Solange på Roskilde Festival: Hjerte, sjæl og perfektion

Solange på Roskilde Festival: Hjerte, sjæl og perfektion
6 6
Solange

Koncert, Roskilde Festival, Arena

Nogle koncerter er stramt koreograferede. Timede og tilrettelagte – professionelle, men upersonlige. Andre koncerter er indviende. Som en autentisk intimoplevelse, man deler med kunstneren, og som lukker sit publikum helt tæt ind på livet.

Uanset hvor god en koncert end måtte være, vejer den ene type oplevelse som regel tungere end den anden. Bortset fra denne aften på Arena, hvor Solange fik perfektionisme og intimitet til at gå hånd i hånd.

Luften var tyk af forventning og ærefrygt, da Solange indtog scenen. Iklædt røde lakbukser og store, bølgende lokker gik hun ydmygt ind blandt sit kor og band, der stod ret op og kampklare – som en hel lille soulhær klædt i rødt, klar til at adlyde deres hærførers mindste bevægelse.

Ikke en fod blev sat forkert, intet lille knips eller knejs ramte ved siden af. Med synkrone, flydende bevægelser – halvt dansende, halvt voguende og tai chi-udøvende – blev både kor, band og deres leder ét med musikken og med hinanden.

Kampen blev indledt med de drømmesyge, soulflirtende ’A Seat at the Table’-numre ’Rise’ og ’Weary’ efterfulgt af et af sidste års absolut stærkeste singler overhovedet: ’Cranes in the Sky’. Flere af numrene fra omtalte album kunne man let frygte ville drukne i det til tider ubarmhjertige festivallandskab og al dets bajer-binging og lydsmat. Men frygten var ubegrundet. Trods lydproblemer formåede Solange og hendes skarpe opbakning at få selv de mest underspillede detaljer til at komme til deres fulde ret.

Det var ikke blot perfektionismen, der tilsyneladende banker i blodet hos familien Knowles, som fik detaljerigdommen i Solanges værker til at stråle. Det var den indlevelse, de blev leveret med – med krop, sjæl og hjerte. Med kuldegysninger og gåsehud fik hun os til at mærke sin smerte, sin kamp for a seat at the table. Som kunstner, som kvinde, som afroamerikaner.

Det ene øjeblik rørte hun sit publikum til tårer med numre som ’F.U.B.U.’ og ’Mad’, det næste leverede hun et par kærkomne ture ned ad memory lane med ’True’-numrene ’Lovers in the Parking Lot’, ’Bad Girls’ og ’Losing You’, så tårerne tørrede i lutter euforisk fællesdans. Hun spillede på hele følelsesregistret, og hun spillede præcis lige så rent, som hun sang.

Solange både krævede og fortjente sit publikums udelte opmærksomhed. Midt mellem sine skarpt koreograferede bevægelser og glasklare fraseringer rakte hun ud og omfavnede os – metaforisk såvel som bogstaveligt. Hun gjorde sit storstilede, stramme show personligt, hun tillod de lydhøre festivalgængere at komme helt tæt på. Med blødende hjerte, varm sjæl og ærefrygtindgydende perfektion.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival