’Elevation’: ’A Quiet Place’-inspireret sci-fi-thriller pirrer først midt under rulleteksterne
»Fra producerne af ’A Quiet Place’«, står der på filmplakaten til ’Elevation’ – en sammenligning, der gør mere skade end gavn.
For den nye actionfilm af instruktør George Nolfi, der blandt andet har skrevet manus til ’The Bourne Ultimatum’ og instrueret Philip K. Dick-filmatiseringen ’The Adjustment Bureau’, både minder om og kommer gevaldigt til kort over for John Krasinskis gyserhit fra 2018.
’Elevation’ har også en familiefar i centrum for en postapokalyptisk high concept-fortælling om menneskehedens overlevelseskamp mod dødsensfarlige monstre.
I den nye film har de mystiske og tilsyneladende usårlige monstre med tilnavnet Flænserne dræbt 95 procent af Jordens befolkning, siden de pludselig dukkede op for tre år siden. Det eneste sted, hvor man er i sikkerhed fra dem, er i bjergområder over 8000 fods højde.
Anthony Mackie spiller manden Will, der bor i et lille samfund på en bjergtop sammen med sin søn. For et år siden mistede han sin kone Tara (Rachel Nicks), da hun drog på en satset ekspedition sammen med den våbenkyndige forsker Nina (Morena Baccarin) i håbet om at finde frem til Flænsernes svaghed.
Da Wills astmaramte søn løber tør for filtre til sin livsvigtige iltmaskine, beslutter faren sig for at drage mod hospitalet i den mennesketomme, lavtliggende by Boulder for at finde nye filtre. Med sig har han vennen Katie (Maddie Hasson) og førnævnte Nina, som er blevet tiltagende drikfældig og sortsynet siden Taras død.
»Vi dør derude. Men du dør først«, lyder Ninas umiddelbare prognose til Katie, som heller ikke er stor fan af sin kyniske medbeboer. De indbyrdes fjendtlige kvinder bringer tiltrængt saft og kraft til Marvel-stjernen Mackies kedeligt gennemsympatiske hovedperson.
Skuespillerne gør egentlig deres for at bringe liv til karaktererne, men det er ikke nemt, når mange af replikkerne er klodsede og ekspositionstunge. Vi skal selvfølgelig have forklaret, hvad der er op og ned i denne verden – det er klart – men det fremstår påfaldende kunstigt, når trioen igen og igen gennemgår basale ting om monstrene, som de alle burde vide efter tre års overlevelseskamp.
Det bliver også trættende at høre dem snakke om, hvor mange fods højde de befinder sig i. Essentielt for deres overlevelsen, ja, men også ensformigt for os andre.
Trioen kan selvfølgelig ikke holde sig ude af monstrenes domæne. ’Elevation’ udsætter sine karakterer for en række actionfyldte flugt- og kampscener, der både udspiller sig på en skilift og i en gammel mine.
Disse sekvenser er fornuftigt udført, uden at de føles videre spektakulære. Flænserne, der ligner en slags dinosaurer med lysende følehorn, bringer heller ikke skrækken frem i publikum, som de klamme, lydfølsomme monstre gjorde det i ’A Quiet Place’.
I et forsøg på et dybere budskab inddrager ’Elevation’ halvhjertet menneskenes destruktion af Jordens økosystemer i ligningen. For dyrelivet stortrives, nu hvor civilisationen er stort set udslettet. Og flænserne går kun efter mennesker, ikke andre dyr, som de finder frem til via vores CO2-udledning. Kunne det her være naturens blodige hævn?
Denne højaktuelle økothriller-idé skrotter filmen dog totalt til sidst – til fordel for en lovligt hurtig afrunding, der i samme ombæring løfter døren skamløst på klem for en 2’er.
Netop her i de døende minutter bringer ’Elevation’ sit klart mest spændende element til bordet, da vi omsider får et praj om, hvor dræberdyrene kunne komme fra. George Nolfi kaster yderligere brænde på bålet med et pirrende twist, der lander midt under rulleteksterne.
Havde ’Elevation’ udforsket denne drejning noget før, kunne det måske have løftet filmen ud af ’A Quiet Place’s skygge. Ærgerligt at filmskaberne i stedet gemmer det til en opfølger, som muligvis aldrig kommer.
Kort sagt:
Postapokalyptisk overlevelsesthriller med Anthony Mackie er klodset og ekspositionstung – og kommer til kort i oplagt sammenligning med ’A Quiet Place’.