Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid

Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid

Enhver ved, hvordan en vampyr ser ud. Og har du set ’Dracula’, er du slet ikke i tvivl: En vampyr er en bleg mand med sort kappe og hugtænder, der lever om natten og primært tænker på, hvordan han kan drikke dit blod. Og så optræder vampyrer næsten altid i horrorfilm, hvis primære formål er at skræmme folk.

Men nej. Guillermo del Toros tv-serie ’The Strain’, der netop har haft premiere på tredje sæson i USA, har pillet ved opfattelsen af, hvordan en vampyr kan se ud. Men nu bliver dit syn på vampyrer måske ændret endnu mere. For de blodtørstige nattemennesker er langt fra den homogene masser, mange måske stadig forbinder med vampyr.

Den kommende bog ’VAMPYR’ af Andreas Halskov og Henrik Rytter ser på genren, og vi har fået de to forfattere til at guide os til oversete og underkendte vampyrfilm, der viser alle de udformninger og afskygninger, vampyrer og filmene om dem også kan have.

Til efteråret udkommer ’VAMPYR’ (Rytter & Halskov) på forlaget Lindhardt & Ringhof. Dele af denne artikel er omskrevet fra afsnit i ’VAMPYR’.

’Martin’ (1977) – George A. Romero

1970’erne var på mange måder en overgangsfase i filmhistorien, og en række af de filmiske nybølger, som slog igennem i 1960’erne og 1970’erne, smittede også af på tidens vampyrfilm, som på den ene side blev mere kunstneriske og grænsesøgende, på den anden side mere rå og realistiske. Film som ’Valerie and Her Week of Wonders’ (1970), ’Daughters of Darkness’ (1971), ’Ganja & Hess’ (1973), ’Captain Kronos’ (1974) og Werner Herzogs remake af ’Nosferatu’ (1979) udfordrede genren og eksperimenterede med genrekonventioner samt gængse fortælleteknikker.

Mindst lige så interessant var dog filmen ’Martin’, som blev skabt af George A. Romero i 1977. Ti år forinden havde Romero fornyet zombiegenren med nyklassikeren ’Night of the Living Dead’ (1968), men selv har han peget på ’Martin’ som sin yndlingsfilm.

Vampyrfilmene var i sine første mange år præget af de klassiske forestillinger om hvad en vampyr var for en størrelse, og navnet Dracula var nærmest synonym med denne opfattelse, der tematiserede de udødes kamp mod menneskeheden. Derfor var det måske meget sigende, at vi med ’Martin’ skulle få et hovedværk inden for vampyrfilmen, der pegede langt væk fra den traditionelle vampyrmytologi og i stedet prøvede at bruge vampyrkarakteren som en meget mere nuanceret, genkendelig og til tider realistisk karakter.

Alene filmtitlen ’Martin’ fortæller os – i modsætning til det eksotisk klingende Dracula-navn – at vi her har at gøre med en karakter, der kunne være hentet fra den skinbarlige virkelighed, og hovedkarakteren ser på ingen måder aristokratisk, overnaturlig eller monstrøs ud. »He could be the boy next door« lyder en af filmens taglines, mens vampyr-relationen afsløres ved to af filmens andre taglines: »A Vampire for Our Age of Disbelief« og »Heir to the Blood Lust«. Filmen bruger da også mestendels vampyrismen som en metafor for misbrug og smittefare, noget som senere skulle blive en helt almindelig trope i vampyrfilmen.

Soundvenue 1 / 8 Soundvenue
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold