Lykke Li – nærværende sjælesang
Sorte slør hang ned fra loftet, og Lykke Li og band var trukket i sorte gevandter, som skulle vi overvære en begravelse. Men den svenske heartbreak-dronning, der har gjort storladen og plaget pop til sit speciale, var langt mere en selvsikker furie end en selvmedlidende grædekone.
Lige fra den kontante guitarintro i ‘I Never Learn’, der åbnede koncerten, insisterede Lykke Li på sit publikums opmærksomhed med et nærværende og levende scenesprog, imens de bombastiske ballader funklede som sorte diamanter med upolerede kanter hele settet igennem.
Stortrommen fik lov til at agere primus motor helt fremme i lydbilledet, hvilket klædte de storladent orkestrerede ballader fra de to seneste album, ‘Wounded Rhymes’ og ‘I Never Learn’, og på samme tid gav en insisterende tyngde til de mere finurlige og forsigtige popsange fra debutpladen.
Bandets samspil dryppede af saft og kraft, og Li havde leget med flere af arrangementerne. ‘Youth Knows No Pain’ blev for eksempel spædet op med lyse orgelakkorder, der ledte tankerne hen på en gudstjeneste, og blev lukket med en sirene-ringende outro med stortrommen og bassen i hårdtslående symbiose.
Svenskeren fremstod som en kunstner, der lod musikken og sit publikum kurere sin hjertesorg på nærværende og kreativt befordrende vis.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.