Kan Oscar-vinderen ’American Beauty’ med Kevin Spacey overleve et gensyn efter #Metoo?

Kan Oscar-vinderen ’American Beauty’ med Kevin Spacey overleve et gensyn efter #Metoo?
'American Beauty'
Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi en række af disse nyklassikere. I dag ser Freja Dam nærmere på Sam Mendes’ Oscar-vinder om en 42-årig familiefar i livskrise. Og hun opdager, at hun blev mindre forarget over Kevin Spaceys #MeToo-crush på en 16-årig pige, end hun havde forventet. Til gengæld slog filmen hende som kvindefjendsk på andre områder.
Kan Oscar-vinderen ’American Beauty’ med Kevin Spacey overleve et gensyn efter #Metoo?
SERIE: Holder de i dag?

–––––––––––––––––––––––– Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi 15 af disse nyklassikere – fra 'Inception' til 'Titanic', 'Fight Club' og 'Den sjette sans'.

SERIE: HOLDER DE I DAG? »Sometimes there’s so much beauty in the world, I feel like I can’t take it, and my heart is just going to cave in«, siger nabosønnen Ricky (Wes Bentley) stakåndet om sin optagelse af en plasticpose i vinden, mens 16-årige Jane (Thora Birch) kigger fascineret på i en af de mere naivt-prætentiøse scener i ‘American Beauty’.

Men dengang i 1999, hvor filmen havde premiere, klappede både kritikere, publikum og Oscar-akademi begejstret i hænderne, de kunne godt se skønheden i både plasticpose, ung outsiderkærlighed, mørk forstadssatire, midtvejskrise og Lolita-crush. Filmen vandt fem Oscars, herunder for bedste film og bedste mandlige hovedrolle til Kevin Spacey, ligesom instruktør Sam Mendes, manuskriptforfatter Alan Ball (der siden skabte verdens bedste familieserie ‘Six Feet Under’) og fotograf Conrad L. Hall blev belønnet.

Dreamworks-studiets ukarakteristiske sats på en kontroversiel artfilm fra to debuterende filmskabere om en 42-årig familiefar, der genfinder livsgnisten gennem en forgabelse i sin datters 16-årige veninde, betalte sig. Modsat Varietys anmelder Todd McCarthys forudsigelse om, at et mainstreamgennembrud ville være »håbløst op ad bakke«, blev filmen et must see og indtjente over 350 millioner dollars på verdensplan.

I de år tog studierne i Hollywood faktisk ret mange risici og producerede en række originale dramaer med kant fra unge instruktører – som ‘Being John Malkovich’, ‘Magnolia’, ‘Den sjette sans’, ‘Election’, ‘Boys Don’t Cry’ og ‘Fight Club’. Noget i samfundsånden i slut-90’erne – den øgede materialisme? – gav også grobund for en del dramaer om undertrykt begær og hul lykke i den konforme middelklassetilværelse i forstaden, som ‘Pleasantville’, ‘Happiness’, ‘The Truman Show’ og ‘The Ice Storm’.

Sam Mendes har i et interview med Indiewire fra 2015 sagt, at ‘American Beauty’ kom på det helt rette tidspunkt, lige inden middelklassens narcissistiske optagethed af sig selv vendte til global bekymring med 11. september og med Bill Clinton og Monica Lewinsky-affæren og Columbine-skoleskyderiet som afsæt for plottråde om forhold mellem ældre mænd og yngre kvinder og våbenparanoia.

»Jeg tror, at havde det været efter 9/11, ville den have været blevet set som en meget navlebeskuende film, men på den tid, var den perfekt«.

Spaceys akavede Oscar-tale

Også kritikerne var begejstrede: Roger Ebert gav topkarakterer i Chicago Sun-Times og identificerede sig med Lesters midtvejskrise: »Filmen handler om en mand, som frygter at blive ældre, miste håbet om sand kærlighed og ikke blive respekteret af dem, der kender ham bedst. Hvis du aldrig har oplevet de følelser, så sæt en annonce i avisen. Folk vil tage lektioner fra dig«.

Todd McCarthy roste i Variety filmen for at være »En bitter, mørk komisk kritik af, hvordan sociale konventioner kan lede folk ind i falske, sterile og følelsesmæssigt forkrøblede liv« og kalder den »en ægte amerikansk original«.

Og Janet Maslin priste i New York Times filmen for at sparke nyt liv i velkendte troper om at gøre op med konformitet: »Scene efter scene er filmen fuld af sin egen form for ætsende innovation (…) I takt med at disse karakterer kæmper ondskabsfuldt – og hylende morsomt – for at undslippe middelklassens dødvande, røber filmen også en ægte og rørende medfølelse«.

Og så har den samlede kritikerstand stort kun ros til overs for skuespillerne, især Spacey, Balls replikker og Mendes’ visuelle flair.

Fra min biograftur i Cinema Center i Helsingør tilbage i 2000 husker jeg filmen som en underholdende, mørk og dragende oplevelse. Jeg identificerede mig oplagt mere med Janes teenageangst end Lesters midtvejskrise, men var stadig enig i den generelle holdning om, at Kevin Spacey var en konge og jublede, da han modtog sin Oscar.

I talen takkede han sine venner for at påpege hans »værste kvaliteter«. »Jeg ved, I gør det, fordi I elsker mig. Og det er derfor, jeg elskede at spille Lester, fordi vi så alle hans værste kvaliteter, og vi stadig kom til at elske ham. For mig handler filmen om, hvordan enhver handling fra enhver person sat uden for kontekst er fordømmelig«.

