‘Yes No Maybe’ sæson 2: Seriedater charmerer bukserne af én i dybt underholdende DR3-serie

‘Yes No Maybe’ sæson 2: Seriedater charmerer bukserne af én i dybt underholdende DR3-serie
Youssef Wayne Hvidtfeldt i 'Yes No Maybe' sæson 2. (Foto: Benjamin Kirk (DR))

Mads Rosenkrantz Grage fik velfortjent succes med den charmerende første sæson af datingserien ‘Yes No Maybe’, som blev lavet for en flad femogtyveøre og siden købt af både NRK og DR.

Nu er Grage blevet fast inventar hos Danmarks Radio: Tidligere på måneden var han aktuel med roadmovie-komedien ‘Klaphat‘, og nu er han tilbage med anden sæson af ‘Yes No Maybe’, der er baseret på hans egen deroute i over 250 Tinder-dates efter et hårdt kærestebrud.

Og her slår manuskriptforfatteren for alvor fast, at han hører hjemme på nationalt tv og blandt landets mest lovende komedie-forfattere. Anden sæson af ‘Yes No Maybe’ er både forførende og ærlig – og vigtigst af alt så er den blevet selvsikker.

Sidst vi så Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) droppede han vennerne Louise (Karoline Brygmann) og Julius (Adam Ild Rohweder) for at have sex med en 16-årig, hvis mor han vel at mærke allerede havde onduleret – tydeligt afhængig af de daglige dates på den titulære app.

I mellemtiden er de depressive vintermåneder blevet til en stangliderlig sommer. Mads arbejder stadig på sin svinestreg af en zombiefilm, mens han seriedater på livet løs. Alt ændrer sig imidlertid, da han falder pladask for den fortryllende Milla (en storspillende Carla Philip Røder – nomineret til Soundvenues Fremtidspris tidligere på året), som uden tvivl er kærestepotentiale. Men Milla er fuldkommen uberegnelig, og Mads’ nyfundne tro på monogami viser sig hurtigt at være endnu en hjerteknusende forbandelse sendt fra helvede.

Carla Philip Røder i ‘Yes No Maybe’ sæson 2. (Foto: Benjamin Kirk / DR)

Allerede i første sæson stod det klart, at en seriedaters liv er guf i webserieformatet. Det er det stadigvæk, især med den forlængede spilletid, som tilføjer episoderne tyngde. Den store styrke ved anden sæson er, at serien er bygget op om en overordnet sæsonfortælling i form af en dejligt velspillet kærlighedshistorie, med alt hvad det indebærer på godt og ondt.

Hvidtfeldt har fundet sin autoritet som leading man og formår både at spille arrogant smartass og charmerende nyforelsket, så man virkelig tror på ham. Følelserne er let genkendelige, også selvom man kun har været på en håndfuld beskedne Tinder-dates, og det skyldes blandt andet naturlige replikudvekslinger, blikket for København og den nuancerede skildring af kærlighedslivet for en håbløs bachelor i starten af 30’erne.

Man er med Mads gennem tykt og tyndt og hepper på ham, selv når han går til yderligheder for at gennemføre en perfect week og svigter sine venner. Han er en rendyrket ungkarl – faktisk ejer han kun ét håndklæde og ét sæt sengetøj, som får rutineturen i vaskemaskinen efter hvert kvindebesøg. Men trods hans fejl og mangler er han ganske enkelt glimrende selskab, og det er i det hele taget forfriskende, at man får livets mange bagsider med i skildringen af store såvel som små roller.

Youssef Wayne Hvidtfeldt og Jesper Groth i ‘Yes No Maybe’ sæson 2. (Foto: Benjamin Kirk / DR)

Birollerne får virkelig hverdagsfortællingerne til at synge. Carla Philip Røder er glimrende i en særdeles kompleks rolle. Hun spiller med en sjælden ærlighed, og særligt i de første fire afsnit gør hun stort indtryk, hvorefter manuskriptet svigter hende en anelse. Og så er det herligt, at Jesper Groth (det store komiske højdepunkt i førnævnte ’Klaphat’) har fået en større rolle som den forlovede ven, der gerne giver hele armen som wing man – og hele tiden omtaler sin store kærlighed ved hendes fulde navn, som var hun en komplet fremmed.

Men selvom anden sæson overgår den første, er der stadig et par fejlskud. Man undrer sig blandt andet over, at Julius har glemt alt om sin kærlighed til Louise fra første sæson. Særligt ærgerligt er det, når serien introducerer et mørkt twist, der tilføjer lige lovligt meget drama til historien uden helt at følge det til dørs.

‘Yes No Maybe’ er dog stadig glimrende underholdning.


Kort sagt:
Seriedateren Mads charmerer bukserne af én, selv når han viser sine mest usle sider i anden ombæring af DR-serien ‘Yes No Maybe’.

Tv-serie. Hovedforfattere: Mads Rosenkrantz Grage, Lars Detlefsen. Medvirkende: Youssef Wayne Hvidtfeldt, Carla Philip Røder, Karoline Brygmann, Adam Ild Rohweder. Spilletid: 8 afsnit á 15-25 min.. Premiere: Den 1. januar på DR
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af