Det ene øjeblik får du en mavepuster af en spydig punchline. Det næste bliver du øm om hjertet af skrøbelig poesi. Linjerne bliver nådesløst ytret af en nydelig mand i pertentligt knappet skjorte og et alvorligt blik bag brillerne, mens en uforudsigelig leg af tunge beats og boblende hooks slås om stemningen, der drilsk svinger fra det feststemte til det melankolske.
Jeg har både set det ske ved en smadret fest af en koncert på Stengade, og jeg har oplevet det fra et veloursæde i den fornemme koncertsal i Aarhus’ Musikhuset.
Benal passede ikke bedre ind det ene sted frem for det andet. De gjorde rummene til deres egne, så de i sidste ende føltes som skabt til begge scener.
Jeg har haft svært ved at placere Benal på mit mentale kort over det danske hiphoplandskab. Jeg er ikke meget for at indrømme det, og enhver kunstner vil nok krumme tæer over at høre, at jeg overhovedet forfalder til at smække et mærkat på musikken. Men humlen er, at jeg ikke aner, hvad jeg helt præcist skal forvente, idet jeg sætter mig foran rapper Benjamin Hav og producer Magnus Albert Wanscher over en kop kaffe i køkkenet til deres studie på Frederiksberg.
En knytnæve i dogmernes ansigt
Benjamin og Magnus (der i folkemunde bedst kendes som Albert) snakker sammen om, hvor de skal fotograferes senere. Det skal hellere være i en baggård blandt blomster end op ad en graffitivæg og gamle olietønder. Den slags gjorde de en del ud af i Benals spæde dage. De ville gerne bryde med det gængse billede af en stereotyp hiphopgruppe. I dag tænker de ikke så længe over det: Det harmoniske blomsterbed trumfer selvfølgelig over det hærgede bybillede.
»Det bliver hurtigt sådan, at rock er folk med langt hår og læderjakker, og hiphop er folk med kasket og graffiti«, siger Benjamin, mens han sender Magnus’ kasket et skeptisk blik. »Jeg tror bare gerne, vi ville være mennesker. Med så få rammer og dogmer som muligt. Det føles dejligst«.
Magnus retter smilende på sin kasket. Nok spekulerer de i, hvordan de bliver modtaget, men deres lune er øjensynligt ladet med mere selvironi end selvhøjtidelighed. De er bare mennesker. Det er musikken, der er produktet.
Men som Benjamin siger, er der intet i vejen med tanken om at ville sætte dem i en bås. Det betyder jo i bund og grund bare, at »folk giver en fuck«. Og siden Benal rullede deres ep-trilogi ud i 2013 og til nu, hvor de netop har udgivet deres andet album, ‘Hvis det virkelig er vigtigt’, er der blevet givet flere og flere fucks fra hele familien Danmark. De har netop vundet P3 Prisen, de har været uundgåelige i radioen, de har høstet storstjernede anmelderroser og spiller i næste weekend (næsten) udsolgte koncerter i Store Vega og på Train.
Benjamin: »Man kan godt mærke, at der sker et eller andet lige nu. Danmark er jo et lille sted – det er ligesom én stor by med nogle små, weird lommer. Men jeg føler, vi er ved at lirke låsen op til nogle nye rum«.
Dildoer og nye legekammerater
Allerede med debut-ep’en, ‘Baby’ fra 2013, lirkede Benal deres første lås op. Et skævt, spændende og vanvittigt univers af techno-tårer og psycho-cowboys – syrede elektroniske produktioner holdt i stram snor af Benjamins skarpe, skudsikre battlerap-flow. Det var som en spraglet feberdrøm, der stille og roligt sneg sig ind under huden på den danske hiphopscene.
Magnus: »Måden, vi fandt hinanden på, var lidt gennem et mantra om, at vi var lidt trætte af det gamle billede af hiphoppen. Det har været vigtigt for os at søge væk fra traditionen. Det var fedt at se vores indre vanvid blive accepteret; feberdrømmen om, at det her kunne lykkes. Den forvirring, vi lidt havde håbet på, opstod – på den bedste måde«.
Benjamin: »Jo yngre folk er, desto mere dogmeagtigt opfatter de genrer. Hiphop må ikke blive for feminint eller sådan nogle ting. Så får jeg bare lyst til, at der skal være lidt drag over det. Mange af de der ting er frygtbaserede. Folk vil tage den sikre vej. Men det er sgu da meget federe at gå ud og gøre noget grimt, for så lærer man noget. Hvis der lå en dildo på bordet, ville vi jo ikke være bange for at tage den op i hånden. Det er ikke ensbetydende med, at den skal op i numsen – men hvis den skal det, så er det fint! Det er en legeplads, og vi leger med det hele. Intet skal styres af frygt«.
Frygtløsheden fortsatte, mens udtrykket blev forfinet på ep’erne ‘Hiphop’ og ‘Hvad med nu?’, der blev toppet af med opsamlingsalbummet ‘Opstigning’. Da Benal sidste år udgav debutalbummet, ‘Nu’, tog folk så godt imod feberfantasierne, at det gav duoen den praktiske såvel som kreative frihed til sceneskiftet, der dannede grundlaget for ‘Hvis det virkelig er vigtigt’.
Benjamin: »Nu er vi et fedt sted, hvor vi kan leve af at lave musik. Det er ikke sådan, at Magnus har købt en kæmpe Audi, han skal betale af på. Målet har hele tiden været, det skal tage et lille løft hver sæson. Også på de næste plader – og så kan vi spille i Royal Arena i 2020«.
Magnus: »Det der med at få lov at bruge tiden – uden en skole eller et job i baghovedet – det er den største gave. Så må Audien komme senere hen. Men det er her, man rigtigt begynder at tage sig selv seriøst. Der er nogen, der tror nok på os til, at de giver os muligheden. Det er vildt benovende«.
Er der ikke noget angstprovokerende ved, at jeres lidenskab er blevet hele jeres levebrød?
Benjamin: »Jeg tror, det ville være mere angstprovokerende at bruge fem minutter på noget, der ikke giver mening. Man kan jo sagtens køre på med et job og føle, livet er nemt. Men hvis jeg ikke kommer til at skraldgrine fra maven af mindst et par gange om dagen, så er det ikke det rigtige, jeg laver.
Vi er heldige nu, at det hele flasker sig. Men hvis økonomien omkring det skulle forsvinde igen, ville jeg stadig hellere lave dét her og så bo i en papkasse i Sydhavnen. Eller – min kone og unger ville måske nok have en holdning til det«.
Kan man invitere Medina hjem i Magnus’ rodede hjem?
Musikken er blevet et fuldtidsjob, der nu har fået base i københavnske studier, hvor Benjamin kan skrive og Magnus producere i ro og mag. En hverdag, der spiller overens med familieliv og vaskeægte voksenrutiner – og et spille- og albuerum, der har åbnet op for nye muligheder og samarbejder.
Den helt lange røde løber er rullet ud på ‘Hvis det virkelig er vigtigt’. Her finder man både den tidligere samarbejdspartner Orgi-E, stærkt kvindeligt modspil fra Cecilie Noer, Liv Lykke og Lone Hørslev og Solveig Sandnes i Er De Sjældne, samt ikke mindst etablerede hitdronninger i form af Marie Key og Medina – sidstnævnte på det sexede, house-hoppede titelnummer. En om noget uforudsigelig gæsteliste.
Magnus: »Man bliver lidt ydmyg over, at folk gider være med på legen. Men det er også et sted, vi holder hiphoptraditionen lidt i live ved at have features i den forstand. Det gør, at der er en uudtømmelig madkasse af muligheder for, hvor vi nu kan gå hen næste gang. Der er intet, der hindrer for, hvem vi kan lave noget med nu – og nu er det lettere at komme til, fordi det har været lettere at invitere folk ind i et studie end i et rodet hjem«.
Benjamin: »Førhen har basen været Magnus’ lejlighed. Så der er lavpraktiske ting såsom: Gider man at invitere Medina derhjem?
Vi har kunnet åbne op og lade det blive en legeplads frem for, at det er to tosser hjemme i en lejlighed på Nørrebro. Vi er mere modne og stoler mere på os selv.
Du ved, du er pissesej (til Magnus, red.), og jeg har det på samme måde. Når man stoler på sin egen vision, er det sgu lettere at åbne op, stå tæt og kigge folk i øjnene«.
Jeg tænker normalt på et titelnummer som toneangivende for resten af albummet – musikalsk eller tematisk. Hvad tænkte I om at vælge det klubklare Medina-samarbejde som titelnummer?
Benjamin og Magnus griner. Numrene og deres titler har været ét stort puslespil af tilfældigheder og øjebliks-associationer – lidt ligesom den følelse, Benjamins messende ordspilsekvilibrisme afstedkommer. Masser af bølger af skarpsindighed og pust af eksistentialisme vendt i ét stort virvar af følelsesudbrud og flabetheder.
Benjamin: »Vi havde en session med Medina, hvor hun indspillede en masse fraseringer til et helt andet nummer. Medina syntes, nummeret blev fedt – men hun ville bare gerne lige rappe på nummeret. Så to timer inden Phlake skulle spille i Tivoli, kom vi ud i deres studie, hvor Jonathan (producer i Phlake, red.) indspillede, og Medina allerede var i gang. Det var det allersidste, der blev lavet til pladen.
Det er let bare at se hende som en kransekagefigur: Det er Medina – mere et fænomen end en person. Men når det kommer ned til det teknisk nørdede – og det er her, vi bliver glade i øjnene – der er hun sgu sej.
Vi har aldrig haft en kvindelig rapper med på noget, så kønskvoten er lidt bedre nu. Men det er helt generelt dejligt at have flere kvinder med på albummet. Det bløder min monotone tilgang op«.
Hvorfor er der ikke flere rap-samarbejder på pladen – udover Orgi-E og Medinas vers?
Benjamin: »Vi har talt med mange. På næste plade vil vi gerne have både Andreas fra Suspekt, Jooks og Hans Philip – en masse forskellige folk ind over. Men så snart vi har lavet en demo, er der allerede ret meget lagt en stil. Det er et stykke træ, der allerede er skåret. Det kan være svært for folk at finde deres plads i det«.
Magnus: »Det er lidt et puslespil nogle gange at få nogen, der kan stemme overens med Benjamin. Særligt med rappere skal man være lidt bevidst om, hvad man vælger, for der er nogle usagte dogmer i Benjamins rap, som gør, at det kan være svært at retfærdiggøre sammenhængen, hvis rapstilen ikke helt passer«.
Fælles for alle bidragyderne er dog i min optik, at de lyrisk er smeltet gnidningsfrit sammen med Benal-universet. Medina vil »hellere være ked af det end at kede sig« og går »stålfast rask gang gennem ildebranden«. Solveig Sandnes savner sin elskedes duft »som en sømand kan savne at slås, så trofast den tvivl i dit kølvand«. De begiver sig beundringsværdigt ind mod kernen af Benjamins poetiske styrke, der ligger i, at alle betydninger af hvert ord udnyttes, og metaforikkerne males med den helt store pensel. At rimene ikke kun er baseret på enderim, men også på indrim og allitterationer, stød og metrik.
Jeg var helt overbevist om, Benjamin havde haft en finger med i spillet, når det kom til samarbejdspartnernes skriverier. Det har han slet ikke. Enten har han skrevet sig ind i en lyrisk sfære, der er så genkendelig, at de rigtige partnere formår at skrive sig hen imod den – eller også tilskrives harmonien Magnus, der så ubesværet fletter parterne sammen. Mest sandsynligt er det nok en god blanding.
Det hele er bygget op omkring grænseløs nysgerrighed
Benjamin: »Det er ligesom at lave en åben legeplads eller sætte en annonce i Den Blå Avis – kalde ind og mærke sig ind på hinanden. Finde de mennesker, der kan give os følelsen af, at vi er på den samme gynge«.
Magnus: »I vores lille verden er det vigtigt at prøve af. Det har vi givet os tilladelse til – uanset hvor idiotisk det må virke. Det hele er bygget op omkring grænseløs nysgerrighed. Vi lytter begge to mere til sang end til rap, og så vil man fandeme da også have lov til at have en bid af kagen i den retning. Musik er at give sig selv lov til at nyde – og hvorfor fanden skulle jeg kun nyde lidt, hvis jeg kan nyde meget?«.
»Det var klogt sagt«, nikker Benjamin. Deres indforståede tone er tyk af underspillet humor, men mindst lige så meget af gensidig respekt.
Respekten synes ikke kun at være sigende for det indbyrdes forhold mellem Benjamin og Magnus. Uanset hvilke tendenser eller navne, jeg nævner, eller afveje, jeg forsøger at lokke dem ud på, tager de imod det hele med diplomatisk seriøsitet og åbne arme. Selv den modgang, de med få ord nævner at have gennemgået, har de mødt med »et stort kram«.
Benjamin: »Det handler bare om, hvilke ambitioner du har for din egen lykke. Der er ingen grund til at gå og fedte med livet. Du skal jagte de der lommer af ufortyndet eufori, som musik er for os«.
»100 kilometer i timen lige mod et utopisk virvar«
Selv om det nye album stadig er varm fra trykkeriet, er det helt tydeligt, at fremdriften sitrer i det ambitiøse makkerskab. De taler om potentielle samarbejder, fremmede formater og nye dogmer, der skal udfordres.
Benjamin: »Det handler om at navigere med 100 kilometer i timen lige mod et utopisk virvar. Det fede er bare at rykke sig. Man skal ikke være så bange for at træde ved siden af. Livet er jo bare en lille bitte ironisk pletblødning, og livet er nu«.
Men er det ikke lidt tidligt allerede at tale om næste album?
Benjamin: »Vi lytter meget til vores egen musik, så nu har vi haft hovedet op i vores egen røv med det her album i ret lang tid. Vi flyder rundt på et stort felt af tanker og ambitioner. Vi kan aldrig stoppe med at lave musik – jo mere man skaber, desto sjovere bliver det også at skabe«.
Hvad lytter I til af dansk hiphop – udover jeres egen musik?
Magnus: »Der er de uundgåelige hitmagere, Kesi, Gilli, Mellemfinga – vi har begge to lidt en fanboy-ting kørende i den retning. Men der er også sådan nogle som Sigma-drengene, der er kommet med en ny plade nu. Der er jo både det, der bliver konsumeret, og så er der det, man tager med hjem og tuder til. Det er svært at undgå – ikke at vi prøver«.
I forekommer som et meget etableret navn i hiphop-regi: Regelrette udgivelser frem for mixtapes og singler til højre og venstre. Er det noget, I tænker meget over – eller er det en naturlig generationstendens?
Benjamin: »Nu, hvor du siger, det er regelret, kan jeg allerede fornemme på Magnus, at han tænker: ‘Fuck, nu skal vi fandeme lave et mixtape’. Det gider han ikke finde sig i! Men det handler om tanken om at lave et helt værk, der ikke bare er singler. Vi kan sgu ikke battle med Kesi og Gilli på hitlistemusik. Det er ikke den sfære, vi er i, hvor superfedt det end ville være. Men vi spejler også os selv i den der gamle lyttefølelse i at sætte et helt album på, hvor numrene har deres egen gyldighed.
Vi behøver ikke have 500.000 mennesker, der dykker ned i vores univers, men dem, der kommer ind, kunne vi godt tænke os blev lidt længere, så de får et stærkere forhold til det. Når folk er kommet ind, har vi jo dekoreret rummet med tulipaner i hjørnet og duftmaskine og alt muligt«.
Magnus: »Der er ikke den der forkromede kunstnernerve og -lidelse, der bygger op til det store værk. Det er noget, der bliver kastet op, og så giver det på en eller anden poetisk måde mening i sidste ende«.
De aner det ikke, idet de siger det, men jeg tror ikke, jeg kommer nærmere en mere præcis beskrivelse af Benal end med netop disse sidste to citater. Formuleret som i en lille feberfantasi af skarp humor og spraglet eftertænksomhed.
Er femininitet i hiphoppen et tabu, er Benjamins umiddelbare reaktion »drag«. Kalder jeg dem etablerede regelryttere, tænker Magnus på at bryde reglerne med et mixtape. Og når de læser dette, får de utvivlsomt også lyst til at lade mig sætte dem i bås alligevel.
De har jo indtaget en særlig plads på det danske hiphoplandkort. Med rødder i undergrundens udsyrede afkroge og som rødder på mainstreamscenens bonede gulve.
Men Benal behøver ingen bås for at blive forstået. De behøver blot lyttere, der bliver lidt længere, så de opdager alle de detaljelege i lyd og lyrik skabt af skarpe symbioser og gnistrende kontraster, der er resultatet af så oprigtigt nysgerrigt og ambitiøst et samarbejde.
Benal er noget, der bliver kastet op og ud i alle retninger. Men i sidste ende giver de mening hver gang. På en eller anden poetisk måde.
Læs anmeldelse: Benal ‘Hvis det virkelig er vigtigt’
Hør Benal i den seneste udgave af Standard, Soundvenues hiphop-podcast HER.