Marinas popmusik gør dig klogere på, hvad det vil sige at være menneske
Walisiske Marina Diamandis har kastet sig ud i et ambitiøst projekt. Hun har været på ekspedition i, hvad det vil sige at være menneske, og det er der kommet et interessant værk ud af. Med afsæt i psykologen Elisabeth Kübler-Ross’ teori om, at der kun findes to grundlæggende følelser, frygt og kærlighed, turnerer Marina rundt i sit eget sind såvel som verdens tilstand og udforsker undervejs, hvordan vi oplever kærlighed og frygt som en del af vores menneskelige erfaringer.
‘Love + Fear’ er en stor mundfuld. Med ca. en times musik kunne man frygte, at det blev for meget, men Marina (tidligere kendt som Marina and the Diamonds) formår at balancere det seriøse, eksistentielle udtryk, så det sjældent bliver for tungt og i stedet bliver ved med at være interessant.
Marina kommer hele vejen rundt i følelses- og oplevelsesregistret – lige fra dagdrømmeri om at sidde ved appelsintræerne ved kysten på ‘Orange Trees’ henover vredesudbrud over mennesker, der tærer energi, på ‘No More Suckers’ til rolig afklaring på ‘Soft To Be Strong’. Fælles for det hele er, at det føles ærligt. De store metaforer viger indimellem pladsen til fordel for et mere nøgternt sprog som »I wanna move on, but I’m just too afraid« på ‘Too Afraid’ eller »still I don’t know / don’t know what it means / to be human«. Og selv om man kunne frygte, at det blev for simpelt, er det netop, hvad der er brug for, når de temaer, hun udforsker, er så tunge.
Det er tydeligt, at Marina har fødderne solidt plantet i electropoppen, og for det meste er lydbilledet velkendt med store synthflader, fede baslyde og electrotrommer under den ofte doblede vokal, der altid lyder som om, den er lidt langt væk. Det er storladent, og det passer rigtig godt til et album om store følelser.
Selv om det er velkendt, bliver det ikke ensformigt. Der er selvfølgelig elementer, der går igen, men der er tilpas meget variation mellem numrene, så man ikke bliver træt af at lytte – og det er noget af en præstation for et dobbeltalbum af denne længde. Der er både bombastisk stadionpop på åbneren ‘Handmade Heaven’ og balladen ‘Soft To Be Strong’ og dansable hits som ‘Orange Trees’ og ‘Baby’, hvor Luis Fonsi (ja, ham fra ‘Despacito’) og Clean Bandit giver albummet et ekstra skub i den rigtige retning, væk fra monotonien.
Som titlen kunne antyde, er ‘Love + Fear’ et album med kontraster på mange niveauer. Musikalsk giver de forskellige stemninger variation, men også på selve numrene dyrker Marina kontrasten. Tydeligst er det på ‘Emotional Machine’, hvor lydbilledet er meget opbrudt, og Marinas vokal i omkvædet bryder den opbrudte og pulserende underlægning med lange glidende melodier, som giver nummeret en ny fornemmelse.
I teksterne dyrker Marina også kontrasterne. På ‘To Be Human’ tager hun verdenssituationen under kritisk lup, og på det næste nummer leverer hun en flot kærlighedserklæring på ‘End of the Earth’, som udforsker, hvordan vi overhovedet kan elske i denne tid. Og når hun har sat denne kontrast op mellem verdens miserable tilstand og kærligheden til et andet menneske, virker klicheen »I love you ‘till the end of the earth« lige pludselig meget passende. Også i slutningen af anden del af albummet går hun direkte fra at virke hård på ‘No More Suckers’ til at omfavne sin bløde side på ‘Soft To Be Strong’. Og når Marina dyrker kontrasterne både i musik og tekst, virker albummet som helhed meget mere overbevisende.
Formen med et dobbeltalbum er interessant. Især i en tid, hvor de fleste streamer, og der derfor ikke er brug for at dele det op på to cd’er. Men her er det konstrueret som en helhed med en lille pause i midten. Når første del slutter med ‘End of the Earth’, føles det som når lyset slukker til pause i teateret. Når anden del starter, giver det en ny energi til oplevelsen. Når så tæppet går for sidste gang, har vi været hele vejen rundt i, hvad det vil sige at være menneske. Og måske forstår vi det en smule bedre.
Kort sagt:
Marina har skabt et yderst interessant popalbum, der burde vække følelser og genkendelse i alle, som giver sig tid til at lytte efter, hvad hun har at sige om den menneskelige tilstand.