»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Netflix satser på originale anime-serier: Her er de fire bedste og den allerværste

Netflix satser på originale anime-serier: Her er de fire bedste og den allerværste
Masaaki Yuasas højintense 'Devilman Crybaby' er én af de anbefalelsesværdige Netflix-eksklusive animeserier.
Med en målsætningen om at have eksklusivt indhold til alle nichemålgrupper er Netflix begyndt at investere mere og mere i originale anime-serier. Vi har gennemtrawlet den brogede flok og har fundet indtil flere titler, som alle med hang til den japanske animationsstil bør tjekke ud.

For at holde trit i streamingkapløbet har man brug for originalt indhold. Og øverst i hierarkiet sidder Netflix, der, med sine 118 millioner abonnenter og en månedlig milliardindtjening, investerer i læssevis af egenproduktioner.

Med så stor en brugerskare kan man tillade sig at producere til nicherne – som nu for eksempel de japanske animationsserier. De har et fast publikum verden over, men kan, på trods af popkulturelle fænomener som Pokémon og Dragon Ball, ikke for alvor kaldes bred underholdning. Sidste år annoncerede Netflix således, at de ville producere 30 originale animeserier i 2018, og efterhånden har de udgivet 15 af slagsen.

Det er yderst prisværdigt, at streamingtjenesten investerer i fiktion fra hele verden, hvilket som bekendt for nylig gav Danmark en sjælden sci-fi-serie i form af ’The Rain’. Men Netflix Original-mærkatet er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. Så hvordan forholder det sig med tjenestens voksende katalog af originale animeserier?

Ikke overraskende spænder mange af serierne fra at være dårlige til lunkne, men nogle af dem er bestemt en anbefaling værd. Her følger de mest mindeværdige titler – og én man for alt i verden bør styre uden om.

Først den rædderlige: ’ID-0’

Håndtegnet animation er dyrt, og derfor sværger flere og flere anime-producenter, ligesom resten af verdens animationsstudier, til 3D-animation. Mange bruger den såkaldte cell shading-animationsteknik, som får objekterne til at se ’flade’ ud.

Når teknikken bruges til køretøjer, der akkompagneres af karakterer og baggrunde i 2D, kan det lige gå. Men når hele molevitten klares med cell shading, mister figurerne tit den charme og det liv, som håndtegnet animation kan give.

Førstehåndsindtrykket af ’ID-0’, der netop tager cell shading-teknikken i brug, var derfor tvivlsomt, og det udviklede sig til et stort irritationsmoment.

Til højre ses ‘ID-0’s hovedperson Maya skabt i tudegrim cell shading-animation.

Sci-fi-serien foregår i en fremtid, hvor opdagelsen af Orichalt-mineralet har muliggjort, at mennesket kan rejse uden for vores solsystem. Til at udvinde mineralet har man konstrueret robotter, som mennesker midlertidigt kan overføre sin bevidsthed til, mens deres egen krop efterlades i en beholder. Hovedpersonen Maya er i lære som robot-pilot, men på en mission bortføres hun af rum-pirater, der i lignende maskinlegemer tilegner sig Orichalt på ulovlig vis.

Det undrer, at man har valgt en hovedperson som Maya, der er så evnesvag. Det er naturligvis normalt, at helten skal gennemgå en udvikling, der i sidste ende gør vedkommende voksen og heroisk, men både før og efter piratkidnapningen fremstår den usikre Maya uforstående og uegnet til jobbet. Det gør det ikke nemmere, at hun udtrykker sine bekymringer med en skinger lillepigestemme.

’ID-0’ er ellers instrueret af veteranen Goro Taniguchi, som står bag hyldede sci-fi-serier som ’Code Geass’ og ’Planetes’, men han rammer altså ved siden af med dette spændingsløse rumeventyr i hæslig indpakning. Når der findes så stort et udvalg af mecha-animeer, skal der mere til.

Charmerende genreblanding: ’Kuromukuro’

Langt mere underholdende og flot animeret er ’Kuromukuro’, som ret vellykket viser, hvordan Taniguchi burde have båret sig ad med ’ID-0’.

Igen er hovedpersonen en ung kvinde, der kastes ud i uventede udfordringer med et slæng af friske robot-piloter ved sin side. Serien er instrueret af Tensai Okamura, som i starten af sin karriere var episodeinstruktør på den nyklassiske ’Neon Genesis Evangelion’-animeserie, der fortsat er et forbillede for den mecha-genre, ’Pacific Rim’ er inspireret er.

Hans nye serie har faktisk flere plotmæssige ligheder med ’Evangelion’, bare tilsat et besynderligt samurai-element.

Da man 60 år før seriens handling udgravede Kurobe-dæmningen, fandt man en stor, sort metalfirkant. Den blev navngivet ’Black Relic’ og faldt under FN’s kontrol.

I nutiden står highschool-pigen Yukinas mor i spidsen for den militær- og forskningsbase, FN har konstrueret omkring Black Relic. Da Yukina ved et tilfælde kommer til at røre ved artifaktet, hopper en nøgen samurai pludselig ud.

Hele FN’s alien-bekæmpende slæng i ‘Kuromukuro’.

Firkanten viser sig at være en mecha-robot, der blev efterladt af rumvæsener, som angreb jorden for 650 år siden. Nu er Yukina og samuraien Kennosuke Tokisada Ouma (i daglig tale Ken) bundet til den, og de bliver nødt til at sarmarbejde, for de selvsamme rumvæsener angriber nu jorden igen.

Den bizarre blanding af samurai- og mecha-genrerne glider forholdsvist ubesværet ned, fordi karakterne er både tiltalende og sjove. Hovedpersonen Yukina er ganske grøn i rollen som mecha-styrende rumvæsen-bekæmper, men hun fremstår ikke ubehjælpsom og klynkende på samme måde som Maya i ’ID-0’.

Samtidig fungerer samuraien Ken som en vellykket comic relief-karakter. Den arrede, men flotte actionhelt har ligget i dvale i 650 år, hvorfor verden har ændret sig noget, siden han så den sidst. Der opstår således flere komiske scener, når han for eksempel ikke ved, hvad et fjernsyn er, og ikke forstår Yukinas slangudtryk. Kens uvidenhed spiller godt sammen med hendes teenage-irritation, der vokser sig større, når samuraien flytter ind hos hendes familie og tilmed starter i hende skoleklasse.

Faktisk er det i de udramatiske hverdagsscener, hvor karaktererne lærer hinanden at kende, at serien er bedst. Seriens midte byder dog også på et twist, som sætter den dramatiske alien-invasion i et nyt perspektiv.

Annonce

Overdådigt fantasy-univers: ’Children of the Whales’

Netlix’ tredjebedste originale animeserie udmærker sig ved at have et eminent æstetisk udtryk, der indfanger tilskueren fra start. Det skyldes især de farverige baggrunde, som har et håndtegnet, organisk akvarel-look over sig.

’Children of the Whales’ er baseret på mangaen af samme navn og udspiller sig i en fantasy-verden, der er dækket af et altopslugende hav af sand (med bølger og det hele). Hovedperson Chakuro bor på den flydende ø Mudderhvalen og har aldrig forladt den. Her er samfundet delt op med almindelige mennesker og »de mærkede«, som kan flytte objekter med tankens kraft, men til gengæld ikke bliver ældre end 30 år. Chakuro tilhører sidstnævnte.

Hovedpersonen Chakuro foran en smuk baggrund i ‘Children of the Whales’.

En dag ser Mudderhvalens beboere for allerførste gang en fremmed ø i det fjerne, og en gruppe sejler derhen for at udvinde naturressourcer. De finder i stedet en masse lig og en levende, men følelseskold pige.

De bringer hende med tilbage og angribes snart herefter af hendes blodtørstige folk, som fra sine flyvende krigsskibe slår flere af beboerne ihjel. Chakuro finder ud af, at Mudderhvalens indbyggere står i gæld til fjenden, og at det har noget med hans kræfter at gøre.

Selvom den pastelfarvede og uskyldige tegnestil ikke emmer af gore, er ’Children of the Whales’ faktisk ikke bange for at vise blod, ligesom karakterer løbende må lade livet i krigens tjeneste. Samtidig tager Mudderhvalens helte også dubiøse valg for at overleve krigen. De oplærer eksempelvis børnene til at skyde fjender ned med bue og pil, og de unge sind forstår tydeligvis ikke, hvad der foregår, når de slår ihjel.

Til tider bliver det store fantasy-epos en kende for melodramatisk, og der går dårligt et afsnit, uden at en karakter bryder ud i gråd. Dramatikken afløses dog også af og til af komiske indslag, og man hænger i for at få mere viden om det interessante univers.

Stemningsfuld horror-thriller: ’Ajin: Demi-Human’

Apropos min indledende aversion mod den infamøse cell shading-animation, som blev brugt i ’ID-0’. Selvsamme teknik er overalt i serien ’Ajin: Demi-Human’. Bag facaden titter dog en fuldgod horror-thriller frem, som ligger blandt Netflix’ allerbedste egenproducerede animeserier.

’Ajin: Demi-Human’ omhandler teenagedrengen Kei Nagai, der en dag bliver kørt over af en varevogn. Til alles overraskelse, inklusive hans egen, vågner han fra de døde i en uskadt krop. Det skyldes, at han er en af de menneskelignende, udødelige væsner kaldet ajins, som er begyndt at dukke op rundt omkring på kloden, og som både det japanske og amerikanske efterretningsvæsen jagter.

