’Skjold & Isabel’-instruktør: »Jeg er aldrig før kommet så tæt på nogen, som jeg gjorde der«

’Skjold & Isabel’-instruktør: »Jeg er aldrig før kommet så tæt på nogen, som jeg gjorde der«
De unge hovedpersoner i Emil Næsby Hansens anmelderroste dokumentarfilm 'Skjold & Isabel'.
Da Emil Næsby Hansen en dag snusede rundt på Instagram, stødte han på et ungt (eks)kærestepar. Han fandt noget genkendeligt og dragende i deres billeder og øjnede med det samme muligheden for en film. »Der var så meget energi, og så meget der gnistrede mellem de to«, fortæller han om Skjold og Isabel, der skulle blive hovedpersonerne i den anmelderroste, biografaktuelle dokumentarfilm.

Man kan komme vidt omkring, når man fordriver tiden på internettet. Og for Emil Næsby Hansen endte et Instagram-visit med at blive til hans første længere dokumentarfilm. Det var nemlig her, at han fandt Skjold og Isabel.

»Jeg sad og lurkede på nettet«, fortæller instruktøren, da vi møder ham en sommervarm eftermiddag på Riccos Kaffebar ved Hauser Plads i indre København.

»Jeg havnede inde på Skjolds profil og så alle de billeder, han havde taget af sig selv, sine venner og sin familie. Der var også billeder af ham og Isabel, og gennem kommentarfeltet kom jeg også ind på hendes profil. Jeg kunne ikke helt regne ud, hvad de var – om de var søskende, venner eller kærester – for der var også noget uskyldigt over mange af deres billeder«.

I billederne fandt den Super16-uddannede filmskaber straks noget genkendeligt og dragende:

Instruktør Emil Næsby Hansen. (Foto: Troels Rasmus Jensen)

»Det var billeder, som jeg i princippet selv kunne have taget med mine egne venner, når vi udforskede hele København og rendte rundt på tagene og i tunnellerne. Det var billeder, der spejlede min egen tilgang til byen. Men jeg kommer fra Skive i Midtjylland og flyttede hertil som 20-årig. Alt det, jeg gjorde i mine 20’ere, gjorde de bare i deres midt-teens«, fortæller han.

»Jeg kunne se Skjolds blik på Isabel og Isabels blik på Skjold. Det var meget kærlige billeder, der besad nogle kvaliteter, nogle stemninger, nogle blikke og noget energi, som jeg blev super draget af. Jeg så, at der var mulighed for en film i de her personer«.

Det første møde

Det skulle vise sig at holde stik. Omkring tre år senere fik ’Skjold & Isabel’ premiere på CPH:DOX 2018, hvor den med tre ekstravisninger og gode anmeldelser gjorde så stort et væsen af sig, at den nu får regulær dansk biografpremiere.

Over 10 måneder følger filmen kærlighedsrelationen mellem de unge ekskærester Skjold og Isabel, der stadigvæk har store følelser for hinanden og har svært ved at give slip.

Inden filmen overhovedet blev en realitet, skulle Emil Næsby Hansen dog først lige have fat i de to intetanende unge mennesker.

»Jeg havde ikke lyst til at skrive til dem. Jeg havde ikke selv Instagram dengang, men jeg havde heller ikke lyst til at kontakte dem via nettet. Jeg syntes ikke, det ville være den rigtige måde at gøre det på, for det ville ikke se særligt godt ud«, fortæller instruktøren.

»Jeg ledte faktisk bare efter dem, når jeg var på gaden. Jeg kunne se, hvordan de bevægede sig. Jeg kunne se, at han vist var fra Østerbro, og hun var vist fra Amager. Jeg kunne se på billederne, at de også var meget på Ryesgade, hvor jeg boede dengang. I to-tre måneder kiggede jeg altid efter dem, når jeg var på gaden«.

Det skæbnesvangre møde opstod i de sene nattetimer. Emil Næsby Hansen var til fødselsdag hos sin Super16-producermakker Emil Kramhøft Dinsen, der også har produceret ’Skjold & Isabel’, og klokken 2 om natten cyklede de videre mod byen.

»Jeg er megafuld. Dér ser jeg Isabel stå ved et cykelstativ. Hun er ved at låse sin cykel op. Jeg kører hen til hende og har det helt noiern, fordi jeg er så beruset«, genfortæller Næsby Hansen.

Skjold i ‘Skjold & Isabel’.

»Jeg synes, det er ret ærgerligt, at jeg lige skulle finde hende nu, hvor jeg er så blæst. Men jeg tager et par indåndinger og tager mod til mig. Jeg siger hej til hende og spørger, for at åbne samtalen op, om hun kender Skjold. Hun siger ’Ja, ja. Skjold er lige dér’. Skjold kommer kørende på sin cykel, og så har jeg lige pludselig dem begge samlet«.

»Jeg sagde ret hurtigt til dem: ’Jeg hedder Emil, jeg er filminstruktør, jeg har fundet jer på Instagram og kan vildt godt lide det liv, jeg ser i jeres billeder. Jeg ser en film i jer. Har I lyst til at snakke med mig?’«, fortæller den 32-årige instruktør.

»De kiggede bare på hinanden, smilede og sagde: ’Det vil vi godt’. Vi kørte i natkiosken og købte nogle øl og nogle sodavand, og så sad vi på en trappesten på Solitudevej og snakkede til kl. 6.30 om morgenen«.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

One man, one camera

Emil Næsby Hansen gjorde det meget tidligt klar, at de tre var nødt til at blive venner, hvis denne film skulle blive en realitet:

»Det var hele fundamentet, at vi fik et venskab op at stå. Hvis ikke vi blev venner, ville det bare løbe ud i sandet«, forklarer han. »Men vi blev venner, spiste en masse shawarma, kørte en masse rundt på gaderne og hang ud hjemme hos hinanden«.

Der gik således et halvt år, før Emil faktisk tog sit kamera frem og begyndte at filme. Det skete i marts måned i 2016, hvor han inviterede de to hovedpersoner til en række testoptagelser på Assistens Kirkegård.

»Jeg havde en idé om, at jeg ville lave en reenactment over måden, de mødte hinanden på. Jeg gav dem hver især en instruktion for at se, om det kunne give noget dramatisk stof. Ud fra instruktionerne udsprang en virkelig konflikt, der blev mere tydelig«, forklarer han.

»Skjold sagde pludselig til Isabel: ’Jeg er i Berlin på din fødselsdag’, og jeg sagde: ’Cool, vi laver også lige det her til en testoptagelse’. I løbet af en halv time filmede jeg dem. Det er det mest sindssyge, jeg har oplevet. Jeg er aldrig før kommet så tæt på nogen, som jeg gjorde der. Jeg sad bare og gemte mig bag mit kamera, fordi det var så tåkrummende nært, men samtidig var det dybt interessant«.

»Da gik det op for mig, at den her film ikke skulle være et reenactment over deres virkelige liv. Det skulle være en 100 procent ren ’one man, one camera’-dokumentarfilm«, fortæller Emil Næsby Hansen, der havde fået sin fornemmelse bekræftet. Der var et eller andet interessant ved de to personers forhold, selvom det ikke altid var lige let at finde ud af, hvad der egentlig foregik.

Isabel i ‘Skjold & Isabel’.

»Da jeg mødte dem, havde de allerede slået op. De var helt ekskæresteagtige, men alligevel også kærester. Det var vildt svært at forstå. Det hjalp bare at gå med på, at det var forvirrende. Der var så meget energi, og så meget der gnistrede mellem de her to. Det var interessant, og det måtte vi lave en historie ud af«.

Med blød hånd

For Emil Næsby Hansen handler instruktion især om at skabe et rum, hvor de medvirkende føler sig trygge og kan være sig selv. Så skal resten nok komme.

»Hvis du viser nogen, at du synes, de er spændende, hvis du giver dem kærlighed, så giver de dig også vildt meget igen. Det er ligesom at være i et parforhold – faktisk som i alle relationer«, forklarer han.

»Dernæst skal man have ro og tid og ikke snakke for meget. Det handler ikke om, hvad jeg har at sige, men hvad de har at sige«.

Alligevel overraskede det ham noget, at Skjold og Isabel på meget kort tid helt stoppede med at tænke over kameraets tilstedeværelse:

»Det var vanvittigt, at det gik så fucking hurtigt. De var så ægte over for mig fra første gang. Det har næsten været et mysterium for mig. Når jeg spurgte dem, sagde de, at de ikke så kameraet. Det var jo bare mig, der var der«, fortæller Emil, der fik mange af optagelserne i hus ved bare at være sammen med sine hovedpersoner og deres venner.

»Når der sker noget, tager man stille og roligt kameraet frem og begynder at filme. Nogle gange siger de: ’Ej, skal du filme nu’, og så siger man: ’Ja, det skal jeg faktisk. Vi laver en film’ – ’Okay. Skal jeg have microport på?’ – ’Ja. Det skal du’ – ’Ej, ikke lige nu’ – ’Okay. Så tager vi den med kameralyd’«.

Andre gange var det en anelse mere kalkuleret:

‘Skjold & Isabel’.

»På nogle tidspunkter har jeg sagt: ’Hey, vi skal mødes på onsdag. Vi skal have skudt nogle scener, der skal repræsentere dét her’. Rammerne var super løse. Det var begrænset til, at vi havde et sted, et tidsrum og en ramme for, hvad vi gerne skulle have. Men inden for det kan man få en million ting«, forklarer han.

»Jeg satte dem i nogle situationer, hvor jeg vidste, at noget ville ske. ’Isabel skal rejse lige om lidt. Lad os tage ud af byen. Lad os tage ud på nokken, ud på fælleden. Lad os se, hvordan det her rum påvirker jer’. På den måde kan man hele tiden forme det, men med blød hånd«.

Et kæmpe spejl

Da vi snakker med Emil Næsby Hansen er der en uge til, at ’Skjold & Isabel’ får regulær biografpremiere. Uanset hvordan billetsalget bliver, har han allerede fået nok positiv feedback fra filmens CPH:DOX-visninger til, at han betegner det som en succesoplevelse.

»Det var alt, hvad jeg havde drømt om«, fortæller instruktøren om den overvældende festivalmodtagelse. Lettelsen kommer især efter en tvivl, der flere gange nagede ham under filmens optagelser og efterarbejde:

»Der var alle mulige tanker: ’Hvad fanden bliver det her til? Er der nogensinde nogen, der gider set det her?’ Du ved jo egentlig ikke, hvad du laver. Jeg sad med Sofie (Steenberger, red.) og klippede det, og vi syntes, det var dope. Men man ved jo ikke, hvad der sker med folks hoveder, når de ser den«, siger han.

»Men til DOX fik jeg en oplevelse af, at vi havde skabt noget, som blev et kæmpe spejl for virkelig mange af dem, der så den. De kunne se sig selv så meget i det – både fordi filmen handler om noget, som nærmest alle har prøvet, men også på grund af måden vi har klippet og filmet det på. Det er intimt og nært, men der er også alt muligt om personerne, du ikke får at vide. I det tomrum kan folk putte meget af sig selv ind, og det gjorde de«.

Undervejs var Skjold og Isabel, forståeligt nok, også yderst nysgerrige efter at få lov at se optagelserne, men Emil Næsby Hansen ville nødigt vise dem noget, der var halvfærdigt. Da de endelig fik den færdige film at se, affødte det derfor mange store reaktioner.

»For hver gang de har set den, har der været en ny reaktion. De kunne blive kede af det på grund af minder og påmindelsen om tiden. De kunne blive klogere ved at se sig selv udefra og få perspektiv på, hvordan de opfører sig«, fortæller instruktøren.

»Det er en tidskapsel af en intens og vild periode i deres liv, som de har for altid nu, og der er hele tiden nye ting at finde i den«.

Læs anmeldelse: ‘Skjold & Isabel’: Et berusende, sørgmodigt og sanseligt break up-digt om to unge københavnere