Sir Babygirl kombinerer Green Day-rock, tyggegummipop og lejrbålsguitar – gerne på én gang
Sir Babygirls debutalbum er vildt. Det er en eksplosion af universer, der flyder grænseløst rundt i hinanden, nogle gange klart identificerbare, nogle gange komplet uadskillelige. Der er Green Day-rock, tyggegummipop, lejrbålsguitar og electrotrommer. Og alt muligt andet, alt sammen væltet sammen i en voldsom gryderet, der stikker i tusind retninger, og som oftest smager godt, men nogle gange giver ufrivillige ansigtstrækninger.
Sir Babygirl håber, som hendes navn antyder, selv på en verden uden grænser for hverken køn eller genrer, og man må sige, at hun tager konsekvensen af det. Men på trods af de mange retninger er der stadig en rød tråd at høre gennem albummet, omend det er næsten umuligt at sætte en finger på, hvad den består af. Måske er det hendes enormt energiske stemme, måske er det de simple og dog velfungerende popmelodier, eller måske er det al rodet i sig selv.
Stemmen er det mest kraftfulde instrument, vi alle besidder. Den kliché er røget ud over læberne på mangen en sanglærer, men Sir Babygirl er et levende eksempel på det. Især i omkvædet på ‘Pink Lite’ slipper hun tøjlerne fuldstændig, men også på ‘Heels’ og ‘Cheerleader’ demonstrerer hun, hvor langt stemmen kan strækkes.
Det lyder nogle gange som om, hun ikke bekymrer sig om at ramme tonerne helt præcist – for eksempel i førnævnte omkvæd på ‘Pink Lite’ – men lytter man efter, er der mange steder, hvor hun intonerer perfekt, og det virker snarere som om, hun bruger dissonansen som bevidst virkemiddel.
Og netop den slaskede levering giver de ellers meget søde poppede melodier en tiltrængt kant. Det er tydeligt, at Sir Babygirl kan sit pophåndværk, men hun lader det aldrig blive kedeligt.
Det ville også være en skam at kalde albummet kedeligt. Nogle gange går det dog for langt i den anden retning, og de talrige indslag kan godt trætte ørerne en smule i længden. For eksempel er den energiske og falske vokal i omkvædet på ‘Haunted House’ for kantet og uskøn i mine ører.
Sir Babygirls musikalske univers har mange sider. Hun mestrer både plucksynths, Arctic Monkeys-guitarvægge, groovy electrobas og ustemt lejrbålsguitar – meget af det på én gang, som på anden halvdel af ‘Everyone Is a Bad Friend’, der lyder lidt som en teenagefest, der er lige ved at vælte på den gode måde.
Mellem de egentlige numre har Sir Babygirl valgt at strø et par vignetter i form af reprises. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har hørt en egentlig reprise sidst, og det er en forfriskende måde at blive mindet om et motiv, som forandrer sig til noget nyt, som det sker på reprisen til ‘Flirting With Her’.
Og brugen af reprises siger noget om ‘Crush on Me’ som helhed. Sir Babygirl rækker både bagud efter synthlyde, reprises og rockguitar, men skubber samtidig til grænserne for, hvordan pop kan lyde – indimellem bliver det for meget, men oftest er man glad for bekendtskabet.
Kort sagt:
‘Crush on Me’ er en vild omgang, der spænder fra rockede guitarvægge og falske stemmer til plucksynths og teenagepopmelodier; kun i få tilfælde kammer det over – resten af tiden er det svært at stoppe med at lytte til.