’Mahashmashana’ er som et greatest hits-opkog af alle Father John Mistys bedste og værste sider
Det kræver tro på egne evner at indlede et rockalbum med et næsten 10 minutter langt nummer med den ikke just mundrette titel ’Mahashmashana’, der kaster om sig med gloser som »resplendent in donor class panache«, der ikke just gør en dyd ud af at skjule, at sangens bagmand har et betragteligt intellektuelt og sprogligt overskud, og så lade den kulminere med en saxofonsolo, der vækker mindelser om Springsteen anno ’Born to Run’.
Men vi taler altså også om Father John Misty aka Josh Tillmann, en mand, for hvem det at give et interview er at ligne med en sportsgren: Hvor intelligent og øretæveindbydende er det muligt at fremstå?
Nu er sagen den, at meningsmaskinen og oneliner-generatoren Tillmann har taget en lang pause fra mediehurlumhejet lige siden lanceringen af ’Pure Comedy’ fra 2017. Måske fordi han lidt ligesom enhver reformeret alkoholiker har indset, at det at give interviews for ham svarer til at tylle en flaske vodka for straks efter at gå på udkig efter den næste flaske.
På hans sjette album, der også bærer titlen ’Mahashmashana’, er det som om, al den opsparede iver efter det både perverse, dekadente, bedrevidende og affekterede, som Misty ikke længere deler med journalister på udkig efter pull quotes, samler sig i en greatest hits-tilgang til hans eget værk og kunstner-persona. Tillmann har indset, at han – hvis han ønsker at fastholde et element af kunstner-enigma – skal lade sine værker tale for sig selv. Det er så en (utilsigtet?) ironisk pointe, at hans lyrik fortfarende er at læse som fragmenter af hans snart 10 år gamle interviews.
Misty tager noget fra alle hylder – den klassiske rockindpakning på ’Fear Fun’, den progrockede singer/songwriter-stil på ’God’s Favourite Costumer’, det jazzede anstrøg på ’Chloe and the 20th Century’, de lange, ordrige kulturkritiske analyser på ’Pure Comedy’ – og kaster det hele i en blender.
Tillmanns edgelord-tilbøjeligheder er anstrengende, hvis de ikke er parret med en musikalsk sensibilitet, der enten understøtter eller udfordrer ordene og stiller dem i et skævt, ukomfortabelt lys. Det lykkes han ikke så godt med, når han dyrker en Frank Sinatra-croonerstil på ’Mental Health’ og slutnummeret ’Summer’s Gone’. Det lykkes heller ikke i det klodset-fræsende omkvæd til forløbersinglen ’Screamland’.
Men for det meste lyder Misty opvakt og revitaliseret. Han tænder virkelig op for sig selv og sangene, når han går all-in som på førnævnte titelnummer, eller når han på ’Josh Tillmann and the Accidental Dose’ går Harry Nilsson i bedene. Han leverer sprælsk og sprød bluesrock på ’She Cleans Up’, og på albummets andet bud på et magnum opus, ’I Guess Time Just Makes Fools of Us All’, kombinerer han en melodi, der er som taget ud af Bob Dylans sangbog, med en disco-inficeret musikalsk bund (der gudhjælpemig giver mindelser om Boney M!) for afslutningsvis at syre ud i den rene jazzfusion.
Det skader ikke, at Tillmann har udviklet sig til en mere end glimrende sanger, der – ikke ulig forbilleder som Dylan og Cohen – ved præcis, hvordan en frasering eller pausering kan male en sangs komplekse emotionelle eller kulturkommenterende landskaber tydeligere frem.
’Mahashmashana’ består af otte sange, der tager sig god tid til at give smæk for skillingen. Når succesraten er så høj, som det er tilfældet her, tilgiver man ham gerne at være både irriterende vag i sine analyser (og budskaber, hvis der er nogen), anstrengende, selvfed og musikalsk retningsforvirret. Først og fremmest udtrykker albummet, at Misty – for pokker da – bobler over af glæden ved, at han igen har godt fast om sin skaberkrafts rod.
Kort sagt:
’Mahashmashana’ er som et greatest hits-opkog af alle Father John Mistys bedste og værste sider – men med en overvægt af de bedste. Han diverterer med ordrige kulturanalyser tilsat nogle af de mest opvakte musikalske iscenesættelser længe hørt fra den kant.