Vores førstehåndsindtryk af Ariana Grandes ‘Thank U, Next’ – sang for sang

Vores førstehåndsindtryk af Ariana Grandes ‘Thank U, Next’ – sang for sang
Ariana Grande til 2018 Billboard Music Awards.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
Det er kun et halvt år siden, vi fik 'Sweetener', men nu er Ariana Grande allerede klar med et nyt album. Er den spontane udgivelse forhastet? Eller har den hurtige indspilningsproces hjulpet Grande med at skabe årets helt store popalbum? Her er vores førstehåndsindtryk af 'Thank U, Next'.

»Min drøm har altid været at udgive musik, (…) ligesom en rapper gør det«, fortalte Ariana Grande Billboard i slutningen af 2018, og nu finder vi endelig ud af, hvad det præcis betyder.

For Ariana Grande er færdig med at følge de store pladeselskabers lange, omstændige albumudgivelsesplaner. Derfor får vi allerede nu ‘Thank U, Next’ kun et halvt år efter 2018-udgivelsen ‘Sweetener’.

Der er noget smukt og, ja, vildt sejt ved, at tidens nok største popstjerne gør tingene på sin egen måde. For Ariana Grande har gennem lang tid været i gang med at frigøre sig fra rollerne som Nickelodeon-børneskuespiller og klassisk popstjerne. Hendes ‘Sweetener’-album fra sidste år var allerede et stort skridt væk fra den rene popmusik, hun har været synonym med.

Men det føles som om, ‘Thank U, Next’ potentielt kunne være noget endnu større. Her er ingen gæster. Kun Ariana Grandes faste hold. Musikken er indspillet med de nærmeste, og meget tyder på, at albummet er både mere personligt og mere hiphoplænende. Samtidig er singlerne ‘7 Rings’ og ‘Thank U, Next’ globale kæmpehits. Det her føles som et vigtigt album.

Vi har lyttet til det 12 sange lange album hele morgenen. Her er vores korte førstehåndsindtryk af ‘Thank U, Next’ – sang for sang. Forvent en decideret anmeldelse i starten af næste uge.

1. ‘Imagine’

Den mindst spektakulære af de tre singler, der udkom før albummet. ‘Imagine’ er en afdæmpet sang, der fantaserer om et umuligt eller fortabt forhold – måske endda om Ariana Grandes forhold til afdøde Mac Miller, der havde tatoveret ‘Imagine’ på armen? Det er egentlig ret spøjst, at den her ballade om usikkerhed og afsavn starter et album, der ellers har været iscenesat som Ariana Grandes selvsikre album-statement. Her tør hun være sårbar.

2. ‘Needy’

Endnu mere selvransagelse! ‘Needy’ handler om at være usikker og have brug for bekræftelse. Og et par andre issues: »Sorry if I’m up and down a lot / sorry that I think I’m not enough / and sorry if I say sorry way too much«. Det er i hvert fald ikke den selvhævdende Ariana fra ‘7 Rings’, vi møder på den her ret minimalistiske sang. Der er ingen trommer, og ‘Needy’ føles lidt som om, den aldrig går i gang. Men det er på en måde allerede befriende, at sangerinden tør være følsom og nuanceret, og ikke bare har lavet en masse selvstændigheds-bangers som ‘Thank U, Next’ og ‘7 Rings’.

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets

3. ‘NASA’

Okay, det her er en uventet og måske lidt kompliceret metafor: »Baby, you know time apart is beneficial / it’s like I’m the universe and you’ll be N-A-S-A«. Hvis dén sammenligning er en anelse diffus, så er omkvædet mere klart: »I’ma need space«, gentager hun gang på gang, og man kan nærmest høre hende vifte en alt for clingy kæreste væk. Det er en sjov nyfortolkning af den meget brugte space-metafor: Her er det ikke verdensrummet, men Ariana Grandes eget space, det handler om.

Den hiphoplænende produktion er samtidig en smule hurtigere, og Grandes staccato-sang i omkvædet giver en del dynamik. Vi er stadig i et meget tilbagelænet tempo, men albummet er ved at samle fart. Og, nå ja, introen er også en kæk omskrivning af det klassiske citat fra månelandingen: »This is one small step for woman / one giant leap for woman-kind«. Så er vi igang!

4. ‘Bloodline’

Nej, vent: Nu er vi i gang! Trompetfanfarer, trap-trommer og Ariana Grande i fuld popstjerne-mode. Superproduceren Max Martin har kastet alle ingredienserne fra sit musikalske krydderikabinet i gryden her. Det er som om, den her sang har flere komponenter end de forrige tre numre tilsammen.

De reggae-agtige trompeter og rytmer gør på en måde ‘Bloodline’ til en efterfølger til 2016-hittet ‘Side To Side’. En del mere maksimalistisk end mange af de nyere Ariana Grande-ting, med andre ord. Tekstmæssigt fortsætter temaet fra ‘Nasa’, for ‘Bloodline’ handler også om at ville have et uforpligtende forhold: »Love me, thank you, leave me / put it down, then it’s time to go«. Køligt nok, alligevel.

Annonce

5. ‘Fake Smile’

Det er ikke mange, der kan genfortolke ‘After Laughter’ (Comes Tears)’ af Wendy Rene, der er kilden til en af hiphophistoriens store klassikere i form af Wu-Tang Clans ‘Tearz’. Men dén her sang lyder umiddelbart som om den lykkes til fulde.

Ariana Grande nynner om, at hun ikke orker alle de falske mennesker – på et tidspunkt synger hun bare »fuck a fake smile« et par gange med sukkersød stemme. Hun er god til at bruge sin perfekte vokal og dådyrsøjne-æstetik som kontrast til de her tekster, der tit handler om ikke at give flere fucks. Og hey, hvad er det her til sidst i sangen: En lidt 90’er-agtig rappassage? Ikke dårligt. Men vent, nu skifter vi tempo….

