Blonde Redhead – indtagende og udtryksfuldt
Tæppet blev langsomt trukket fra scenen, mens Amedeo Paces delikate guitarspil åbnede den instrumentale ‘Barragán’ og Kazu Makinos ene hånd tyst strejfede mellotronens tangenter, mens den anden hånd elegant dirigerede i luften. En kendetegn for den første halve time af aftenens koncert med støjpop-pioneerne Blonde Redhead, hvor det var den afdæmpede og dreampoppede side af trioen, vi fik serveret.
Der var fin balance mellem vuggende uptempo-numre og de stenede passager, som har været den primære faktor i Blonde Redheads udtryk de senere år. Blandt højdepunkterne i førstnævnte kategori var den krautrockede ‘Mind to Be Had’, og en indtagende ‘Falling Man’ med Amedeo i den vokale førertrøje og Makino i ping-pong på seksstrenget bas med Simone Pace bag trommerne. I sidstnævnte kategori indbød ‘Love or Prison’ og ‘Dripping’ publikum til at hengive sig bag lukkede øjne.
De milanesiske tvillingebrødre har en fortid i jazzens navn, og der var ikke en finger at sætte på det musikalske parløb. Derfor skar det en smule i ørerne, når Makino flere gange ramte skæve fraseringer. Og det på trods (eller måske som resultat) af, at hun fumlede med sine in-ear-monitors.
Folkets kærlighed til trioen var åbenlys, og den udsolgte Lille Vega-sal jublede anerkendende, når kendinge fra bagkataloget kom på menuen. Et sådant øjeblik indtraf under den melankolske ‘Melody’, og her fik vi også et rørende indblik i, at Kazu er skrøbelig som en porcelænsfigur. Sangerinden blev åbenlyst distraheret af en skæv start på nummeret, så hun undskyldende måtte afbryde og begynde påny.
‘Spring and by Summer Fall’ og ’23’ sørgede for, at der også blev åbnet for støjsluserne, og Blonde Redhead viste således glimrende spændvidden i deres formåen, altimens et begejstret publikum hengav sig til de tyste momenter og vuggede afsted, når tempoet steg.
Læs anmeldelse: Blonde Redhead ‘Barragán’