Hvordan blev det i sin tid taget imod?
Da Oasis stod overfor at udgive deres tredje album, var de verdens største band, og de vidste det godt selv. Forventningerne var derfor gigantiske, da ‘Be Here Now’ i 1997 skulle følge op på kæmpesucceserne ‘Definitely Maybe’ og ‘(What’s the Story) Morning Glory’.
Det var, som om der på forhånd var blevet besluttet, at albummet skulle lovprises til skyerne. Den oprindelige modtagelse af ‘(What’s the Story) Morning Glory’ havde nemlig ikke været overvældende positiv. Og fordi det album jo i dén grad ramte plet hos folk, måtte journalisterne og anmelderne hellere stå klar iført ja-hatten, når den stærkt imødesete opfølger landede.
I dokumentaren ‘Oasis – Return to Rockfield’, der fortæller historien om ‘(What’s the Story) Morning Glory’, pointerer Noel Gallagher, at den engelske presse ikke ville »ligne idioter igen« ved udgivelsen af ’Be Here Now’.
Det endte de dog med at gøre alligevel, mener Oasis’ hovedsangskriver: »For ‘Be Here Now’ er ikke en god plade. Den er ikke halvdelen af, hvad ‘Morning Glory’ er«.
Daværende redaktør for det engelske musikmagasin Select, Alex Petridis, er enig, og har i artiklen ‘Circulation and Branding in the UK Music Press’, der blev publiceret ti år efter udgivelsen af ‘Be Here Now’, udtalt, at den umiddelbare lovprisning af det tredje Oasis-album var et resultat af, at pressen »gav efter for den offentlige mening«.
Retrospektive vurderinger af albummet er da også langt mere lunkne end den første bølge af euforisk dækning.
Mange påpeger den massive produktion og at sangene er unødvendigt lange. The A.V. Club mener, at Oasis prøvede så hårdt på at skabe et karrieredefinerede øjeblik, at de forspildte chancen.
Rolling Stone-bogen Album Guide kalder det »en konceptplade, der handler om, hvor lange sange man kan lave«.
Drowned in Sound synes, at albummet bør remixes, og i forbindelse med genudgivelsen skar Pitchfork igennem med dommen, at ‘Be Here Now’ er »en af populærmusikkens mest pinefulde lytteoplevelser«.
Hvordan lyder det?
Jeg har den originale CD-version af albummet og har altid studset over, hvor afsindigt højt, den lyder. Åbenlyst et helt bevidst valg, eftersom producer Owen Morris udtaler i en dokumentar om ‘Definitely Maybe’, at proceduren på de første Oasis-album var at mixe og masterere musikken med det mål, at når en Oasis-sang blev sat på jukeboksen, skulle den overdøve alle andre sange.
Denne »Play it fookin’ loud, man!«-filosofi har så bare den bagside, at det fjerner nuancer og dynamik, og det lider ‘Be Here Now’ under.
Ja, pladen kan overdøve det meste, men at lydbilledet er så komprimeret, bevirker altså også, at man ikke helt kan investere sig i det, der rent faktisk sker i musikken.
’My Big Mouth’ er en stor pølse af overdubs uden skygge af singalong-kvaliteter. Tilsvarende er ‘The Girl in the Dirty Shirt’ og ‘It’s Getting Better (Man!!)’ bøvede, forglemmelige throw-aways, og det mest interessante ved ‘Fade-In Out’ er, at Johnny Depp spiller slide-guitar.
Flere af disse numre lider desuden under at være alt for lange med gentagelser i det uendelige.
Noel Gallagher er en sangskriver af den klassiske rockskole, der sjældent opererer udover intro, vers og omkvæd, hvorfor det er svært at se det overbevisende argument i, hvorfor en sang skal nærme sig syv minutters spilletid.
Heldigvis kan hans eminente sangskrivning også få lov til at trænge igennem den massive lydmur.
‘D’You Know What I Mean?’ puster sig ganske vist op med motorstøj, men det distraherer ikke fra, at det er sang med Oasis’ klassiske anthem-kvaliteter, ligesom nummerets slæbende groove viser et band i udvikling.
Titelnummeret har en charmerende fremdrift med Liam Gallagher i vokal topform, hvor de karakteristiske langtrukne fraseringer ligger lige, hvor de skal.
»Sing a song for me/One from ‘Let it Be’.«
Jo, kærligheden til The Beatles er tydelig, og det er indlysende, at Oasis har efterstræbt at gå idolerne i bedene på albummets helt store sang ‘All Around the World’, som melodisk er glimrende, men i produktionen pumpes op til langt mere end den behøver.
Gennem knap 10 minutter styrer nummeret ambitiøst mod stratosfæren med fuldt symfoniorkester, kor og overdubs i hobetal, og selvom det er en fin sang, er det altså ikke en ny ‘Hey Jude’. Beklager, Noel.
Har albummet fortjent en re-evaulering?
Ja, det har så.
‘Be Here Now’ er ikke på niveau med fuldtræfferne ‘Definitely Maybe’ og ‘(What’s the Story) Morning Glory’. Det kunne albummet ikke leve op til dengang, og det kan det stadigvæk ikke.
Men Oasis’ tredje album er stadig et interessant dokument over den retning, man gik, når man var blandt klodens mest populære artister. Uanset hvad, skulle de jo følge op på en gigantisk succes. I deres tilfælde var det så bare ‘den svære treer’.
Selvom Noel Gallagher flere gange har udtalt i bagklogskabens klare lys, at bandet skulle have ladet støvet fra ‘(What’s the Story) Morning Glory’ lægge sig, og ikke direkte været gået i studiet efter turnéen, hører det alligevel med til historien om Oasis. De red på et momentum og valgte altså ikke at trække stikket for en periode. So be it.
Og så gemmer der sig altså gode sange bag produktionens store armbevægelser.
‘Magic Pie’ er en ganske fin ballade, sunget af Noel, som dog sagtens kunne have klaret sig med tre-fire minutters mindre spilletid. Og selvom den (også) er sovset ind i overdubs, er ‘Stand By Me’ ikke desto mindre et fornemt indslag i diskografien, som med tiden er blevet en Oasis-klassiker.
Det er en sang, der er så stærk i sin grundform, at den funkler lige så klart, når den leveres helt nedbarberet og akustisk.
Et nummer, Liam i øvrigt ofte har spillet til sine solokoncerter.
Så selvom det langt fra er deres bedste album, er ‘Be Here Now’ heller ikke nær så skidt, som mange har gjort det til.
Det fjerde album, ‘Standing on the Shoulder of Giants’ fra 2000, er en helt anden snak, men den kan vi tage en anden god gang.