Angel Olsen – bedre end babybilleder

Angel Olsen – bedre end babybilleder
Foto: Arkiv
Angel Olsen, hendes nærvær, hendes stemme og hendes tekster stjal opmærksomheden i Lille Vega.
5 6

Koncert, Lille Vega

Jeg så en dame slette et babybillede på sin telefon. Det sætter fint onsdag aften i perspektiv. For damen var ikke forkert på den. Baby måtte ofres til fordel for den rolige sangerinde i grungeskjorte og det mest mystiske smil i Købehavn. Så godt var det.

Starten var ellers mistænkelig. Lydmanden var nok ikke nået tilbage fra lokummet til de første numre, hvilket sørgede for, at bassen var så grum og tung, at den nærmest feedede de forreste rækker væk.

Angel Olsen og bandet trak startniveauet op. Det fortsatte de med at gøre i en lille time, indtil det hele klimaksede i et eminent cover af Fleetwood Macs ’Dreams’. Der findes ikke mange sangerinder, som kan yde Stevie Nicks retfærdighed. Angel kunne.

Coveret var i det hele taget et logisk valg. Som på hendes seneste album, ’Burn Your Fire For No Witness’, svævede en behagelig, knitrende 70’er-lyd over hele koncerten. Især når leadguitaristen, Stewart Bronaugh, i løbet af aftenen slap sine pedaler løs i små melodiske soloer, var det som at være skruet 40 år tilbage i tid. Og det var lækkert.

Mindst ligeså behageligt var det, at Olsen var både levende og menneskelig, i stedet for nederen og introvert, som nogle i branchen af stille musik ellers synes er det perfekt live-suit (Mark Kozelek. Og jeg gider ikke engang at hoste det ud). Sangerinden er et eksempel på, hvordan publikumskontakt kan skabes selv om man ikke gider at gøgle, og samtidig står stille som en marmorsøjle. I Olsen tilfælde en søjle iført smalle øjne og skævt pandehår. Om der faktisk var øjenkontakt, eller om Olsen bare gled væk i tågerne fra sin egen ulykkelige kærlighed, når hun stirrede ud blandt publikum, betød ikke det store. Hun fik os på krogen med sin intense, men rolige tilstedeværelse og halede os ind med den stemme, som til tider nåede Pia’fske højder. Live og med band dukkede nye nuancer og nyt liv op i hendes vibrerende inderlighed.

Læs også: Angel Olsen: Her er soundtracket til mit liv

Lige under toppen var, i hver sin ende, den stille ’Mirinda’, med et smil på læben dedikeret til »All those policemen out there fighting crime«, og ’High & Wild’, hvor vi fik noget nær smadder fra verdens mest likeable backingband i klassisk setup med bas, leadguitar pg trommer.

Selve toppen var Miss Olsen. Det var hende, hendes person, hendes stemme og hendes tekster, der stjal et kæmpe stort femtal med ud i tourbussen og videre ud i den – i Olsens ånd – store ensomme verden.

Sponsoreret indhold
Lauryn Hill, Suspekt, Minds, Mø og mange flere
Årets Fredagsrock program er ude – og det er spækket med store, strålende stjerner fra ind- og udland. Se hele den vilde musikplakat her.
Tivoli
Sponsoreret indhold