»Det har været helt fint. Ansøgningsprocessen har ændret sig en smule siden vi søgte med Stikbold!, hvor DFI kun måtte give støtte til børnespil, hvorfor Stikbold!’s målgruppe dengang blev sænket lidt aldersmæssigt. Det har dog ændret sig nu og de må støtte mere eller mindre som de har lyst til. Selve ansøgningen er fint sat op, og der er klarhed omkring, hvad de vil have. Og så giver de også altid konstruktiv feedback på projekterne lige meget om de har bliver afvist eller får tildelt støtte.«
Finland som forbillede
Vores kaffekopper er ved at løbe tør for kaffe, så jeg tager snakken i en lidt mere generel retning. Hvad synes Simon vi er gode til i den danske spilbranche, og hvor kan vi forbedre os? Er støtteordningerne og finansieringsmulighederne gode nok, og kan de spilorienterede uddannelser følge med?
»Uddannelsesmæssigt virker det til, at vi er ret godt med. Der er en del forskelligartede uddannelser, så jeg tror vi er godt med in-house. Og så har vi et fantastisk netværk i branchen – måske er det mest i København. Der er Spilbar en gang om måneden, hvor industrien mødes, der er talks, og der bliver drukket øl bagefter. Interactive Denmark holder Growing Games, hvor du kan komme ud og lære, hvordan man overhovedet laver spil, hvordan du skal opbygge dit firma, hvor skal du søge penge. Der er så ikke så mange steder at søge penge – det er mest DFI og CAPNOVA – især hvis man står og er helt ny. Det ville være rart, hvis branchen kunne blive mere som i Finland, hvor Supercell (kæmpe finsk mobilspilsudvikler. red) går ind og geninvesterer i små, finske udviklere. Det har vi ikke så meget af herhjemme«.
Heldigvis har Game Swing fået hul igennem, for deres skøre stil og stædige fokus på at multiplayer skal kunne foregå sammen med vennerne i stuen er unik i den danske spilbranche. Og så er deres spil umiskendeligt danske, hvilket giver dem en lokal charme, som er sjælden i en branche hvor mange forsøger at udviske det nationale i jagten på det store, internationale gennembrud.
Læs også: Den danske spilbranche skal ud af miniput-stadiet – men der er forhindringer i vejen