Hypen døde efter første sæson – nu fortjener serien hyldest som ‘The Sopranos’

Den aktuelle fjerde sæson af Elena Ferrante-filmatiseringen ’My Brilliant Friend’ er højst uretfærdigt fløjet under radaren. Serien om to kvinders venskab er ellers noget af det mest gribende, menneskekloge, smukke og barske drama på tv lige nu.
Hypen døde efter første sæson – nu fortjener serien hyldest som ‘The Sopranos’
'My Brilliant Friend' sæson 4. (Foto: HBO)

ANBEFALING. Hypen var enorm, da første sæson af ’My Brilliant Friend’ havde premiere i 2018. HBO havde satset stort på sin første fremmedsprogede serie, der allerede havde en massiv potentiel international fanbase i de mange, mange læsere af Elena Ferrantes Napoli-romaner om to veninders livslange venskab.

Serien fik glødende anmeldelser i USA. Herhjemme gav Politiken serien sjældne seks hjerter, og jeg kastede selv superlativer efter den i en femstjernet anmeldelse her i Soundvenue.

Siden er serien stort set gået i glemmebogen, til trods for at der er føjet tre mindst lige så fremragende sæsoner til eposset. Fjerde sæson har netop haft premiere, og jeg har ikke set en eneste dansk anmeldelse af den eller hørt den nævnt nogen steder.

Som journalist og ’Fleishman Is in Trouble’-forfatter Taffy Brodesser-Akner skrev på X for nylig:

Godt spørgsmål. Og vi kan tilføje: Hvorfor er serien aldrig blevet nomineret til en Emmy eller Golden Globe?

Kan aldrig slippe væk fra rødderne

‘My Brilliant Friend’, skabt af Saverio Costanzo, er en vidunderlig serie om det komplekse venskab mellem Lenù og Lila, der vokser op i et hårdt arbejderkvarter i 1950’ernes Napoli præget af vold, fattigdom og mafiaopgør.

Begge piger er lynende intelligente og konkurrerer om at være nummer et i klassen. Lenù er den stræbsomme 12-talspige, mens Lila er en temperamentsfuld og uforudsigelig naturbegavelse. De finder hinanden i en gensidig fascination af den andens egenskaber og en udlængsel, som de dyrker gennem litteraturen.

‘My Brilliant Friend’ sæson 1. (Foto: HBO)

De slider deres fælles kopi af ’Pigebørn’ op og drømmer om selv at skrive. Men kun Lenù får lov til at fortsætte i mellemskolen og siden gymnasiet og universitetet, inden hun får succes som forfatter. Da Lila beder om at fortsætte sin skolegang, smider hendes far hende ud ad vinduet, så hun brækker armen. Hun arbejder i stedet i sine forældres skobutik og gifter sig med en af kvarterets mafiamænd for at slippe væk hjemmefra.

Siden forlader hun ham og slider sig op på en pølsefabrik, inden hun får overraskende succes i den nye it-branche.

’My Brilliant Friend’ handler om klasse, om hvordan man bryder fri fra sine rødder, og hvordan man alligevel aldrig kan bryde helt fri. Den handler om kreativitet og om at bryde igennem som kunstner i patriarkatet. Om giftige familieforhold og barndomstraumer, forelskelse, parforhold og moderskab. Om det socialistiske universitetsmiljø og arbejderkampen i 1970’erne.

Venskabet som livets vigtigste forhold

Ikke mindst handler serien om det komplekse forhold mellem de to kvinder, der er mere forbundne til hinanden end til deres børn og skiftende mænd.

De drages til hinanden og altid har hinandens ryg, mens de også konkurrerer, misunder og i perioder undgår hinanden. Særligt Lenù kan ikke klare at blive konfronteret med Lila, når hun er uærlig over for sig selv. Hun ved, at ligefremme Lila, der kender hende bedst i verden, aldrig sparer hende for sandheden.

Sådan er situationen også her i fjerde sæson. Lenù er gået fra sin mand, forskeren Pietro, til fordel for barndomsvennen Nino, som hun altid har været forelsket i. Lila, der også engang har haft en affære med Nino, siger lige ud til Lenù, at hun er en idiot, og at Nino er en upålidelig løgnhals.

Det viser hun sig at have ret i, men det tager hende år, før hun selv når erkendelsen. Der er noget både ironisk og befriende ved, at den altid snusfornuftige, ambitiøse og feministiske Lenù overgiver sig til sin lidenskab.

‘My Brilliant Friend’ sæson 2. (Foto: HBO)

’My Brilliant Friend’ lægger sig tæt opad bøgerne, men har sin egen blanding af drømmende melankoli, rå realisme og æstetisk skønhed. Volden virker voldsommere på skærmen end på skrift, og både kvarterets slum og overklassens prangende æstetik står stærkt frem.

Max Richters følelsesladede score er måske i overkanten, men virker på mig. Hovedrollerne som Lenù og Lila bliver spillet af tre sæt skuespillere, der alle er fabelagtige og deler en intimitet, der er umulig ikke at hengive sig til.

I fjerde sæson har stjernen Alba Rohrwacher, der hidtil har stået for Lenùs voiceover, også overtaget den fysiske hovedrolle. Og selvom jeg savner det unge naturtalent Margherita Mazzucco i rollen, er Rohrwacher en glimrende aftager med sin intellektuelle udstråling og blanding af sårbarhed og råstyrke.

Undervurderet kvindeligt perspektiv

Ligesom bøgerne bliver serien faktisk kun bedre, i takt med at Lenù og Lila bliver ældre og deres liv mere komplekst.

Så tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er serien gået under radaren?

Én forklaring kan være, at den foregår på italiensk. En anden at medierne i stigende grad jagter nyhedsværdien i de nye serier på bekostning af tilbagevendende sæsoner. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at nedvurderingen også har at gøre med seriens kvindelige perspektiv og overvejende kvindelige publikum.

For nylig havde Max premiere på Alex Gibneys glimrende dokumentarserie om ‘The Sopranos’, ‘Wise Guy – David Chase and The Sopranos’, der hylder Chase som et kreativt geni cirka på højde med Gud og serien som en milepæl, der ændrede tv-mediet for altid.

‘My Brilliant Friend’ sæson 3. (Foto: HBO)

Det er helt fair, og jeg elsker ‘The Sopranos’, så ikke et ondt ord om den. Men det er alligevel slående, hvordan den maskuline mafiafortælling er gået over i historien, mens den på mange måder lige så episke, nuancerede, kloge og dramatiske historie om at være kvinde i et mafiasamfund ikke opretholder samme kulturelle status.

Selvom Lenù og Lila ikke er mafiabosser, der laver rænkespil og plaffer folk ned, er deres liv og livsvalg i lige så høj grad påvirket af miljøet som Soprano-familien. Fortællingen om at være et magtesløst offer for vold, være afhængig af lusede mænd og kæmpe med næb og kløer, intellekt, flid og mod for at undslippe volden er mindst lige så interessant.

Så til alle, der savner ’The Sopranos’ og guldalderen, hvor dramaserierne blev udråbt til vor tids romaner: Gå hjem og se ’My Brilliant Friend’ og glæd dig til at lade dig suge ind i Lenù og Lilas barske og smukke verden.

Hvis vi sammen anbefaler serien nok, kan det være, at HBO om 20 år udgiver en dokumentar om den.

‘My Brilliant Friend’ kan streames på Max.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af