‘Ajin: Demi-Human’ beviser, at cell shading-animation kan gøres flot og stemningsfuldt.

Hurtigt kommer der en milliondusør på Keis hoved, og han drager på flugt sammen med den loyale barndomsven Kai. Det udvikler sig hurtigt til en tempofyldt og dyster fortælling, hvor menneskets mørke sider udforskes – både når skrupelløse typer sætter alt ind på en hurtig pengefortjeneste, og når regeringen torturerer de indfangede ajins, som dør og genopstår igen og igen.

Langsomt ændrer Kei personlighed fra at være et uskyldigt offer til at blive en blodig hævner. Det gyser gennem én, når man ser Kais foruroligede ansigt, efter at en sammenbidt Kei har helet sin radbrækkede krop ved at skære sin egen hals over – for dermed at genopstå. Samtidig finder hovedpersonen allierede i andre ajins, som han dog ikke nødvendigvis kan stole på.

Selvom 2D-animation nok ikke ligefrem havde skadet ’Ajin: Demi-Human’, formår studiet bag, Polygon Pictures, at skabe et dystert, atmosfærisk univers, hvor den kolde cell shading-animation faktisk måske, hvis jeg nu bliver tvunget til at indrømme det, passer ret godt ind.

En hormonpumpet rutsjebanetur: ’Devilman Crybaby’

Helt i top ligger en serie, som ikke er perfekt, men som udmærker sig ved ikke at ligne nogen anden anime – heller ikke uden for Netflix.

Masaaki Yuasa er, som én af Japans mest spændende anime-instruktører, kendt for sine syrede og højenergiske universer, der blandt andet tæller et ’Adventure Time’-afsnit og filmen ’Mind Game’, hvori hovedpersonen bliver slået ihjel, kommer op i himmerige, vender tilbage til Jorden og spises af en kæmpe hval.

Akira transformeres til Devilman i ‘Devilman Crybaby’.

Hans nyeste projekt med den catchy titel ’Devilman Crybaby’ er baseret på mangaen ’Devilman’, der oprindeligt kørte i 1972-73 og gennem 80’erne blev videreført og fortolket i romaner, animeer og en enkelt manga.

Handlingen følger den usikre highschool-elev Akira Fudo, der bor hos en plejefamilie, fordi hans travle forældre konstant er på forretningsrejse. Akira kontaktes en dag af sin rige og intelligente barndomsven Ryo Asuka, som vil have ham til at hjælpe med et besynderligt projekt.

Ryo har opdaget, at dæmoner er vendt tilbage til jorden, hvor de langsomt vil forsøge at udrydde menneskebestanden. Dæmonerne har evnen til at besætte og kontrollere mennesker, som muterer til hornklædte monstre.

Men hvis den givne person har et fuldstændigt godt hjerte, vil han få dæmonkræfter uden at miste kontrollen over sine handlinger. Ryo får derfor den uskyldsrene Akira til at forene sig med en sagnopspunden dæmon, og han forvandles til den dæmondræbende Devilman.

I Masaaki Yuasas fortolkning af fortællingen er der godt nok smæk for skillingen. Specielt første afsnit suser så hurtigt af sted, at jeg bagefter blev nødt til at finde et handlingsresume på Wikipedia, for at finde ud af hvad der foregik. Det lyder jo i udgangspunktet ikke positivt, men samtidig er det det overskruede tempo, der fanger og underholder.

Akira og Ryo i ‘Devilman Crybaby’.

’Devilman Crybaby’ føles som en teenagedrengs våde drøm, der er overført til anime-formatet uden nogen former for censur eller redigering. Hvert afsnit byder på technomusik, neonfarver, voldsudbrud, gyngende bryster og sex, hvilket passer fint med hovedpersonens nye personlighed.

Den før så tøvende og tilbageholdte Akira bliver nemlig efter forvandlingen til en muskuløs hormonbombe, der hele tiden er ved at springe. I en specielt mindeværdig scene kommer han faktisk til at spraye sit loft med sæd efter en hed nat i drømmeland.

Fortællingens løssluppenhed akkompagneres af en håndtegnet animationsstil, som lægger vægt på det grimme, grove og kantede, hvilket passer perfekt sammen med seriens overordnede udtryk.

Yuasas nye serie holder sig på intet tidspunkt tilbage, hvorfor den både vil forarge og begejstre. Men imens store amerikanske serier snegler sig af sted i timelange afsnit, er det samtidig forfriskende, at man på under 25 minutter kan blive blæst igennem med en tur i ’Devilman Crybaby’-rutsjebanen.

Læs også: Det skal du streame i juni: Netflix-true crime, skandinavisk krimi og historiske LGBTQ-serie