‘Nidhogg 2’ tilføjer grundlæggende intet nyt til en ellers fremragende formel
Der er noget ganske særligt og nostalgisk over at sidde og game ved den samme skærm som sine venner. Konkurrencestemningen når astronomiske højder, når vedkommende du risikerer at tabe til ikke er en navnløs russer på internettet, men faktisk er en person du har et dybere og mere nuanceret forhold til – no offence ment mod verdens anonyme russere. Sejren er så meget sødere, når det er din ven, hvis ansigtstræk du kender, du knuser under din digitale fodsål. Er der noget bedre, end at se et ansigt du holder af, fortrænge sig i ydmygelse og smerte, forårsaget af ens overlegne og storartede evner?
En af de allermest vellykkede og rene udtryk for denne form for spil er amerikanske Meshoffs ’Nidhogg’ fra 2014 – en 2D sidescroller, hvis koncept er, at to pastelfarvede sværdkrigere sættes overfor hinanden, og med hver deres kårde skal sparke, hoppe, løbe og myrde løs på hinanden, indtil de når modstanderens slutlinje. Spillet var en enorm kritiker- og publikumssucces i 2014, hvor det intuitive, rasende strømlinede gameplay, et minimalistisk design og brutale lokale multiplayer sikrede dets placering som et af de bedste spil det år – og et af de absolutte must-haves på en computer, hvis du regner med at skulle spille sammen med dine venner på den.
Nu, efter tre års ventetid, er efterfølgeren med det ikke-særligt overraskende navn ’Nidhogg 2’ udkommet – kan det formå at slå sin forgænger af pinden, som et af de absolut bedste tæsk-din-bedste-ven-spil? Nej, det kan det nok ikke. Men mere om det senere.
Killer-gladiator-simpsons
’Nidhogg 2’ ligner på langt de fleste planer sin forgænger. Spillet styres med fire piletaster, en knap for at hoppe, og en for at angribe. De to duellanter sættes over for hinanden, og den første der myrder sin modstander, må spæne mod modstanderens banehalvdel, for at forsøge at vinde spillet, ved at blive ædt af dragen ’Nidhogg’. Den besejrede modstander respawner med jævne mellemrum og reflekser og finesse vinder i 95 % af tilfældene sejren.
Singleplayerdelen af spillet er, som i sin forgænger, en forglemmelig kampagne (der er et nemt achivement for at gennemføre det på under 20 minutter), der har det klokkeklare formål at uddanne spilleren i spillet, så vedkommende kan komme videre til hvor det virkelig gælder: At smadrer sine nærmeste venner og familie, indtil juleaftens matador-skænderi virker som peanuts.
Der er grundlæggende to store forandringer fra det originale Nidhogg; lad os starte med den tydeligste.
Hvor det første ’Nidhogg’ havde en minimalistisk (og ildevarslende skøngrusom) kunstnerisk retning, har Meshoff på toeren hyret kunstneren Toby Dixon til at udstyre spillet med en udklædning af bragende farver, surrealisme og tegnefilms-inspireret maksimalisme. På baner med fx levende bedstefar-træer, en discoklub under havets overflade og en flyvende piratbåd udkæmpes spillets dødskampe. Avatarsne selv, der kommer i nuancer fra giftlilla over benzinbrands-orange, får tankerne til at flyve mod så diverse ting som ’The Simpsons’, ’Mad Max’ og greco-romanske punkgladiatorer.
De morderiske dueller får med Dixons højoktane vanvidsstreg et endnu mere hektisk, uvirkeligt og vagt kvalmefremkalende islæt. Særligt er animationen af en sejrende gladiator, der stamper sin modstanders hoved til plukfisk et memorabelt syn – men det er også et islæt jeg, for at være helt ærlig, ikke er sikker på er strengt nødvendigt.
Det originale ’Nidhogg’, har chefudvikleren udtalt, havde sit minimale udseende, ikke så meget som et resultat af en stor vision, men fordi, det på det lille udviklerhold med de begrænsede midler var en nødvendighed. Jo færre pixels og desto simplere animationer, desto nemmere var det at playteste og sikre et flydende gameplay, som var hovedprioriteten. Det var, for Meshoff, en lettelse, at de kunne hyre en kunstner, til at stå for den del af udviklingen, og de så grundlæggende frem til at vildere og mere ekspressivt udtryk.
Jeg er tilbøjelig til at mene at vi har at gøre med et af de tilfælde, hvor et benspænd, tænkt sådan eller ej, resulterede i et stærkere værk og en langt mere interessant udtryksside, netop i kraft af en minimalisme, i en spilverden, der ikke skorter på eksempler af vanvid, sheer american craziness og over-the-top vold. Det kræver også, lidt kedeligt, en noget stærkere maskine end dets forgænger, for at det kører i en tilpas intens hastighed. Langsom ’Nidhogg’ er ikke særligt fedt, skulle jeg hilse at sige.
Kniv, lille sværd, stort sværd, bue
Den anden store ændring er på gameplayplanet: Udover den alsidige fægtekårde cykler gladiatorerne igennem tre nye våben – bue, daggert og tohåndssværd. Hver af de fire våben har styrker og svagheder, som tilføjer en unægteligt interessant taktisk dimension til spillet. Med tohåndssværdet kan man slå kården ud af hænderne på sin modstander, men man skal stå på sikker grund, før man svinger det langsomme stål, med buen har man distance, med daggerten overlegen hastighed. Der kan opstå spændende og nervepirrende kamppauser, når to modstandere med hver deres våben tvinges til at overveje den bedste fremgangsmåde for at besejre fjenden og dennes våben. ’Nidhogg 2’ er et morsomt, gakket humoristisk og sjovt og spil med et højt energiniveau, som i den grad egner sig til festlige, mindre sammenkomster og hurtige to-mands-turneringer.
Grundlæggende overflødigt
’Nidhogg 2’ er også, er jeg bange for, et grundlæggende overflødigt spil.
I mine øjne er de nye tilføjelser, det dyre og vanvittige artwork og de mange nye våben, interessante og spændende, men når alt kommer til alt, tilfører de ikke noget til ’Nidhogg’s formel, som ikke var nærmest perfektioneret i det første spil. De nye våben er ikke intuitive, og det tager lang, unødvendig tid at lære dem allesammen at kende, og det var faktisk spændende og svært nok at blive ekspert i etterens versatile kårde.
Den nye artstyle er måske morsom, men den er mest morsom for, undskyld det slidte udtryk, børn og barnlige sjæle. Der var også humor i det første ’Nidhogg’, men den var mere underspillet, mere baseret på spillerens fantasi og det minimale udtryk var, som nævnt, et friskt pust og en kostbare sjældenhed i krigs/kamp/fægtespil.
Efter at have tilbragt mange timer i selskab med ’Nidhogg 2’, må jeg simpelthen indrømme at chancerne er små for, at jeg ville hive det, og ikke dets mere subtile og mindre aggresive foreløber frem, for at vise det til mine venner. Dertil kommer, at det ikke nødvendigvis kører gnidningsfrit på min beskedne rejsecomputer, og jeg gider ikke finde gamer-pc’en frem, når det skal gå stærkt og være fælles. Det er ærgeligt, men måske er det uundgåeligt, når ’Nidhogg’s formel er så strømlinet, og barberet ned til kun det absolut nødvendige. En banal kliché med en vis sandhed: Man kan simpelthen ikke forbedre det uforbedrelige.
Godt
+ Stærkt, velprøvet gameplay
+ Undertiden spændende situationer med de nye våben
+ Hektisk og social spilform
Skidt
– Tilføjer grundlæggende ikke noget til en ellers gnidningsløs og fremragende formel
– Artstylen er på sin vis morsom, men lidt for svimlende i et allerede svimlende spil
– Den mere krævende grafik er ikke spændende nok, til at forsvare en stærkere computer