’Jeg, Daniel Blake’: Ken Loachs guldpalmevinder er gribende og oprørende

5 6
Spillefilm
Instruktion

Ken Loach

Medvirkende

Dave Johns, Hayley Squires, Kate Rutter

Spilletid

100 min.

Premiere

Den 22. december

Gammeldags, bagstræberisk og kedeligt, råbte kritikere af Cannes-juryens valg af den britiske veteran Ken Loachs ’Jeg, Daniel Blake’ som årets Guldpalme-vinder.

Og det er rigtigt, at Loachs film ikke peger fremad – han har trods alt instrueret socialrealistiske, humanistiske film om underklassens kamp for værdighed siden 1960’erne – og at ‘Jeg, Daniel Blake’ med sin historie om en arbejdermands kamp mod systemet er klassisk Loach. Men nøj, hvor er den dog gribende, velfortalt, indignerende og aktuel.

Da den 59-årige tømrer Daniel Blake (Dave Johns) får et hjerteanfald, forbyder hans læge ham at vende tilbage til arbejdet. Alligevel vurderer jobcenteret, at han ikke er berettiget til at modtage sygedagpenge. Han scorede nemlig kun 12 point i sundhedsekspertens spørgeskema, ikke de krævede 15.

Nu starter en kafkask farce. Daniel er nødt til at melde sig jobsøgende. Det kræver, at han kan bevise, at han søger jobs i 35 timer om ugen, selvom han på grund af sit helbred slet ikke kan arbejde. Imens forsøger han at appellere afgørelsen om sygedagpenge. Begge dele viser sig fuldstændigt umulige at få lov til. Især hvis man som Daniel ikke er digitalt indfødt og rent faktisk ikke kan finde ud af at udfylde en onlineblanket. Da en enkelt empatisk medarbejder hjælper ham, bliver hun reprimanderet af en overordnet.

Jobcenteret reducerer alle til et nummer, og konsulenterne er som maskiner, der gang på gang refererer til reglerne og »beslutningstagerne«. Filmens tese er, at beskæftigelsesområdets bureaukratiske ineffektivitet bevidst bruges som et politisk våben til at skræmme folk væk fra at søge om de understøttelser, de egentlig er berettiget til. Arbejdsløshed omtales som en konsekvens af individets manglende indsats, ikke et strukturelt-økonomisk problem.

Annonce

Daniel finder til gengæld varme, fællesskab og respekt hos andre ubemidlede mennesker. Hans fidusmagernabo hjælper ham med computeren. Og på jobcenteret møder han den unge alenemor Katie (Hayley Squires), der netop er flyttet til Newcastle fra London, hvor hun ikke længere har råd til at bo med sine to børn.

Da en konsulent nægter Katie understøttelse, fordi hun kommer for sent til et møde, forsvarer Daniel hende. De bliver begge smidt ud. Og bliver venner. Daniel hjælper med at sætte Katies lejlighed i stand og bliver surrogatbedstefar for børnene. Og tager med i fødevarebanken, hvor filmens mest hjerteskærende scene udspiller sig, da den ellers så stolte Katie kaster sig over en dåse hakkede tomater, da sulten overmander hende. Men for en gangs skyld mødes hun med omsorg.

Loach og hans faste manuskriptforfatter Paul Laverty fortæller historien lige ud ad landevejen. Skuespillet er underspillet – og fantastisk stærkt! – fokus er på det menneskelige drama. Det er sindssvagt gribende. Loach taler med store bogstaver og understreger sine pointer med tyk tusch. Men alle, der har været i berøring med eller hørt skrækhistorier fra arbejdsløshedssystemet i England såvel som Danmark vil formentlig være enige i, at han ikke overdriver skildringen af dets umenneskeliggørende bureaukrati.

»Når man mister sin selvrespekt, er man færdig«, siger Daniel. Det kan de fleste, rig som fattig, nok genkende.

Ken Loach har før annonceret sin pension. Hvis han denne gang mener det alvorligt, slutter han på toppen. For nok har han lavet film med samme budskab i 50 år, men her rammer han virkelig en nerve.

Det er ikke moderne at være en filmmager med en sag, og slet ikke socialisme. Men jeg tager hatten af for Loachs insisterende og vrede forsvar for mennesket på bunden af samfundet. Han bliver en savnet stemme.


Kort sagt:
Kongen af socialrealisme Ken Loach har med Guldpalmevinderen ‘Jeg, Daniel Blake’ skabt en gribende, oprørende og højaktuel fortælling om en ærlig mands kamp mod et kafkask arbejdsløshedssystem. Historien om arbejderklassens kamp for værdighed er klassisk Loach, men skarpere og mere vedkommende, end han har været længe.