Søstrene i Say Lou Lou fik en halv sejr i festpoppens tegn

De svensk-australske søstre havde krammet om de festlige popsange men manglede vokalstyrke på Apollo Countdown.

På plade kræser de svensk-australske tvillingesøstre for atmosfæriske, florlette produktioner, men på Apollo Countdown var det de slagkraftige popsange, der stod stærkest. Heriblandt åbneren ’Everything We Touch’ med omkvædet bøjet i neon og det krystalklare tema, der bibeholdt inspirationen fra asiatiske xylofoner i guitaristens hænder. Også det strygende omkvæd på ’Better In the Dark’ inviterede til øjeblikkelig fællessang og både Elektra (blondinen) og Miranda (brunetten) Kilbeys vokaler trængte igennem.

Omvendt savnede man ved flere stille sange soliditet, som under den sukkersøde ’Maybe You’, der fortabte sig i disede synths og klichéer om bedrøvede blå øjne. ’Beloved’s fløjlsbløde intro imponerede med de let rislende synths, men desværre overspillede søstrene vokalerne og fik mod enden sangen til at fremstå halv-patetisk og surmulende fremfor den reelle frustration, der ligger i teksten. Den medrivende redningssang ’Julian’ fandt dog den gyldne middelvej mellem de delikate synthdetaljer og det store, brusende omkvæd.

Desværre opstod der et paradoks for søstrene Kilbey, idet deres lidet distinkte vokaler ofte druknede på diverse omkvæd, når bandet tilføjede den tiltrængte ballast. Det afsluttende nummer ’Skylights’ stilede efter en seriøs grandiositet med buldrende trommer og rumklangsbelagte guitarakkorder, der blev slået ekstra langsomt an, men det storladne udeblev på grund af carpe diem-klichéerne og søstrenes vrængende vokallevering.

I Say Lou Lous bedste stunder var deres klokkeklare popsange en fest værdig, men ligeså ofte fik man lyst til at ruske liv i de døsige ballader, der fungerede bedst som behagelig baggrundsmusik.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

sayloulou-2
sayloulou-4

Koncert. Koncert Say Lou LoyRoskilde FestivalApollo Countdown
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af