Panda Bear burde gå all-in på sit klædeligt spartanske udtryk

Panda Bear burde gå all-in på sit klædeligt spartanske udtryk
Panda Bear.
Panda Bear burde gå all-in på sit klædeligt spartanske udtryk - Buoys
4 6
Panda Bear
'Buoys'

Album, Domino/Playground

Sideløbende med sin gesjæft som vokalist og multiinstrumentalist i Animal Collective har Noah Lennox kørt en solokarriere, som nu føjer sjette album til diskografien.

‘Buoys’ emmer af en rustik varme, hvor det spartanske er i fokus. Instrumenteringen er primært forankret i akustisk guitar, men med et ben i ovennævnte eksperimentelle indieband er den musikalske legestue også et rum, som Lennox ynder at tumle rundt i. Det kommer for eksempel til udtryk, når vandplask udgør et percussivt anker i ‘Dolphin’, og så i ‘Inner Monologue’, hvor han har samplet en kvindestemme, der enten sukker grådkvalt eller stønner hengivent. Disse er både subtile og uortodokse lydkilder, der holder ens ører på stikkerne.

Det handler dog om mere end lydmanipulation og hjemmestudiets fortræffeligheder. Noah Lennox er først og fremmest sangskriver, hvilket der er rigelige påmindelser om på ‘Buoys’.

Titelnummeret lyder som psychedelia-Paul Simon, og ‘I Know I Don’t Know’ udnytter melodispektret optimalt inden for melodiens få akkorder. Hvilket igen understreger det format, Lennox besidder som sangskriver. I tilgift er han en nuanceret og ekspressiv vokalist, som ikke nødvendigvis behøver at maskere sine fraseringer med elektronisk pitch-bending og autotune.

Det er nemlig melodistumperne, som lagrer sig i hukommelsen – ikke lydfragmenterne – og heri ligger kvaliteten hos Panda Bear. Vist er han en innovativ producer, men der er immervæk løbet meget vand gennem åen (ti år helt eksakt), siden Animal Collective forførte musikfans og kritikerstanden med ‘Merriweather Post Pavillion’. Lennox kan ikke helt se sig fri fra at bringe nogle af de samme mekanismer i spil, og det lyder både en anelse bedaget og i visse momenter decideret obstruerende for lytteoplevelsen.

Således bidrager en enerverende synth med lasergun-preset ikke med noget videre positivt i ‘Cranked’, ligesom de elektroniske fiksfakserier i ‘Crescendo’ virker redundante og som udtryk for manglende inspiration.

Selv om de produktionsmæssige lag dog ikke er nær så kalejdoskopisk flimrende som hos Animal Collective, er det immervæk bag staffagen, at man mærker sjælen og nerven hos Panda Bear.
Og den ikke alene fortjener at stå mere rent frem, den kan også sagtens bære det.

Kvaliteten er åbenlys, og bundniveauet højt i selve essensen – sangskrivningen og fremførslen – så Lennox behøver ikke at maskere sig bag studietricks. Omend det i momenter pirrer nysgerrigheden, savner man også, at Panda Bear afviger fra sine produktionsmæssige kæledægger og bare lader sit talent lyse i klare stråler.

Lav en rendyrket akustisk album næste gang.


Kort sagt:
En aktie i sprælske Animal Collective fornægter sig ikke, men det er bag de produktionsmæssige tricks, at man mærker sjælen hos Noah Lennox.

Sponsoreret indhold
Queer-perle er »en af årets mest centrale film«
To af tidens største skuespiltalenter, Chloë Grace Moretz og Sasha Lane, viser deres værd i ‘The Miseducation of Cameron Post’. Find billetter her.
41Shadows