’Cairo Confidential’: Fares Fares er fængslende i spændende noir-thriller
Alle er korrupte i Kairo. Også den plagede politiefterforsker Noredin (Fares Fares), der ikke er bleg for at afpresse handelsmænd og indsamle narkotika, som han selv kan indtage i sin usle lejlighed, hvor tv’et har knas med antennen, og badet er komisk lille i forhold til hans kropsbygning. Lyspunkterne er få, men måske kan antennen fikses.
I månederne før den egyptiske revolution i 2011 findes en smuk, ung sangerinde myrdet på et hotelværelse, og Noredin sættes på sagen, der viser sig at være forbundet til betydningsfulde personer tæt på regeringsmagten. Stuepigen Salwa er et vigtigt vidne i sagen, men eftersom hun også er sudanesisk flygtning, står hun til ansvar over for den tyranniske udlejer Clinton, der er overbevist om, at han kan få penge ud af gerningsmændene. Noredin bliver gradvist mere og mere involveret i sagen, og langsomt bliver grænsen mellem godt og ondt mere og mere sløret.
Noredin spilles af svenske Fares Fares, og i hans ansigt finder man ustandseligt nye detaljer og dybder i denne Cairo Noir-fortælling. Med det arabiske forår ulmende i baggrunden får historien en ekstra bismag af en tilstand, hvor alle er til salg, før alt bliver vendt på hovedet, lige om lidt. Fares, der tidligere har været et lyspunkt i Afdeling Q-filmatiseringerne som Assad, får her lov til at være sin egen og forbedrede udgave af Carl Mørck. Potentialet er stort, og forhåbentligt er det ikke sidste gang, at Fares Fares spiller hovedrollen i en thriller.
’Cairo Confidential’ er ligesom instruktør Tarik Salehs debut, ’Metropia’ fra 2009, en flot film om plagede mennesker i en dystopisk verden. Men hvor den animerede stiløvelse ’Metropia’ blev en anelse for kunstig, fungerer brugen af klassiske noir-elementer langt bedre i ’Cairo Confidential’, der med sit rolige tempo langsomt, men sikkert får publikum draget med ned i det mørke dynd, som Noredins verden består af.
Det kan indimellem være svært at hitte rede i de omfattende beskrivelse af politik og bureaukrati, men snart er man tilbage på sporet sammen med Noredin. Når stuepigen Salwa, spillet af model og aktivist Mari Malek, dukker op, får man lyst til at vide mere om hendes fortid, men hun bliver desværre aldrig andet end den stereotype flygtning i klemme mellem retfærdighed og lovløshed. Det er en skam, for Malek spiller rollen med en knugende overbevisning og stædighed.
Magtesløsheden overfor statsmagten er til at tage og føle på i filmen, der ikke er optaget på location i Cairo, men derimod i Casablanca, da optagelserne i Egyptens hovedstad blev lukket ned af… ja gæt selv… de egyptiske myndigheder. Produktionsholdet fik ganske enkelt forbud mod at optage i byen. Filmen er baseret på sande hændelser, og virkeligheden spejles da også i de gule og dystre billeder af et nærmest dokumentarisk tilsnit. Men det havde klædt filmen med lidt mere af det autentiske politiske kaos i Kairo – og lidt mindre noir.