6. ‘Bad Idea’

Guitar! Håndklap! Popmusik! Jep, det er Max Martin bag knapperne igen, og Ariana Grande er popstjerne med stort P. Men her er det som om, de mange maksimalistiske tiltag følger én fælles idé. Ariana Grande bærer sangen, og omkvædet sidder allerede fast i min hjerne. Guitarloopet minder lidt om UK-rapperne Dave og Fredos nylige storhit ‘Funky Friday’, og der er også nogle lidt Grimes-agtige ad-libs i baggrunden. Okay, jeg har hænderne i vejret nu. ‘Bad Idea’ er helt klart en god idé. Sangen slutter med en lang outro, der sætter scenen for…

7. ‘Make Up’

… en vagt reggae-agtig sang? I en lidt uventet drejning er Ariana Grande vist gået lidt ‘Anti’ nogle steder på det her album. Og den her sang kunne vitterligt være Rihanna – fra den næsten dovne, rap-agtige levering til tekster som den her ikke specielt Nickelodeon-agtige linje: »I like to fuck with you, just to make up with you / ’cause the way you be screamin’ my name«.

Faktisk er der også en reference til Rihannas Fenty Beauty-makeup, hvilket måske er en cadeau? På en måde giver inspirationskilden også mening, for ‘Anti’ er jo på mange måder det ultimative popalbum i forhold til at være fløjtende ligeglad med forventninger og branchepres. Velkommen til tidsalderen, hvor popstjernerne er blevet fucking ligeglade.

8. ‘Ghostin’

Efter en række ret uventede sange (reggae! Wu-Tang-agtige samples! trompeter!), får vi her en ballade i klassisk stil, der endnu engang viser, hvorfor Grande tit blev sammenlignet med Mariah Carey i starten af karrieren. ‘Ghostin’ handler om at gå fra en person, fordi man i virkeligheden tænker på en anden, og Ariana Grande lader den ulykkelige kærlighedshistorie udfolde sig i helt episke dimensioner. Der er nok ingen anden popstjerne lige nu, der kan levere sange som den her.

Sponsoreret indhold
Læs mere hos HBO Nordic
Læs mere hos HBO Nordic
HBO NORDIC

Og nej, jeg græder ikke! Jeg har bare fået noget i øjet…

9. ‘In My Head’

Hvis Ariana Grande har en metode på ‘Thank U, Next’, så kan den måske opsummeres sådan her: Et atmosfærisk, hiphopinspireret beat og Arianas svævende stemme, der synger om utilstrækkelig kærlighed og manglende selverkendelse. Der er næsten noget zen-agtigt over sange som ‘In My Head’. For ligesom ‘Nasa’ og singlen ‘Thank U, Next’ handler den om at acceptere livet, selv når det serverer rådne retter.

10. ‘7 Rings’

Den store single, der er gået nummer et i nærmest hele verden, men som samtidig er blevet kritiseret for sin materialistiske hyldest til rigdom og overflod. I albumkontekst fungerer den umiddelbart rigtig godt: Det er en slags sejrsrunde for den kølige, distancerede Ariana Grande, vi har hørt på hele ‘Thank U, Next’. Det er samtidig nok også den mest direkte trap-inspirerede sang på albummet.

11. ‘Thank U, Next’

Den anden helt store single. Det giver mening, at den udkom først, for hele post breakup-tematikken bliver allerede introduceret her, hvor hun jo nævner en række ekskærester ved navn for derefter at sige, at nu er hun sammen med sig selv. Den storyline er i princippet kernen af hele det her album, der er gået fra at starte med sange om sårbarhed og usikkerhed til at introducere en pænt bad ass Ariana Grande her til sidst.

12. ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’

Og sådan slutter man et album om at finde sig selv i stedet for at finde kærligheden! Ariana Grande stjæler din kæreste, ikke fordi hun er forelsket, men fordi hun keder sig. »Break up with your girlfriend / yeah, yeah, ’cause I’m bored / you could hit it in the mornin’ / yeah, yeah, like it’s yours«. Sheesh!

Det her er altså Ariana Grande i fuld superskurke-mode! Det her er The Weeknd-level fordærvet!

Det minder næsten om, da Future fulgte sine sukkersøde sange med Ciara op med flere mixtapes med stripklubmusik, efter de slog op. (Ariana sagde jo, at hun ville udgive musik som en rapper…)

Det er tydeligt, at der sker en udvikling på det her album. Men er Ariana Grande blevet til den overskudsagtige, zen-lignende person fra ‘Thank U, Next’? Eller er hun den selviske, nærmest en smule ondskabsfulde skikkelse fra ‘7 Rings’ og ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’?

Tiden (og mange flere lyt til det her album) vil måske vise det. Men foreløbig kan vi i hvert fald konstatere, at det her i hvert fald ikke er et nyt ‘Sweetener’. Snarere tværtimod.

Læs også: Ariana Grande forsøger at fikse sin ’lille kulgrill’-tatovering – ender med ny japansk fail

Læs også: Tidslinje: Ariana Grandes rejse fra nuttet Nickelodeon-pige til progressiv popstjerne

Sponsoreret indhold
Den danske musikundergrund bobler af talent
Et af de mest lovende navne er Søn, der leverer ambitiøs, skramlet rockpoesi. Få en forsmag med Pepsi Max her – og oplev dem til Lillefredag på torsdag i Tivoli.
Pepsi Max
Sponsoreret indhold
Ad Ad Ad