Melody’s Echo Chamber inviterer på psykedelisk skovtur med både popperler og tågede afstikkere
’Bon Voyage’ er franske Melody Prochets første album i hele seks år – unægtelig en rum tid i Twitter-tidsalderen for en stjernespire, der kun for nylig er rundet de 30. Melody Prochet har gennemlevet både romantiske brud, en forlist pladesession og et traumatisk uheld med en længere hospitalsindlæggelse på en kirurgisk afdeling til følge i den periode, der er gået mellem hendes første to album.
I den slags tider er det godt at have musikken. Den surfer vægtløst hen over vindene, og de nye sange måler sig fuldt ud med den lovende, mere sterile debutplade. På den nye udgivelse har den lyse stemme med succes bevæget sig endnu dybere ind i den letflydende psykedeliske pop, denne gang blot i en mere håndspillet, organisk og skovmulds-duftende inkarnation (og måske er der også en anden aroma, man kan dufte?).
Første album var produceret af ekskæresten Kevin Parker fra Tame Impala. Det nye er skabt i Sverige med sparring fra svenske skærgårds-psychrockere, der tidligere har loddet verdensrummet sammen med Dungen og The Amazing. Man mærker deres tilstedeværelse i tværfløjterne, mellotronerne, de kosmiske guitartoner og den glade hippiestemning, der vrimler omkring sirenesangen. Samtidig forlener Melody Prochet albummet med en stærk europæisk fornemmelse i kraft af sin vokal, der fremmaner minder om chanteuser fra Jane Birkin til The Cardigans’ Nina Persson.
På numre sunget på fransk, engelsk og svensk kaster trioen Melody Prochet, Fredrik Swahn og Nils Reine Fiske anker og sætter kurs mod det hindsides for fulde sejl. ’Bon Voyage’ er sødmefuld regnbuepop med afstikkere til progressiv rock og med en gennemgående fornemmelse af leg, vægtløshed og godartet trylleri. De brusende numre udgør en helt lille odysse: Her er hele tiden en følelse af at være undervejs, en rejse langs stærke, dybtliggende strømme væk fra hverdagens slid og ind i musikken.
Det hele er lækkert, nærmest ekstremt appetitligt, og det virker som sund fornuft, når den fransk-funky ’Shirim’ og ’Breathe In, Breathe Out’ med sit ørehængende fløjte-refræn er gjort til singler: Det er virkelig stærke popnumre skræddersyet til det popglade, men EDM-allergiske segment. Sangene burde indfinde sig på playlister, hvor der allerede er musikalsk, regnbuefarvet glukose fra eksempelvis MGMT, Foxygen og andre yngre nostalgikere fra dette årtusinde.
’Desert Horse’ føles som et nummer, der er lige ved at briste midt over af fryd og eksperimenterede legesyge: Her er overraskende vocoder-passager, underskønne falsetvokaler fra Prochet og et mystisk interlude, hvor det vist er en af svenskerne, der får lov at gribe mikrofonen? Det er heldigvis kun for en kort bemærkning.
Det lidt korte album får også plads til mere langstrakte numre med langstrakte, overstyret-poetiske navne som ’Visions of Someone Special, On A Wall of Reflection’ og ’Quand Les Larmes D’un Ange Font Danser La Neige’ (’Når en engels tårer får sneen til at danse’). I disse svævende deep cuts mærker man i både ånd og udførsel stemningen fra Dungen, andre lignende acts fra det svenske psych-label Subliminal Sounds og deres obskure forfædre fra 60’erne og 70’erne.
At caste et par svenske, krusede psychrockere til fordel for den australske ekskæreste, hvis eget band i nogen grad distancerer sig fra den eviggrønne psychlyd, var en god beslutning. ’Bon Voyage’ er et – trods den udknaldede, eksperimenterende fornemmelse – enormt lyttervenligt album, der også giver denne anmelder lyst til at vide, hvordan Melody Prochet ville lyde uden musikalske partnerskaber, der på så karakteristisk vis som de hidtidige præger produktionen, instrumenteringen, ja hele lydbilledet.
Udtrykt mindre diplomatisk, men måske mere præcist: Her og der lyder det sgu lidt for meget som et Dungen-album, bare med en kvindelig forsanger. Og et mindst lige så vigtigt ønske fra den nok så krævende anmelder: Forhåbentligt går der kortere tid inden opus tre, nu hvor Melody Prochet glædeligvis er kommet på ret køl igen.
Kort sagt:
Man siger normalt ’Bon Voyage’ inden en afsked. Forhåbentlig er dette album ikke et farvel, men blot første sukkerperle på en kæde af psykedeliske album fra Melody’s Echo Chamber, der på denne plade er faret kreativt vild i de svenske skove i fornemt selskab med musikalske kosmonauter tilknyttet Dungen og The Amazing. Her er både go’ psychpop og mere brogede passager. Alt sammen kommer lytteren i møde med samme lethed som en regnbue former sin kurve på himlen.