Mac DeMarcos Store Vega-koncert var fjollet, funky og til tider følsom

Mac DeMarcos Store Vega-koncert var fjollet, funky og til tider følsom
Mac DeMarco i Store Vega.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue
Mac DeMarcos Store Vega-koncert var fjollet, funky og til tider følsom
4 6
Mac DeMarco

Koncert, Store Vega

Jeg er ligesom mange andre ikke synderligt begejstret for Mac DeMarcos nyeste album, ‘Here Comes the Cowboy’ – læs min anmeldelse af det, hvis du vil have en mere uddybende begrundelse. Men jeg prøvede at gå ind i Vega med et åbent sind lørdag aften, så jeg omfavnede cowboyæstetikken ved at iføre mig den cowboyhat, jeg fik udleveret til Bisses fænomenale Hotel Cecil-halbal for en måned siden.

Den cowboyhat var dog heldigvis ganske malplaceret midt i Store Vega. Ingen i bandet lignede en westernskuespiller, og de nyere sanges countryelementer var oftest erstattet med indflydelser fra jazz og funk. Albummets muligvis værste track, den gumpetunge ‘Choo Choo’ endte således med at være et højdepunkt, da groovet blev accentueret af en dansabel basgang, og store dele af nummeret føltes som et jam. Vi fik andetsteds en interpolering af Michael McDonalds funkhit ‘I Keep Forgettin’ (Every Time You’re Near)’, der også satte godt gang i dansefødderne.

Der var en vidunderlig løssluppenhed over hele aftenen. Ofte vidste jeg ikke helt, hvor et nummer var i gang med at bevæge sig hen, og der var rigtig meget gøgl mellem numrene. Der var faktisk praktisk taget intet nummer, som ikke blev umiddelbart efterfulgt af hyggelig snak fra bandets side. Højdepunkter inkluderede en anekdote om en fugl, hvis fløjt lyder som »cheeseburger«, da DeMarco skulle “varme op” til ‘My Old Man’ ved at stå på hænder, og da guitaristen fortalte om sit møde med videoen af Joachim Löw, der dufter til sine hænder, efter at have kløet sig i røven.

Mac DeMarco i Store Vega. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Den løsslupne fornemmelse var en gigantisk del af koncertens charme, men den endte også med til tider at skabe problemer for koncerten. Den føltes ikke helt nær så strømlinet, som jeg gerne havde set, og visse øjeblikke virkede bandets mange jokes som intern humor, der ikke helt kunne oversættes til et uindviet publikum. En lang tangent om Harry Belafontes ‘Day-O (The Banana Boat Song)’ føltes meningløs i sin langtrukkenhed, og et længere instrumentalt stykke mod slutningen af ‘Still Together’, hvor bandet konstant tyssede på publikum, var ingenlunde lige så underholdende, som det lod til, at de tilsyneladende selv syntes.

Størstedelen af deres talrige forsøg på at underholde, endte dog med at gå rent hjem. Mac DeMarco har så meget personlighed, når han optræder live, at det er lettere uimodståeligt. Han var rigtig animeret i sin optræden, han kastede jævnligt rundt med sin mikrofon, og hans vokallevering var tit fuld af spræl og glædelige overraskelser.

Et par dybfølte øjeblikke fik vi også, og det gav koncerten en rar fornemmelse af variation. ‘Nobody’ var langt mere virkningsfuld end i albumudgaven, og den romantiske ‘My Kind of Woman’ var nok koncertens mest sårbare øjeblik, som Mac blev indhyllet i blåt lys.

Det smilende og humoristiske var dog klart i fokus, og DeMarco sluttede af med det øjeblik, der nok bedst indkapslede koncertens energi: et cover af Metallicas ‘Enter Sandman’, hvor tempoet efter første omkvæd blev skruet så gevaldigt op, at det næsten blev helt punket – men absolut stadig festligt. Det var gakket og velspillet på samme tid, og det er nu engang det, Mac DeMarco er allerbedst til live.


Kort sagt:
Mac DeMarcos Vega-koncert var båret af fjolleri og markante funkelementer. Det var hyggeligt, dansabelt, underholdende, velspillet og ikke mindst tit umanerligt gakket.

Læs også: Lil Pump bidt af slange under musikvideo-optagelse – se videoen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold