Ulige Numre

De kommer til at hade at skulle høre det igen og igen. Men københavnerbandet Ulige Numre minder rigtig meget om de skramlede og guitarskingre amerikanere i The Walkmen og den svenske trubadur Håkan Hellström og hans følsomme storbypoesi. Så er de to mest åbenlyse sammenligninger af vejen, og det er trods alt heller ikke de værste inspirationskilder at have.

Ep’en byder på fem numre, der i en tid, hvor Medina og Rasmus Seebach hærger hitlisterne med banal sms-knækprosa, er intet mindre end en længe ventet genoplivning af den fornemme og litterære dansksprogede hjemstavnsrockmusik, som Nikolaj Nørlund og Love Shop havde succes med i 90’erne.

Åbningsnummeret ‘København’ emmer af ungdommeligt gåpåmod og melodisk overskud. Her er ringlende guitarer, himmelstræbende blæsere og forsanger Carl Emil Petersens jordnære vokal, der synger om, at lede efter sin elskede i det Fake Empire, som storbyen er, og som The National sang om på albummet ‘Boxer’.

‘Navn i sne’ og ‘Hænder’ går mere direkte og mindre episk til værks med huggende guitarriff og kontante trommer, men hele tiden med en iørefaldende og gennemgående melodilinje som lysende rød tråd sitrende under den skramlede garagerock-overflade.

Albummets højdepunkt er afslutningsnummeret ‘Sølvvognen’, hvor Ulige Numre forener det garagerockede og det episke. Nummeret begynder som en smuk og ulmende kærlighedssang, men udvikler sig langsomt til en desperat og galoperende knyttet næve ikke ulig Bob Dylans ‘Tombstone Blues’. Undervejs på ep’en savner man måske lidt variation i lydbilledet og ikke mindst lidt originalitet, men det skal nok komme. Det her er kun begyndelsen.