’Herrens veje’ afsnit 9: »Det stærkeste siden sæsonåbneren«

Ugens bedste: I seng med traumet

August bildte sig ind, at han kunne inkarnere den barmhjertige samaritaner for at modtage Guds velsignelse. Men selv efter han havde reddet Hakim fra et fly med kurs mod krig, slap han ikke af med sjælesmerten.

’Herrens veje’ har tidligere flirtet med spirituelle, hvis ikke religiøse, banaliteter – blandt andet da ånden i alting forbandt August og Elisabeth på tværs af kontinenter – og man frygtede, at serien havde fundet gymnasie-symbolikken frem på ny, da August badet i himmelsk lys reciterede den aronitiske velsignelse (»Herren velsigne dig og bevare dig« – og så videre).

Han troede, han havde fundet frem til Gud med næstekærligheden som lygte, men i afsnittets sidste indstilling flækkede hans verden igen: Konen vendte sig mod ham i sengen, men det var kvinden, han dræbte, der så ham i øjnene.

Cliffhangeren opsummerede, hvorfor niende afsnit var det stærkeste siden sæsonåbneren: Kroghernes indre konflikter spidsede til, men de lette svar – det være sig Guds velsignelse eller buddhistisk sjælefred – blev mast under eksistensens vægt.

Det var således første gang, at Augusts horrorsyn for alvor gjorde ondt.

Ugens værste: Trekantsdrama fortalt til elev

’Herrens veje’ er ikke just et feministisk kampskrift. Serien handler om ’stærke’ mænd, der kollapser, og kvinder, der må håndtere deres svigt.

Det er der intet nyt i.

Men det var alligevel frustrerende, da Elisabeth – en smuk, indfølende kvinde, der burde lyse af egenrådighed – udpenslede sit dilemma over for en elev. »Jeg kan ikke forlade en mand, jeg elsker«, slog hun fast.

Heller ikke når han knalder gartneren i dit eget hjem? Når han tyranniserer dine knægte og helt har fordrevet den ene? Hvor stor skal dråben være?

Nok slog han fast, at han er den største hunk på præstegården, da han splitternøgen trampede på badebroen, men Elisabeths valg tangerede en pubertær fascination af det maskulint fejlbarlige.

Ugens religiøse reference: Sukkerspiral på spisebordet

I afsnittets første scene så August sin farfar blive syg ved lyden af kirkeklokker. Han formede en spiral ud af sukker på morgenbordet og bad Gud om at vise sig:

»Giv os et sprog, så vi kan finde dig igen«.

Jeg kan kun gisne om den bibelske betydning af spiralen, men figuren er under alle omstændigheder et oldgammelt spirituelt symbol, for eksempel dyrket af de gamle egyptere. Måske er det på grund af universets spiraltåger, at figuren har en kosmisk appel. I hvert fald kan den ses som en åndelig refleksion over meningen med det hele, om sjælens vandring fra liv til død og videre endnu.

I og for sig er det ikke pointen i prologen, det er derimod båndet mellem August og farfar. Mens den nyslåede gadepræst leder efter velsignelse som et signal om Guds eksistens, søgte farfar efter et sprog, som han kunne bruge til at komme i kontakt med Gud.

Det er voldsomt religiøse mænd, hvis eksistentielle base er troen på Guds storhed og nærvær. Betvivler de den, betvivler de alt. Slår sig på flasken, får psykotiske anfald, misbruger piller.

Det er en selvdestruktiv higen efter det højere, nedarvet fra generation til generation.

Ugens store spørgsmål: Hvad er næste skridt for August?

Nu hvor Gud brød aftalen med August og lod ham gå til køjs med sit offer, er spørgsmålet, om gadepræsten vil vende retur til hundene eller måske erkende ’nederlaget’ til psykiatrien.

Han fandt ikke den himmelske retfærdighed, men betyder det, at han er færdig med at lede efter Gud? Man fornemmer, at hans tvivl er forankret i en mere moderne skepsis end far og farfars. Hvor de bralrer om djævelskab i dunkle stunder, føler August tomheden overmande sig. Det er derfor, at han vil have Gud til at vise sig. Fordi han tvivler på, om han overhovedet er der.

Tvivlen er ikke blevet mindre før tiende og sidste afsnit. Det ville ikke overraske mig, hvis August står for et radikalt opgør med familiearven på søndag.

Bundlinjen: Fjerne svar, nærværende mennesker

Augusts studehandel med manden i skyerne faldt til jorden. Christian åbenbarede sig som en forvirret mand med et gevaldigt faderkompleks midt under sit buddhistiske selvhjælpskorstog. Og Johannes kæmpede for flygtningen i kirketårnet, selvom han næppe så ham som sin næste (husk hans racistiske udfald i første afsnit).

Konflikterne blev optrappet forud for sæsonfinalen, men afsnittet formåede samtidig at føje menneskelige facetter til familien Krogh. Lod dem rende forblindet rundt i eksistensens labyrint uden at fedte deres kvaler ind i overgjort billedsprog.

Vi troede, vi vidste, hvor vi havde dem, og de troede, de vidste, hvor de havde sig selv. De svar, som særligt August og Christian søgte, kom længere væk, men selv kom de tættere på os.

Her blev de ikke taget som gidsler i bibelske lignelser. Og straks kunne man tro på dem.

Læs også: ’Herrens veje’ afsnit 8: Fra fermt karakterdrama til overfortalt soap