‘Memories of a Burning Body’: Ældre kvinder fortæller om liderlighed, oralsex og undertrykt seksualitet i en enestående film
»Tid er som en boble. Den er ikke lineær«.
Nogle gange ligger nøglen til en film i et enkelt citat. Og sådan er det med denne replik i ’Memories of a Burning Body’, skrevet og instrueret af costaricanske Antonella Sudasassi Furniss og vinder af publikumsprisen ved Berlin Film Festival.
Filmen indleder med informationen om, at det følgende er den samtale, instruktøren aldrig havde med sine egne bedstemødre. Vi får at vide, at det er flere forskellige kvinder, Ana, Patricia og Mayela, som her vil fortælle om deres liv. Vi bevæger os herefter med en fotograf rundt i en lejlighed, hvor et hold er ved at gøre klar til, at der skal optages fiktion.
Så snart klaptræet smækker, befinder vi os i et kammerspil, afgrænset af de ældre spanske kvinders hukommelser.
I lejligheden bor filmens anonyme og unavngivne hovedperson, som tusser rundt mellem hverdagsgøremål og mindegenstande. Men i voiceovers hører vi Ana, Patricia og Mayela på skift, uden at det står klart, hvem der er hvem. De taler om barndom, ungdom, forelskelse, familie, kønsroller, religion, sex, børn, ægteskab, overgreb, overvindelse og alderdom. Enkelte gange overtager den anonyme kvinde og siger deres ord højt, alene i sin lejlighed, som om de alle smelter sammen.
Når de tænker tilbage på deres yngre år, overtages billederne af lejligheden af billeder af klasseværelser, karnevaller og ægteskabssengen. Fortid, nutid og deres forskellige oplevelser med at vokse op i et seksuelt undertrykt, katolsk patriarkat flettes sømløst sammen. Det bliver en fattig tekst, når jeg skal forsøge at forklare det – men det er en fremragende film.
Forestil dig deres liv presset ind i en boble. Ikke fortalt lineært eller parallelt, men som et kollektivt vidnesbyrd.
Hovedtemaet i ’Memories of a Burning Body’ er al den skam og alle de tabuer, som hele tiden justerer pigernes og kvindernes adfærd. Nonnerne, som underviser på den katolske skole, giver en mangelfuld seksualundervisning, og piger og drenge forventes at opføre sig, så de kan være jomfruelige, når de ender i det uundgåelige ægteskab.
Alt det flytter selvfølgelig bare seksualiteten over i det skjulte. Pigerne nærstuderer billeder af det kvindelige kønsorgan. Ana, Patricia eller Mayela fortæller, at hun kom hjem til sin mor og sagde, at hun ikke længere ville være venner med en bestemt gruppe piger, fordi de bløder fra »der hvor man tisser«, og hendes mor gjorde hende ikke klogere.
Der er spændende, forbudte oplevelser, som at sutte på det samme bolsje som en dreng, fordi det tæller som et kys, eller at blive rørt til orgasme under en filmvisning, fordi i biografen er der helt mørkt. Men kvinderne fortæller også om at blive slået af deres mor, som så dem med en dreng, at blive beskyldt for at opfordre til overgreb gennem det tøj, de havde på, og ikke at vide, at voldtægt også kan foregå inden for et ægteskab.
Det er hårdt at se og høre, men i ’Memories of a Burning Body’ gives der lige så meget plads til humor og selvironi og til, hvordan kvinderne har løftet deres liv. De griner af, hvor lidt de vidste om deres egne kroppe, når de i dag ved præcis, hvad de skal gøre for at få en orgasme.
For filmen gør også noget, der ikke burde være så enestående, som det er, nemlig at fortælle om og vise ældre kvinders seksualitet med den samme selvfølgelighed, som når unge popstjerner viser hud. Sol Carballo, som spiller den ældre, anonyme kvinde, studerer sine nøgne bryster i spejlet og onanerer ved siden af kristne artefakter på sengebordet. I voiceoveren fortæller Ana, Patricia og Mayela om liderlighed, om at have opdaget oralsex, og om hvordan sex føles på den anden side af overgangsalderen.
Som for at sige, at dit sexliv begynder, når det er samtykkebaseret, præget af nydelse og under din kontrol. Og at når tid ikke er lineær, er det aldrig for sent at starte.
Min kulturdiæt er, helt klassisk i denne streaming-tidsalder, præget af medier i gennemskuelige fortælleformater og ofte med et tempo, der tager højde for min haltende koncentrationsevne. Minder du om mig, skal du nok lige have din hjerne med på, hvad dette er for en slags film.
Men prøv lige at få den med. For det er en oplevelse, du ikke vil gå glip af.
Kort sagt:
Fortællestil, skuespil, alvor og humor går op i en højere enhed i dette fantastiske vidnesbyrd om at være kvinde i et undertrykt, katolsk samfund.