Uff, var det lige et hint til Spaceys tendens til at opføre sig upassende over for unge mænd? Måske en overfortolkning, men jeg er i hvert fald ikke så sikker på, at jeg i dag vil elske Lester. Tværtimod væmmes jeg ved tanken om at se den nu overgrebsanklagede Spacey forføre en mindreårig pige. Jeg forsøger dog at holde sindet åbent, da jeg trykker på play-knappen.

Kæmpe kliché

Første tanker: Hvad blev der af Thora Birch? Hvor er Kevin Spacey ung! Hold op nogle labre middagsscener.

Jeg er virkelig positiv over første del af filmen som en veloplagt satire over middelklassepænhed. Mens Lester føler sig »bedøvet«, går hans perfektionistiske og materialistiske kone Carolyn (Annette Bening) tilsyneladende mest op i, at hendes træsko matcher hendes havesaks, og andre image-ting.

Forstadsidyllen har en lækker syntetisk og glat reklameæstetik med klare farver og symmetriske, tomme tableauer, som fremhæver den glittede overflade – og hvad der mon gemmer sig under. Førnævnte middagsscener har en ikonisk karakter med de tre familiemedlemmer, der sidder ‘Citizen Kane’-agtigt langt fra hinanden på hver deres side af spisebordet og er ude af stand til at tale normalt om deres dag. Åh, Janes ironiske foragt, når hun svarer Lester, at hendes dag ikke bare var okay, den var »spectacular«. De tre skuespillere formår virkelig at sige replikker.

Senere bliver det mere mudret.

Det er ulækkert at se Lester savle over 16-årige Angela (Mena Suvari), badekarscenerne er så tåkrummende, at jeg næsten ikke kan se på dem. Det syntes jeg også, da jeg så den som 15-årig, og filmen problematiserer sådan set også selv Lesters opførsel.

»I need a father who’s a role model, not some horny geek boy who’s gonna spray his shorts whenever I bring a girlfriend home from school. What a lame-o«, lyder Janes passende karakteristik.

Det er en kæmpe kliché at lade en midaldrende mand genfinde sin ungdom gennem en ung kvinde, men når man ser ud i virkeligheden, er det jo også ret normalt. I den forstand synes jeg egentlig, at det er fint at skildre det forbudte begær – især fordi Lester heldigvis ender med at blive ramt at et reality-tjek og ikke gå i seng med Angela.

Det værste er sluttwistet

Jeg synes, at Angela er urealistisk optaget af at gøre sig selv til begærsobjekt for ældre mænd, men som slutscenen viser, er hendes pralerier mest tom snak og udtryk for usikkerhed.

Til gengæld har jeg det svært med filmens fejring af Lesters oprør. Carolyn er så karikeret og skinger, at det næsten føles som en fornærmelse mod hele kvindekønnet, men jeg får stadig mere sympati med hende end med barnlige og egoistiske Lester. Hun prøver så hårdt at leve op til idéen om succes, at hun slår sig selv i ansigtet, da hun græder over ikke at have solgt et hus: »Shut up, you’re weak, shut up«, skælder hun ud på sig selv, mens hun senere pumper sig selv op ved at synge med på ‘Don’t Rain on My Parade’ i en skøn bilscene.

»Burde du ikke have talt med mig først?« spørger hun, da Lester har købt en ny bil, samtidig med at han har sagt sit job op – og jo, det burde han! Jeg forstår godt hendes frustration over pludselig at være eneforsørger (tror ikke, han tjener til halvdelen af den husleje ved at vende burgere) og hans nye forbrug af pot.

Flere af de scener, hvor han »sætter hende på plads«, er spillet til komisk effekt, men jeg synes mest, det er ubehageligt, når han kaster med tallerknerne med et »Don’t interrupt me, honey«, fordi der ikke er nogen, der rækker ham asparges midt i et skænderi. Hvad er det for en idealisering af den voldelige alfahan, der beder de dumme kællinger om at holde kæft? Hvad med at tale med sin kone og datter frem for at tale grimt til dem? »Du skal passe på, ellers bliver du til en rigtig bitch ligesom din mor«, siger han til Jane, da hun helt rimeligt konfronterer ham med hans opførsel over for Angela.

Det værste ved filmen er dog sluttwistet, hvor Rickys skabshomoseksuelle far (Chris Cooper) skyder Lester, efter han har afvist ham. For det første er det en freudiansk kliché, at den rasende homofobiske marineoberst selvfølgelig selv er homoseksuel. For det andet føles det som en snydeslutning at lade en overflødig bifigur slå hovedkarakteren ihjel ud af det blå. Det fritager hovedkaraktererne fra at handle på deres eskalerende konflikter, der i stedet efterlades uforløste.

Jeg hilser altid opgør mod normalitet velkommen, men ‘American Beauty’ har i sidste ende ingen løsninger, kun et nihilistisk budskab om, at det er umuligt at bryde fri fra vores selvpålagte snærende bånd.


Så… holder den?

Ja og nej. Filmen er til en vis grad en succesfuld mørk satire over småborgerskabets hule fokus på image og en opvisning i stil, skuespil og replikkunst. Jeg var mindre forarget over Spaceys karakters #MeToo-crush på sin datters veninde, end jeg havde forventet, men til gengæld ikke fan af filmens kvindefjendske fremstilling af hans ægteskabelige oprør.

TIDLIGERE I SERIEN:

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?

Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?

’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?

Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold