Det har været flere af dem for både Kanye West og Justin Bieber: Øjeblikke, hvor man har måttet standse op og tænke, hvad foregår der lige i hovedet på dem?
De har begge været på stort opsatte turnéer og i svingende grad haft bangers på hitlisterne. Men alligevel er det livet uden for scenen, der har været mest i mediernes søgelys. Og med god grund. Både Justin Bieber og Kanye West har sagt og gjort ting i årets løb, der har skabt forvirring og frustrationer i så høj grad, at der har været decideret tvivl om de to verdensstjerners mentale velbefindende.
Vi har været årsarkivet igennem og ud fra fem parametre vurderet, hvem af de to, der tager prisen for det mest bizarre år.
Mødet med fans
Vi starter med at kigge på kontakten med fans uden for scenen. Her har Kanye West som vanligt opført sig som en veritabel gospelkordreng. Det nærmeste vi kommer et WTF-moment var, da han Big Sean, 2 Chainz, Desiigner og Pusha T blandt andre annoncerede en popup-koncert i New York, der lukkede flere gader hele natten. Koncerten måtte aflyses, men Kanye dukkede alligevel op og lod sig hylde fra soltaget i sin bil.
Justin Bieber derimod, har slet ikke haft samme overskud over for sine fans. To gange har han ladet håndmadderne tale, når fans er kommet for tæt på. Det skete efter NBA-finalen i år og senest i Barcelona, hvor en fan nærmest overfaldt ham gennem vinduet i en bil. Det kvitteres med en knytnæve.
Til gengæld demonstrerede Justin Bieber også, hvor cool han kan være, da han besøgte en knejpe i hjembyen London, Ontario og spontant satte sig til klaveret og spillede for de besofne gæster.
Alligevel er det Bieber, der har været mest utilregnelig i mødet med fansene. 1 point til Bieber.
Fra scenekanten
Begge d’herrer Bieber og West har været flittige til at bruge scenekanten som deres sæbekasse og strø om sig med meninger – den ene mere usammenhængende end den anden.
For Justin Bieber var det ham magtpålæggende, gang på gang at understrege at »skrig er bare så utiltalende« for dermed at sende en verbal fuckfinger til hver og én af de tusinder og atter tusinder af fans, der har lænset børneopsparingen for at stå på et fyldt stadion og se deres canadiske helt.
Krydr så lige det med adskillige optrædener – inklusive den i Telia Parken – hvor han nærmest undskyldte for sit manglende engagement, sideløbende med at han forsikrede om, at han elskede sit arbejde.
“I would have voted for Trump.” – Kanye West pic.twitter.com/g9qxaT7aRc
— billy (@billycrossover) 18. november 2016
Men selvom Biebers sceneoptrædener har været anledning til en del løftede bryn, så er Kanye West mesteren af et solidt scenekantsrant. Var du blandt de heldige, der nåede at opleve ham på sin nordamerikanske ‘The Life of Pablo’-tour, har du været indlagt til et minimalistisk sceneshow og flere afbrydelser end Donald Trump kan diske op med i en præsidentiel debat. Kanye har stoppet numre midtvejs for at levere tirader om alt fra wannabes, Grammy-uddelingen og Kid Cudi.
I løbet af touren blev ordskvalderen i stigende grad politisk og inden han aflyste den resterende del nåede han til en koncert i San Jose at afbryde koncerten 13 gange og rante i en time. Det var her, han erklærede sin forståelse for Donald Trump. Og så var den tour ellers slut.
Den dyst ender 1-1, så stillingen samlet set er 2-1 til Justin Bieber.
På de sociale medier
Selvom der er tydelige paralleller mellem Bieber og West, så har de adskilt sig på et centralt område: De sociale medier. Hvor Bieber er flygtet fra det, har West været særdeles aktiv.
For Justin Bieber blev det i 2016 til en afsked med Instagram, et socialt medie, hvor han var særdeles aktiv og som i høj grad havde været hans direkte talerør til fans. Op til lukningen af kontoen havde der været flere ugler i mosen: Først havde han skabt reaktioner hos de mere konservative fans efter han fik en ansigtstatovering, dernæst udløste han vrede ved at få lavet dreadlocks. Men døren smækkede i efter han fortalte fans, at de skulle behandle Sophia Ritchie – som flere spekulerer i var hans daværende kæreste – ordentligt i kommentarfeltet. Det skete ikke, så Bieber tog konsekvensen og endte med at kalde Instagram »en server, hvor djævlen bor«.
