Klar til Roskilde? Find den rigtige regnjakke

Takket være især Vetements er regnjakker ikke kun en praktisk foranstaltning, men noget de fleste designere gerne vil give deres bud på. Vi har fundet ni gode bud.

Tjekker du også dagligt vejrudsigten for Roskilde, før festivalen starter på lørdag? Vi tager i hvert fald ikke af sted uden en regnjakke. For selv om vi ikke håber på en gentagelse af NorthSide, så better safe than sorry.

Heldigvis er regnjakken mere end nogensinde før aktuel i modebilledet, hvor en række brands har specialiseret sig på området, imens flere interessante collabs, der for alvor gentænker regnjakkens udtryk, også har set dagens lys.

Vi har fundet ni regnjakker, der gør dig festivalklar.

Rains x Opening Ceremony

Rains er uundgåelige, når det gælder regnjakker. Danskernes evne til at kombinere æstetik og funktionalitet har skabt genklang i både ind- og udland. Den opmærksomhed er blandt andet resulteret i flere collabs med amerikanske Opening Ceremony. Seneste skud på stammen byder på massiv color blocking med tredelte designs, der inkluderer en pink, hvid og gul udgave.
929 kr. hos Opening Ceremony


Won Hundred

Under vinterens modeuge i København luftede Won Hundred for første gang mærkets transparente bud på en regnjakke. Nu er den landet på mærkets webshop, og med det transparente materiale, har du i høj grad mulighed for at præge og variere jakkens udtryk, hver eneste gang du trækker i den.
1.000 kr. hos Won Hundred


Stutterheim x Henrik Vibskov

Du har også mulighed for at sætte kolorit på de grå regnvejrsdage med Henrik Vibskovs farverige designunivers. Den danske designer har blandet blod med de svenske regntøjseksperter fra Stutterheim, og sammen har de begået en jakke, der også omfavner den iøjnefaldende color blocking – ligesom Rains x Opening Ceremony.
2.550 kr. hos Stutterheim


Thom Browne

Tricoloren er en fast bestandel af New York-designerens luksuriøse designunivers, der igennem en årrække har sat standarden for proportionslegen i den mere formelle del af herregarderoben. Tricoloren spiller også en væsentlig æstetisk rolle på en af designerens regnjakker, der har fået den velkendte farvekombination påtrykt ned over brystet. Men ja, selv om jakken faktisk er på tilbud lige nu, skal der skal graves ekstra dybt i lommerne, hvis du skal finde plads i budgettet til den.
13.117 kr. hos Mr. Porter

Annonce

Tretorn

Det svenske mærke er måske mest kendt for sine tennisinspirerede hvide sneakers, men på regnjakkefronten gør mærket sig også solidt bemærket. Med sommerkollektionen formår Tretorn blandt andet at udfordre den klassiske opfattelse af en regnjakkesilhuet med en vandafvisende varsity-jakke.
750 kr. hos Tretorn


Vetememes

Sidste år dukkede Vetememes op som en humoristisk pendant til Demna Gvasalias magtpræstationer i modebilledet hos Vetements og modehuset Balenciaga. Og nu er det igen muligt at sikre sig kopiregnjakken, der startede det hele for den 23-årige Davil Tran, som står bag brandet og nu også har lavet mærket Boolenciaga.
550 kr. hos Vetememes


Mackintosh

I 1823 opfandt englænderen Charles Macintosh et vandtæt materiale til jakkebrug. Siden dengang har Mackintosh været en pioner på området for luksusregnjakker. Mærkets SS17-kollektion byder på en stribet version af den klassiske Mackintosh-silhuet, og vi er mildest talt vilde med den.
7.600 kr. hos Mackintosh


Rains x Andrew Salgado

Opening Ceremony er langt fra Rains’ eneste samarbejdspartner, også kunstneren Andrew Salgado har givet sit bud på regnjakken med et stormønstret print, der til forveksling kunne ligne slangeskind. Printet er taget fra et af kunstnerens malerier.
899 kr. hos Rains


Zara

Også hos high street-kæderne er det muligt at klikke stilsikre og minimalistiske regnjakker hjem, men ja, du skal blot have in mente, at Zara netop er blevet stævnet for at have kopieret ét af Rains’ regnjakkedesigns.
449 kr. hos Zara

Læs også: Tidens otte stærkeste kendiskollektioner – rangeret