Puf puf puf, siger det, hver gang laseren trækker blækket ud af de små hudbobler, der hæver sig og efterlader huden gul og hævet.
Det er ikke gratis at skifte ham for Bryon, en tæt tatoveret skinhead med adskillige hate crimes på samvittigheden. Israelske Guy Nattivs amerikanske drama ‘Skin’, der bliver vist i Berlinalens Panorama-program, bygger på den virkelige historie om Bryon Widner, der brød ud af white supremacist-bevægelsen i 2006 – og i processen gennemgik 25 operationer for at få sine tatoveringer med svastikaer og barberblade fjernet fra ansigt og hænder, som filmen symbolsk punkterer fortællingen med pinefulde nærbilleder af.
Da Bryon, der spilles særdeles overbevisende af Jamie Bell, forelsker sig i Julie (Danielle Macdonald fra ‘Patti Cake$’), en forhærdet mor til tre piger, der ikke gider noget bullshit, giver hun ham valget mellem hende og den vikingeelskende højreekstremistgruppe, der tog ham ind fra gaden som knægt.
Bryon har allerede moralske skrubler over at sende unge sorte mænd og sydamerikanske immigranter på hospitalet eller det, der er værre, så han skifter hadet ud med kærligheden. Det lyder smukt, men det er det ikke, for Bryons ’familie’ lader ham ikke sådan bare forlade gruppen, ligesom Bryon har sine egne dæmoner og kæmpe med. Han kan slette tatoveringerne, men ikke sine handlinger.
Filmen er en barsk, men også opløftende fortælling om at bekæmpe had med kærlighed, om nye chancer og om skyld og syndsforladelse – men også om spørgsmålet om, hvorvidt nogle handlinger er utilgivelige.
Israelske Nadiv Lapids fransk-israelsk-tyske absurde tragikomedie ‘Synonyms’ handler også om en mand, der forsøger at udskifte sin identitet, og er inspireret af instruktørens egen ankomst til Paris. Yoav (Tom Mercier) har grimme minder fra sin soldatertid i den israelske hær, og nu er han rejst til den franske hovedstad for at starte på en frisk.
Vi møder ham nøgen i en lejlighed, hvor han har slået sig ned for natten. Da hans tøj bliver stjålet, mens han er i bad, er han lige ved at krasse af, da overboerne finder ham i badekarret næste morgen. Genoplivet, ja nærmest genfødt, udstyrer det unge, velhavende parisiske kunstnerpar Emile (Quentin Dolmaire) og Caroline (Louise Chevillotte) ham generøst med både penge, telefon og tøj, herunder en elegant gul frakke, som Yoav har på i resten af filmen. Den passer godt til hans nye identitet som sofistikeret pariser.
Han fortæller, at han har forladt Israel, fordi landet er »frastødende, stinkende, obskøn, vulgær, afskyeligt, ondskabsfuldt og uraffineret« – et eksempel på titlens synonymer, som Yoav går manisk rundt og øver sig på fransk i Paris’ gader, hvor han nægter at kigge op på bygninger, fordi han ikke vil opføre sig som en turist. Selvom han også nægter at tale hebraisk, forfølger det israelske ham. Blandt andet i en både humoristisk og tåkrummende ubehagelig scene, hvor han poserer for en pervers kunstner, der vil have ham til at sex-talke på hebraisk.
Debutanten Tom Mercier har som Yoav en eksplosiv fysisk tilstedeværelse og et beslutsomt deadpan-udtryk – han smiler ikke på ét tidspunkt i filmen – med undertrykt smerte.
‘Synonyms’ er intens, absurd, kaotisk og overraskende, og den er indtil videre min klare favorit i den ellers lidt anonyme hovedkonkurrence.
Læs også: Den foreløbigt mest hjerteskærende film i Berlin er dansk