De største spørgsmål før den store ‘Game of Thrones’-finale

Daenerys fuldbyrdede sin overgang til Mad Queen, da hun med største lethed jævnede King's Landing med jorden i 'The Bells'. Den sidste rest af loyalitet, som hendes allierede måtte have følt, er nu pist væk. Foran os står det endelige opgør mellem is og ild, Stark og Targaryen. Vi ser nærmere på de fire største spørgsmål forud for den store finale.
De største spørgsmål før den store ‘Game of Thrones’-finale
Maisie Williams som Arya Stark.

1. Fuldender Arya Melisandres øjne-profeti?

Arya kæmpede sig hele vejen frem til The Red Keep i et forsøg på at stryge de sidste to navne på sin dødsliste. Men da Westeros’ hovedsæde faldt sammen om ørerne på hende under drageild, fik Sandor Clegane overtalt Stark-snigmorderen til at trække stikket.

The Hound tog i stedet The Mountain med sig i døden, mens murbrokkerne fra den tronsal, Cersei har kæmpet så indædt for at bestride, faldt sammen over Lannister-regenten. Aryas dødsliste er dermed gået i sig selv, men man kunne næsten høre Stark-datteren hviske »Daenerys«, da hun i en tilstand af chok stavrede gennem resterne af King’s Landings gader, hvor forkullede lig lå i bjerge, mens asken faldt fra himlen.

Arya har fundet et nyt mål, og skal man tro Melisandres profeti om, at hun kommer til at lukke »brune øjne, blå øjne, grønne øjne«, får hun rent faktisk selv lov til at stryge det fra sin liste denne gang. Mange fans har allerede påpeget, at Daenerys øjne lader til at være grønlige, selvom detaljen ikke er 100 procent bekræftet i selve serien – i bøgerne er de endda lilla.

Det virker dog ganske sandsynligt, at seriens stramme, afsluttende fokus på Arya motiverer dronningemord fra den unge No Ones hånd.

Har Jon en chance mod Daenerys? (Foto: Helen Sloan/HBO)

2. Hvad er Jon og Tyrions næste skridt?

Vantroen i Jon og Tyrions øjne blev erstattet af altomfattende frygt, da det blev klart, at Daenerys ikke havde i sinde at stoppe sit ubønhørlige drageangreb, selvom klokkerne i King’s Landing ringede til overgivelse. Jon kaldte sine nordbokrigere på retræte, men ikke før han havde set sig nødsaget til at nedlægge en af sine egne mænd.

Hverken Jon eller Tyrion kan se igennem fingre med Daenerys’ galskab efter at have overværet det vel nok mest bestialske folkemord i Westeros’ historie. Spørgsmålet er, hvad de overhovedet kan stille op. Dragedronningen ved, at de allerede inden blodsudgydelserne var en trussel mod hendes herredømme. Det logiske ville derfor være sætte fut i dem under retræten, når hun nu alligevel er i gang – men det kommer der næppe specielt godt tv ud af. Samtidig skal der jo også være nogle tilbage, som Daenerys kan regere over.

Vi må nok regne med, at Jon og hans krigere samt Tyrion undslipper King’s Landing med livet i behold. Hvad der sker herefter, er langt mere uvist. Erklærer de åben krig mod Daenerys, har de ikke en chance. Forsøger de derimod at vende tilbage som hendes allierede og rådgivere og planlægge mord bag hendes ryg, aner den lunefulde dronning utvivlsomt uråd. Meget tyder altså på, at vi skal sætte vores lid til Arya – eller håbe på endnu en listig plan fra Sansas side – hvis folket af Westeros skal gøre sig den mindste forhåbning om overlevelse.

Daenerys i hovedløst frontalangreb. (Foto: Helen Sloan (HBO))

3. Hvordan blev Daenerys og Drogon pludselig usårlige?

I sidste uge kom jeg med en række udførlige bud på, hvad der skulle til for, at Daenerys kunne overtage King’s Landing mod Cerseis umiddelbart overlegne styrker. Løsningen viste sig imidlertid at være langt simplere, end jeg – og de fleste andre – havde troet: Cersei blev begravet i sit eget overmod, og Daenerys fandt i sin galskab endelig tænd-knappen på Drogon.

Mens dragemoderens vanvidsridt var blevet motiveret over flere sæsoner, virkede det langt mere som en Deus Ex Machina af kaliber, da Drogon pludselig viste sig at være henved usårlig og langt stærkere end hidtil. Så sent som i forrige afsnit var dragen ved at blive nedlagt af en lille brøkdel af Eurons samlede flåde, men nu var det nærmest umuligt for de stakkels Lannisters og Greyjoys overhovedet at nå at affyre de utallige Scorpions, inden de gik op i flammer. Helt tåbeligt virkede det, at Euron – den eneste levende mand, der har haft held til at nedlægge en drage – ikke selv bemandede sin armbrøst.

Den dramatiske effekt af Daenerys’ brutale masseødelæggelse var selvsagt uovertruffen – om end hendes nedslagtning af Flea Buttoms uskyldige bønder virkede en anelse out of character. Det havde dog fungeret så meget desto bedre, hvis ikke vægtskålen var blevet tippet så enormt meget til Daenerys’ side så pludseligt.

Isaac Hempstead-Wright i ‘Game of Thrones’.

4. Kommer menneskeheden selv til at frembringe The Long Night?

Hvad hvis The Night King slet ikke var den egentlige trussel mod menneskeheden? Hvad hvis det i virkeligheden er Daenerys, der kommer til at frembringe The Long Night ved at udrydde alle de store slægte og sende resten af sine undersåtter på flugt fra sin drages ildspyende gab?

Siden begyndelsen på ‘Game of Thrones’ har vi hørt, at »vinteren er på vej«, men det viste sig snarere at være helvedes flammehav, der havde kurs mod Westeros. Der er da også en uhyggelig lighed mellem de dalende snefnug, der altid har været et ondt varsel, og den nyfaldne aske, som har lagt sig over King’s Landing.

Hvis Daenerys går i krig mod Stark-familien, kommer hun uden tvivl til at skulle stå over for The Three-Eyed Raven, og lykkes hun med at dræbe ham, så godt som fuldender hun The Night Kings mission. Brans telepatiske evner, der har spillet en skuffende lille rolle indtil videre i sæsonen, står nærmest som menneskehedens sidste bastion – det eneste, der potentielt kan hamle op med Daenerys og Drogon.

Hvis Daenerys virkelig er Westeros’ banemand, åbner det også op for Azor Ahai-profetien igen, der umiddelbart ikke havde den store tilknytning til The Night Kings død. Er den person, der dolker Daenerys, i virkeligheden The Prince That Was Promised? Hvis nogen altså overhovedet formår at dræbe hende – det kunne man sagtens betvivle i George R.R. Martins brutale univers.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ afsnit 5 – storslået opgør reduceret til en enkelt pointe

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af