Det er dog altsammen harmløst sammenlignet med de hovedrystelser Kanye West har udløst med sin optræden på de sociale medier. I modsætning til Justin Bieber har han meldt sig under Instagrams regnbuefarvede faner med en mildest talt bizar profil. Hans første billede var et stillbillede uden kontekst fra ‘Total Recall’. Dernæst landede der i løbet af en nat postede 99 slørede billeder fra en Maison Martin Margiela-lookbook.
Det blegner dog ved siden af hans Twitterprofil, der igen i år har været Kanye Wests foretrukne platform til at brøle sine bizarre budskaber ud.
Hvor skal man starte: Beefen med Deadmau5, der som Kanye er en del af ejerkredsen i Tidal? Beefen med Wiz Khalifa, der endte i en røvfinger-reference fra Amber Rose?
Awww @kanyewest are u mad I’m not around to play in ur asshole anymore? #FingersInTheBootyAssBitch
— Amber Rose (@DaRealAmberRose) 27. januar 2016
Hvad med da han tweetede om, at ulovlige downloads ødelagde musikindustrien, samtidig med han delte et billede, hvor han selv bruger Pirate Bay? Eller da han erklærede sin enorme gæld og forlangte hjælpe fra Mark Zuckerberg og Larry Page?
Eller var det mest vanvittige øjeblik reelt set på Kim Kardashian Wests Snapchat, hvor hun lagde Kanyes telefonsamtale med Taylor Swift om den famøse bitch-linje på ‘Famous’ ud? Der er rigeligt med bizarre momenter at plukke fra.
Det bliver et kæmpestort point til Kanye West. Stillingen er 2-2.
Kunstnerisk
På kontoret har Justin Bieber og Kanye West haft to vidt forskellige år. Hvor Kanye har spyttet et af årets bedste albums ud, han har lavet opsigtsvækkende videoer og stået bag to Yeezy-kollektioner. Justin Bieber har lavet et par covers og lagt stemmebånd til DJ Snakes ‘Let Me Love You’. Men lidt kan også gøre det på WTF-fronten.
For selvom Justin Bieber ikke har været produktiv, har han alligevel vakt opsigt. For eksempel fik det rimeligt drøje hug, at han lavede covers af 2Pac og Tracy Chapman. Ligeledes var der tærsk til hans optræden i Telia Parken i sommers for den endeløse playback og generelt ugidelige optræden året igennem.
Kanye West har lanceret meget mere, han skulle stå på mål får i 2016. Og selvom meningerne har været delte, er der ingen tvivl om at det kunstnerisk har været endnu et stort år for Kanye West – særligt med udgivelsen af ‘The Life of Pablo’. Men som det sig hør og bør med Kanye, har tracks og videoer som ‘Famous’ og ‘Fade’ fået mere omtale for sin kontroversielle tekst og indhold, end dets egentlige kvaliteter.
Størst af alt var den opsøgte beef med Taylor Swift qua »I made that bitch famous«-linjen i ‘Famous’ – en linje, der delte vandene og vakte forargelse fra første gang den bragede ud af højtalerne i Madison Square Garden i februar.
Oveni hatten lykkedes det også Kanye at udløse skeptiske grin, da han debuterede som digter i Frank Oceans magasin ‘Boys Don’t Cry’, hvor han halvt hyldede, halvt dissede McDonalds og pomfritter. W. T. F.
Det er et klart point til Kanye West, men det også stort set uden konkurrence fra The Bieb.
Det personlige plan
På et område er der dog ingen tvivl. I det private liv har Justin Bieber levet en nærmest asketisk munketilværelse ved siden af Kanye West. Sit personlige liv har han effektivt holdt ude af det offentlige søgelys.
For West har det nærmest fyldt mere end det professionelle liv. Hvis vi bare spoler et par måneder tilbage, har der både været et væbnet røveri i familien, en indlæggelse grundet overanstrengelse og et omdiskuteret møde med Donald Trump.
Hvis man ikke viste bedre, skulle man tro, at Kanye West var centrum for ‘Keeping up with The Kardashians’.
Igen tager Kanye West stikket hjem med en sikker sejr. Dermed ender stillingen 4-2 til Kanye West, der dermed igen i år kan erklære sig den ukronede konge af WTF-øjeblikke.
Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1
Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews