‘Damn’: Kendricks splittede epos cementerer ham som en af de bedste rappere nogensinde

‘Damn’: Kendricks splittede epos cementerer ham som en af de bedste rappere nogensinde
‘Damn’: Kendricks splittede epos cementerer ham som en af de bedste rappere nogensinde - Damn
6 6
Kendrick Lamar
'Damn'

Album, Universal

Kendrick Lamar er en kamæleon. På ’good kid, m.A.A.d City’ var han K-Dot – den letpåvirkelige teenagegrønskolling med smag for det kriminelt tillokkende rendestensliv i Compton. På ’To Pimp a Butterfly’ indtog han rollen som Cornrow Kenny – den åndeligt opvakte fakkelbærer, der prædikede fred, kærlighed og samhørighed. Hvor førstnævnte manøvrerede i Compton-ghettoens vægtige slum, baskede sidstnævnte med vingerne i et febrilsk landskab af fristilsjazz og analog funk.

Med ’Damn’ har Kendrick endnu engang fundet det nødvendigt at genopfinde sig selv. Han skifter ham, ændrer kurs og formår (endnu engang) at lyde uovertruffen i processen – i denne runde i rollen som den såkaldte Kung Fu Kenny: En rapper, der – lidt ligesom en kung fu-vismands lærling – mestrer adskillige (rap)stilarter, men bakser med at finde ubesmittet, spirituel ligevægt.

Til forskel fra det foregående albums socioøkonomiske agenda, kredser ’Damn’ nemlig om Kendricks nervekrig med sig selv i livet som stjernerapper. Han hersker ubønhørligt over resten af rap-gamet og skatter sin kunstneriske overmagt, men føler samtidig også, at Gud har forladt ham netop af selvsamme grund. Kendricks position som hiphop-regent er således både en velsignelse og en forbandelse. Og alt dette bærer ’Damn’ umiskendeligt præg af.

Så tidligt som på ’DNA’, hvor Kendrick troner frem som rappende kødæder i en blodrus, anes pladens tumultariske akse. Stridslysten syder furiøst i ham, mens han sammenligner sig selv med selveste Jesus: »I was born like this (…) / immaculate conception / I transform like this, perform like this / was Yeshua’s new weapon«.

På næste track, ’Yah’, lyder den allegoriske frelser dog ør og letargisk som en slingrende drukkenbolt faret vild i tilværelsens gyder. Det er som om, at den fortabte søn allerede nummeret efter ’DNA’ har glemt konfrontationen, fordi hans rådvildhed har forledt ham ud i personlighedsspaltning.

En gennemgående dikotomi spores således på ’Damn’, ikke mindst i tracklistens kontrasterende syndefaldstitler: ’Pride’ kontra ’Humble, ’Lust’ kontra ’Love’ – alle enormt brogede, men velkonstruerede skæringer, der portrætterer en King Kendrick bevidst om åndelighedens dyder, men som har svært ved at tyde sit moralske kompas.

’Humble’ lyder eksempelvis alt andet end ydmyg med sit højspændte klaver og hovmodige linjer. Det samme gælder den dunkle perle ’Lust’, hvis motiv handler mere om ugidelig meningsløshed end kødeligt begær. Med nihilistisk stemmeføring rapper Kendrick her om den monotoni, der præger mangt et vestligt liv: »Thinkin’ ’bout money, kick your feet up / watch you a comedy, take a shit, then roll some weed up / go hit you a lick, go fuck on a bitch, don’t go to work today«.

Ofte fremstår Kendrick depressivt rystet som følge af den selvrealisering, at han ikke er i stand til at frelse sig selv, selv om han ganske vist er rap-genrens frelser. Dette bedyrer han på den spøgelses-soulede ’Feel’: »I feel like the whole world want me to pray for ’em / but who the fuck prayin’ for me?«.

Bedst som man tror, man har regnet en sang på ’Damn’ ud, slår den over i et andet (og ofte tredje) beat, mens kapelmester Kendrick fører an med mageløst vekslende intonation, der kører turbulent følelsesslalom og ofte med fuldt overlæg modsiger sig selv. Især den bemærkelsesværdige ’XXX’, der først lyder som et skævt N.W.A-nummer for så at mutere sig til sentimentalt jazzet U2-rock, excellerer i dette.

Få af numrene – ’Love’, ’Loyalty’ og ’God’ – slænger sig i mainstreamvenligt terræn og virker, trods deres religiøst anlagte titler, snarere som potentielle radiohits end essentielt bidragende narrativer. Men når for eksempel ’Love’s r’n’b-euforiske hook parret med svalende synth er så uimodståeligt catchy, slipper Kendrick (og featuren Zacari) uskadt fra det. Faktisk agerer de få popbidder livsbekræftende pusterum i resten af ’Damn’s skizofrene tematik, hvorfor de alligevel tjener et formål.

Til trods for albummets famlende eksistenssyge er man som lytter sjældent i tvivl om Kendricks vision. Netop skizofrenien er den røde tråd, der forlener værket med en (pudsigt nok) fragmenteret kvalitet, der praktisk talt trygler om at blive udforsket nærmere, og som for hvert genlyt vokser ekspansivt i takt med, at man bemærker alle de sirlige detaljer og intrikate kroge.

’Fear’ er især et fantastisk dragende eksempel på, hvor mange lag Kendrick dykker ned i for at udlevere sig selv. Over den fordrukkent slæbende Alchemist-soul genkalder rapperen tre episoder i sit liv – først som syv-, dernæst 17- og 27-årig – der paralyserede ham af frygt, mens han indifferent reciterer: »I’ll probably die anonymous, I’ll probably die with promises«.

Men Compton-auteurens skæbne ville det anderledes, hvilket hele ’Damn’ kulminerer med på ’Duckworth’: En episk, Motown-agtig outro, der ikke alene er et stilstudie i fortælleteknik, men også leverer et plottwist så tankevækkende, at det virker for godt til at være sandt.

Ikke desto mindre er ’Damn’ en sand historie. Det er historien om King Kendrick, der manøvrerer sin egen gale og geniale tilværelse med alt, hvad den indebærer af sumpende depression og maniske anfald.

Tematisk er rap-regenten i eksistentiel vildrede, men rent kunstnerisk er ’Damn’ en udelt succes. Det er så hudløst selvudleverende og eklektisk eksperimenterende, at man mærker alt blodet, sveden og tårerne, der siver ud fra skizofreniens hektiske hærgen.

Med ’Damn’ understreges det mere end nogensinde før, at Kendricks eftermæle troner over resten af samtidens rap-parnas, og at han i øvrigt har sikret sig en plads i hiphoppens Mount Rushmore.

Kendrick Lamar er ikke bare vor tids største rimsmed. Han er en af de bedste rappere nogensinde.


Kort sagt:
På ’Damn’ indtager Kendrick Lamar rollen som Kung Fu Kenny – en rapper, der mestrer alle tekniske stilarter, men bakser med at finde åndelig ligevægt. ’Damn’ afspejler på fuldkommen fantastisk vis den spirituelle splittelse, Kendrick underkastes som følge af hans frelserkompleks. Selv om han ganske vist er hiphoppens redningsmand, kan han ikke frelse sig selv. Men netop denne kontrasterende dikotomi gør ’Damn’ til et mesterstykke, der tillader Compton-rapperen at genopfinde sig selv.

Læs også: Intens afhøring: Kendrick Lamar lægger sig ud med loven i video til ‘DNA’