9. Maximillian ’Strangers’
Den unge popnovice med Sam Smith-vokalen fremførte naturligvis sin nyeste single ‘Strangers’ til tv-debuten. Vårharen leverede egentlig et tilforladeligt live-show, der dog havde helt basale mangler i forhold til stemmebåndet. Ud over at sprælle lidt på det bombastiske hook virkede det til, at røsten lå begravet under instrumenteringen, der i sidste ende tog overhånd og ikke gjorde plads til meget andet. Det var ikke håbløst, men mælet manglede pondus og punch.
8. Hugo Helmig ’Please Don’t Lie’
Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Hugo Helmig har fået musikken ind med modermælken. Som søn af hele landets ’Stupid Man’ viste knægten flair for catchy guitarpop med den mainstream-behagende ’Please Don’t Lie’, men samtidig var det trods alt svært at pimpe Hugos harmløse pop op til den helt vilde seance. Han klyngede sig en smule forstenet til mikrofonstativet, men med et Helmig’sk glimt i øjet blev det til en godkendt tv-debut.
7. Noah Carter ’Wise Up’ / ’Come Alive’
Det var et passende nummer, B.O.C.-rapperen valgte at introducere sig selv med; den selvransagende ’Wise Up’ med hovedet pakket ind i en stramt optrukket, hvid mundering. Med et tilsyneladende uendeligt Colgate-smil viste multitalentet Noah Carter, at han betvinger et dybt kosmopolitisk tilsnit i både attitude og tilstedeværelse, men da det koksgrå radiohit ’Come Alive’ tonede frem, virkede han en smule nervøst dirrende.
Der var sædvanligvis plads til et par cheeky dansetrin og flabede publikumshenvendelser, men hans undskyldningsmanøvre ved nærmest at trække charmerende på både smilebåndet og skuldrene signalerede afslutningsvis, at han muligvis glemte teksten efter det første vers. Det virkede mærkeligt.
6. Nelson Can ’Break Down Your Walls’
Badet i blå nuancer og uden snerten af hverken bullshit eller hokuspokus bandt Nelson Can sig vanen tro op på Selina Gins insisterede og sælsomme stemmeleje på ’Break Down Your Walls’, mens Maria Juntunen gungrede tøjlesløst på tønderne og Signe Tobiassen betvang den håndfaste basgang.
Trioen havde hevet to backingsangere med på podiet, selv om de ikke behøvede det store for at spille koncertsalen op med det måske mindst rockede Nelson Can-nummer til dato. Deres spartanske snit var utvivlsomt et friskt pust i forhold til de andre optrædende, men det var også en anelse stillestående i sin helhed.
5. The Minds of 99 ’I’m Gonna Die’
Esset i årets P3 Guld-ærme kom i form af The Minds of 99, der i aftenenes anledning var hallucinatorisk stemt. Man skal nok lige vænne sig til de der engelske gloser, men gruppens opvisning af den nye single ’I’m Gonna Die’ var en ret bombesikker og frenetisk affære fuld af røg, livlige fagter og et flakkende lysshow, hvor synthmelodien i verset tog fat og sjældent gav slip. Niels Brandt var i øvrigt fantastisk, så der var ikke så meget at komme efter.
4. Scarlet Pleasure ’Limbo’ / ’Good Together’
Med en hættetrøje- og velourjakkeklædt Emil Goll i spotlightet indledte Scarlet Pleasure hele P3 Guld-ballet med den flødestuvede og intime ’Limbo’. Ouverturen fik klædeligt lov at brænde stille ud, inden boybandets poppumpede pompøsitet tog over på ’Good Together’, hvor Golls blåøjede Michael Jackson-falset spillede med musklerne over en svulstigt glitrende synth. Det er uvist, hvorfor flere af dem havde taske på, men det var en bundsolid popoptræden med smæk på tønderne.
3. Soleima ’Paper’ / ’Breathe’
Sarah Mariegaards pastelfarvede ballader smeltede ud over hele koncertsalen, først med den strygerbårne ’Paper’ og dernæst den Ben Khan/Jai Paul-lydende ’Breathe’, der over huggende synth bragte sangerindens revnende englevokal op i hendes sædvanligt tindrende luftlag. Soleimas og hendes skvulpende, næsten søsyge pop formåede til alt held at løsrive sig fra mikrofonstativet, og hun valsede herefter rundt i quirky kadencer, der ultimativt dannede rammen om et af P3 Guld-showets bedste præstationer.
2. Kesi ’Følelsen’ / ’Mamacita’
Atter engang beviste Kesi, at han er den fødte performer. Udstyret med bastant autotune troppede han op i intet mindre end en hvid og vidt åben sommerskjorte, matchende bukser og solbriller over et violet bagtæppe, mens ’Følelsen’ optøede publikum. Derefter rullede han sin stensikre scenetilstedeværelse ud over ’Mamacita’s varmblodede olietønder og dameglade hook.
Nørrebro-rapperen interagerede med publikum, han piskede en hujende stemning op, og inden man vidste af det, var en af landets absolutte hiphopsværvægtere omringet af omtrent 50 dansende damer, der satte et festligt punktum på aftenens næstbedste indsats.
1. Benal ’Uh Babe’
Hvor var det befriende, at Benal, der med ’Uh Babe’ rev og ruskede mest i P3 Guld-lakken, også var det act, der løb med hovedprisen. Ikke mindst var produktionen svedig som bare fanden – vanvidsstrygerne var, ja, vanvittige – og Benjamin yderst skarp, den særegne hiphopduo tog også som de eneste gevaldige chancer på podiet, der gav mere end pote.
Første satsning åbenbarede sig i en lille klon af Benjamin, der sang omkvædet, mens rapperen demonstrerede overskud ved at slynge mikrofonstativet over skulderen og tøjle flowet stramt og millimeterpræcist.
Efterfølgende fulgte et utal af overraskelser: Benjamin sang synkront med sin Mini-Me og kurdiske folkedansere skabte ståhej, inden aftenens mikrofonmand i skysovs begav sig ud blandt de mørklagte publikumssæder, hvor han ganske kompromisløst byggede bro mellem duoens pumpende poesi og elektroniske strømlining i fuldt live-flor. Fuldstændig i tråd med deres karriere lod Benals P3 Guld-optræden sig aldrig tæmme. De leverede aftenens bedste optræden med flere længder.
Se samtlige optrædener HER.
Læs interview: Benal har fundet deres helt egen plads i dansk hiphop: »Vi kan ikke battle med Kesi og Gilli på hitlistemusik«
Læs også: Vinderne kåret ved P3 Guld