Dúné

Der var noget uendeligt charmerende over de syv festlige og energiske jyske gymnasieelever, da de for efterhånden syv år siden debuterede på Roskilde Festival og overrumplede de fleste med deres electrorock og selvsikre blanding af øvelokale-drømme og melodisk overskud. I dag er Dúné efter diverse nedskæringer reduceret til en kvartet, der på professionel vis kører karrieren og tourbussen rundt på tyske og danske landeveje og nu er klar med album nummer tre.

Musikalsk er gruppens armbevægelser blevet større og større: På ’Wild Hearts’ er der episke riff, børnekor og en dyr, imponerende, germansk rock og rul-produktion, men charmen er til gengæld svær at finde. ’Remember Valentina’ er progget på en tidlig Muse-agtig måde, mens ’Renegade’ er generisk festivalrock, når det er kedeligst.

Læs anmeldelse: Dúné ‘Enter Metropolis’

Mattias Kolstrups fine, lyse vokal er stadig fin og lys, og trænger bedst igennem på den behageligt melankolske ’The Sun Over Green Hills’, som er albummets absolutte højdepunkt. ’Hell No’ er til gengæld ikke noget rart bekendtskab med sit omkvæds-chant, der bevidst eller ubevidst går My Chemical Romance i bedene.

Rent kommercielt har eksil-skibonitterne givet set helt rigtigt med denne form for massiv guitarrock med følelsesladet teenage-appel, men objektivt set kunne man ønske sig, at de efter denne plade for en stund satte en kæp i hjulet på tourbussen og – måske hver for sig – prøvede at udfordre deres åbenlyse musikalske talenter en smule mere.